Overkill på autopilot
Overkill lyder som sig selv på deres tyvende album. Men de er bedst, når de varierer deres faste formel.
2. "Goin' Home" 4:31
3. "The Surgeon" 5:33
4. "Twist of the Wick" 5:34
5. "Wicked Place" 5:00
6. "Won't Be Comin' Back" 4:30
7. "Fever" 5:33
8. "Harder They Fall" 4:23
9. "Know Her Name" 5:11
10. "Bag o' Bones" 4:37
Når et band når over ti album, spørger man uvægerligt sig selv, om man virkelig behøver dem alle. Har bandet egentlig noget nyt at sige? Eller bare noget, de ikke har sagt bedre før? Har verden brug for endnu en plade med et efterhånden aldrende metalband?
I Overkills tilfælde har svaret på ovenstående spørgsmål været et rungende ja siden 'Ironbound' fra 2010, der gav bandet et massivt comeback på et tidspunkt, hvor de ellers længe havde været på permanent vej ud i glemslen. 'Ironbound' var mere end blot solid – den virkede, som om Overkill havde genfundet energien og inspirationen, og den cementerede New Jersey-veteranerne som et af thrashens kunstnerisk store bands.
Men i 'Scorched's tilfælde begynder man at tvivle på svaret. Der er simpelthen for meget metervare og for meget Overkill på rutinen.
Meget er ved det gamle: Energibundtet Bobby 'Blitz' Ellsworths prægtige snerren, D.D. Vernis bandekor og karakteristiske baslyd. Den umiskendelige Overkill-stil. Der er også små fornyelser at spore i detaljen: 'Twist of the Wick' er forfriskende doomy metalsang med flotte leads, og 'Won't Be Coming Back' leger med en heftig Savatage-på-deres-mest-thrashede-inspiration i leadarbejdet. Det klæder Overkill med disse indslag af klassisk metal midt i al thrashraseriet. Det klæder dem at droppe det Overkill-sikre og eksperimentere med et lidt andet udtryk, som stadig lyder som Overkill. Jason Bittner, der trådte til på forgængeren, 'The Wings of War', spiller også flot, og man kan i det hele taget høre, at Overkill kan deres kram.
Men på størstedelen af pladen kan de også deres kram lidt for godt, og numre som 'Fever' er gumpetung røvballe, 'Wicked Place' virker klodset, 'Harder They Fall' ligegyldig. 'Know Her Name' kan jeg stadig ikke rigtig huske navnet på, men jeg har godt nok hørt den sang på mange Overkill-album efterhånden, og den autopilot må de godt gemme væk. Afslutningsnummeret 'Bag o' Bones' er en slammet hard rock/glam rock-sang, der ikke bliver kønnere af at blive bøffet op med Overkills hårdere lyd, nærmest blot mere frastødende.
Så er der mere sjov i åbningsthrasheren 'Scorched', igen med flot leadarbejde, og vanvidsræseren 'The Surgeon', hvor Overkill viser, at deres force i disse år er i amokløbet og den pure thrashenergi, når de ikke sander til i genopførelser af midttemporutiner fra bagkataloget, hvor lytteren kigger på uret og undrer sig over, hvorfor numrene partout skal vare omkring de fem minutter.
Med andre ord: 'Scorched' er en ujævn omgang fra et af thrashens ellers mest konsistente bands. De bedste numre viser ellers, at Overkill stadig har evnerne. Det er bare for sjældent, de gider bruge dem denne gang.