På det jævne

Populær
På det jævne

Metallica bliver desværre aldrig rigtig spændende på ’Hardwired... To Self-Destruct’.

Kunstner
Titel
Hardwired...To Self-Destruct
Dato
18-11-2016
Distributør
Genre
Trackliste
Disc 1
1. Hardwired
2. Atlas, Rise!
3. Now That We're Dead
4. Moth Into Flame
5. Dream No More
6. Halo On Fire
Disc 2
1. Confusion
2. ManUNkind
3. Here Comes Revenge
4. Am I Savage?
5. Murder One
6. Spit Out The Bone
Karakter
2

Metallica og undertegnede er mere eller mindre vokset fra hinanden. Metallica vil til alle tider have en status som et af verdens betydeligste metal- og rockbands. Men de seneste mange år har udgivelserne ikke rigtig kunnet trigge denne anmelder, og skuffelserne har været langt større end glæderne, hvorfor en ny udgivelse fra bandet ikke imødeses med nogen særlig forventning.

Derfor er det også lidt en træls opgave at blive sat til at anmelde ’Hardwired... To Self-Destruct’. Man ved på forhånd, at ligegyldigt hvordan anmeldelsen vil falde ud, så er man idiot! Hvis den er dårlig, er man i Metallica-fans' optik en ”jantelovs”dansker, en Thomas Treo-klon og en sur, gammel idiot. Skulle man imod forventning blive ovenud begejstret, vil de fundamentalistiske metalfans, der i snart generationer har disset Metallica for et påstået forræderi over for både fans og metalgenren, til gengæld kaste sig over en i frådende raseri og beskylde en for at være en hr. og fru Danmark-medløber.

Og hvordan skal man overhovedet bedømme Metallica i 2016? Skal de måles i forhold til Metallica af fortidens storhed eller i forhold til nye opkomlinge?

Ikke særligt spændende
Men jobbet skal jo gøres, og hvorfor udskyde dommen. ’Hardwired... To Self-Destruct’ er ikke særligt spændende. Der er indimellem ganske gode sange, og der er ingen, der er decideret pinlige. Men der er alt, alt for mange, der synes ganske overflødige.

’Hardwired... To Self-Destruct’ er et dobbeltalbum. Umiddelbart fremstår første del langt bedst. Anden del er præget af en række langtrukne sange, der ikke rigtigt flytter noget.

Albummet begynder ganske fint med første singleudspil ’Hardwired’, der bestemt er en af albummets mest velfungerende sange. Det er imidlertid paradoksalt taget i betragtning, at vi her på redaktionen gav selv samme sang en ganske forbeholden modtagelse i august tidligere i år.

På første del finder man også albummets højdepunkt i form af ’Moth Into Flame’, der bestemt besidder nogle klassiske Metallica-dyder i form af opbygning, energi, tempo og melodi.

Gammel røvballe og sydstatsrock
På ’Halo on Fire’ forsøger bandet sig med noget, som måske er tænkt som en episk sag, hvor der veksles mellem stille og hårde passager. Det fungerer kun delvist. Sangen har et ganske godt omkvæd, men James Hetfield lyder træt, og musikkens vekslen mellem stille og hårde sekvenser og noget, som virker som noget traditionelt røvballerock, fungerer ikke særligt godt. Det ganske lange nummer indeholder også hen mod slutningen nogle guitarsekvenser, der leder tankerne hen på noget 70’er-sydstatsrock. Det virker temmelig malplaceret.

’Atlas, Rise!’ begynder godt. Dejligt riff i optakten, der varsler godt for resten. Men i vers og omkvæd bevæger bandet sig over i en stil, der mere lyder som noget semi-NWOBHM end den Bay Area-thrash, som Metallica var med til at opfinde, udvikle og berømme. Henimod slutningen af denne sang får bandet endnu en gang åbenbart en lyst til at kaste sig over den traditionelle hard rock med twinleads med 70'er-præg.

På trods af sangens mangler er det dog noget af det bedre fra albummet og må også formodes at være en sang, der vil være finde i sættet på de kommende turnéer.

Kedelig anden halvdel
På albummet anden halvdel er der som skrevet ikke meget at komme efter. De fleste sange henslæber i et moderat eller langsomt tempo.

’Am I Savage?’ har et ganske godt riff, men vokalen er til gengæld trættende sløv at lytte på i en langsommelig sang, der tilsyneladende bare bliver ved og ved i noget, der virker som det uendelige.

Heldigvis slutter albummet godt med ’Spit Out the Bone’. For endelig kaster bandet sig her over en herlig, heftig Metallica-thrasher. Så de kan jo stadig godt!

Men tre gode sange ud af 12 på et 80 minutter langt album er simpelthen for tyndt.

Hvor ville det være dejligt, hvis Metallica udelukkende gad at arbejde på at være verdens bedste thrashband i stedet for hele tiden at søge indre grænser i områder, der allerede er udforsket langt bedre af andre rockbands.