Den sidste operation
Geoff Tate afslutter nu historien om 'Operation: Mindcrime', som han var med til at starte for 38 år siden med sit daværende band Queensrÿche. Det' hverken magisk eller katastrofalt, men bare sådan helt okay og godkendt.
2. You Know My Fu@king Name
3. The Answer
4. Vulnerable
5. I’ll Eat Your Heart Out
6. Do You Still Believe?
7. The Devil’s Breath
8. Ascension
9. Set You Free
10. Descension
11. Power
12. You Can’t Walk Away Now
13. A Monster Like Me
I 1988 udgav Queensrÿche ‘Operation: Mindcrime’, deres tredje album. Et storslået koncept om en dystopisk fremtid, hvor en narkoman bliver manipuleret til at være lejemorder for en mystisk organisation ledet af Dr. X. Det blev her, at Seattle-bandet konsoliderede deres stjernestatus som et af de store bands på den progressive metalscene. I 2006 kom så toeren, der havde sine momenter, men mest husket for, at selve Ronnie James Dio lagde vokal til Dr. X.
Senere gik Queensrÿche gennem en svær skilsmisse, hvor forsanger Geoff Tate kom op at slås med dele af bandet efter, at de havde fyret hans kone som bandets manager. De to stridende parter udgav efterfølgende hver deres album som Queensrÿche, mens de ventede på, at retten skulle afgøre, hvem der var dronninger i riget for det sejeste bandnavn. Den strid tabte Tate, og han måtte fortsætte sin musikalske karriere under eget navn.
Nu har Geoff Tate så valgt at færdiggøre fortællingen og gøre det til en trilogi, og det er Dr. X som hovedpersonen – men altså ikke under bandet Queensrÿche. Det er naturligvis en underlig og lidt beskæmmende situation for et hovedværk i metalhistorien, at det skal have denne slutning, men showbusiness er skørt, og det handler om musikken. OG den har godt med dramatik, ligesom Tates kamp mod sine tidligere bandmedlemmer.
En frygt, når man bygger videre på et velkendt værk, er at sidde fast i fortiden og miste lysten eller evnen til at forny sig, fordi det nu engang føles trygt og godt at blive i kendt farvand. Men Tate virker ret opsat på at både trække tråde tilbage til 1eren, og også kaste sig ud i ideer, som ikke hører til det velkendte Mindcrime-univers. Der er ingen gentagelser af riffs, men ofte riffs, der føles lidt, som om de rimer. Som om de skal gengive en stemning fra 1eren, og den reference står stærkt, fordi det kædes sammen med replikker, der gentages – nu bare fra Dr. X. synspunkt.
Med Dio ude af billedet må Tate selv klare rollen som Dr. X, og det skal man ikke ærgre sig over, selvom det havde været skønt med endnu en duet mellem to af genrens allerstørste sangere. Geoff Tate lyder heldigvis umådeligt veloplagt! De 67 somre har i hvert fald ikke sat sig nævneværdigt på stemmen, og hans fænomenale stemme ligger skarpt, når det skal være skingert, og med den altid store patos, hver gang følelserne skal ud.
Det lykkes for Tate at bygge videre uden at kopiere sig selv, og så bliver der tilføjet meget nyt til det musikalske udtryk. I 'I’ll Eat Your Heart Out' møder man en stærk aggressivitet, som giver mindelser om metalcore mere end klassisk heavy metal, og i det hele taget bliver der taget mere drastiske virkemidler i brug end på konceptets to foregående albums, men også heftige strygere og et virkeligt tungt drive får lov til at fortælle historien på et meget varieret album.
Men den klassiske Queensrÿche-klang forlades ikke, og der er stadig kæmpe armbevægelser som i balladen ‘Do You Still Believe’, der har masser af stadion-schwung over sig, ligesom melodiske guitarer og de store omkvæd fylder meget i lydbilledet. Det føles langt mere end 2eren som en forlængelse af det oprindelige mesterværk, fordi bandets fremmeste dyder holdes i hævd.
Stærkt står også ’The Answer’ med midtempo og et fængende omkvæd, eller ‘Set You Free’, der har dyster stemning, og først og fremmest singleudspillet ‘Power’, som skruer helt ned i vers for at give plads til Tate, og så masser af melodi i guitarer og vokal, som 1eren i serien var så rig på, og den giver faktisk mindelser om titelnummeret.
Dermed nærmer vi os også dommen, og nej, tredje runde med 'Operation: Mindcrime' når slet ikke det store forbillede til sokkeholderne, men det er heller ikke en katastrofe, og ej heller en skuffelse – medmindre man naivt troede på, at det kunne lade sig gøre at nå niveauet fra 1988. Det vil dog altid være lidt af en skamplet på Queensrÿches historie, at de er et band, der ellers blev anset for at være begavet, og så gik fra hinanden ovenpå et tumpet slagsmål – selvom skårene dog er klinket så meget, at Geoff Tate var blandt publikum, da hans band spillede i Pumpehuset i januar i år. Det er trods alt klædeligt med en vis forbrødning, men det havde nu engang været endnu bedre for eftermælet, hvis Tate og Queensrÿche havde afsluttet den her trilogi sammen. Og det' sagt uden at have nogen anelse om, hvorvidt det også var blevet en bedre finale. Den lægger vi her.