Campbell efter Motörhead
Populær
Guitarist Phil Campbell forsøger at holde liv i karrieren, efter at Motörhead er lagt i graven med Lemmys død. Det lykkes nogenlunde.
2.Freak Show
3.Skin and Bones
4.Gypsy Kiss
5.Welcome To Hell
6.Dark Days
7.Dropping The Needle
8.Step Into The Fire
9.Get On Your Knees
10.High Rule
11.Into The Dark
Med Lemmys død i julen 2015 var det endegyldigt slut med Motörhead.
Phil Campbell, der var guitarist igennem de sidste 30 år af Motörheads karriere, har dannet bandet Phil Campbell and the Bastard Sons, som udover Phil Campbell også består af Campbells tre sønner Todd Campbell (guitar), Dane Campbell (trommer) og Tyla Campbell (bas) med det eneste ikkefamiliære medlem i form af Neil Starr i den vokale forgrund.
Bandet udgav i 2016 den ikke specielt overbevisende debut-cd med samme navn som bandet. Men nu er Phil Campbell and the Bastard Sons så klar med deres første fuldlængdeudspil med titlen ’The Age of Absurdity’.
Det album er heldigvis ikke faldet fuldstændig håbløst ud. Albummet fremstår ret frisk i udtrykket, selv om der ikke ligefrem pløjes nye furer i metalfundamentet. Der er naturligvis her og der sange med referencer til Campbells fortid i Motörhead. Det gør sig ikke mindst gældende i den kun 2 minutter og 23 sekunder lange ’Gypsy Kiss’ og i den lettere punkede ’Dropping the Needle’. Men generelt er musikken på ’The Age of Absurdity’ mere i den traditionelle britiske hard rock- og heavy metal-stil, hvor der dog også indgår en smule amerikansk glam rock og et knivspids bluesrock.
Sidstnævnte inspiration lader sig således høre i sangen ’Dark Days’, hvor en mundharmonika også sniger sig ind.
Der er inspiration fra britiske rødder som UFO og Thin Lizzy. Det er alt sammen godt nok. Det, der trækker lidt ned, er dog, at det ikke er noget nyt at hente, ligesom sangene mangler det ekstra, der kunne få dem til at lejre sig i hukommelsen. Sangene bygger på et fundament af nogle effektive guitarriffs fra Phil Campbells hånd. Men de rigtig gode sange mangler.
Alt for ofte forbliver sangene i en uendelig gentagelse af åbningsriffet. Det gør sig eksempelvis gældende i ’Welcome to Hell’, hvor bandet ellers forsøger at bidrage den lidt mere traditionelle hard rock et skud mere moderne inspiration.
Samtidig har Neil Starr heller ikke verdens mest karismatiske vokal. Den er ret flad og anonym på store dele af albummet. Måske i erkendelse heraf ligger hans vokal generelt også ret lavt i mixet i forhold til bandleader Campbells leadguitar. Det er faktisk først på albummets sidste sang, ’Into The Dark’, at Starrs for alvor får lov til at udfordre sin stemme i albummets mest gennemarbejde sang, der samtidig skiller sig ud fra de øvrige uptempo rock’n’rollere ved at være noget, der vel bedst kan kategoriseres som en slags powerballade. Det er i stil med noget, som Thunder eller Bad Company kunne have indspillet, og giver derfor en velkommen afveksling til albummets øvrige mere traditionelle rocksange. Det er en fin sang. Men ikke noget uforglemmeligt. Og selv om Starr i denne sang får lidt mere at arbejde med, bliver det aldrig rigtigt overbevisende.
Når regnebrættet gøres op ender det med en fornuftig bedømmelse, men hvor det afgørende ekstra pift mangler. Men det må konstateres, at Phil Campbell ikke er sygnet hen i sit otium, men med sit nye band bevarer en vis relevans inden for hård rock/heavy metal og fortsat har en karriere efter Motörheads ophør. Bandets sange er måske ikke overbevisende nyskabende, men de giver god grund til en festlig lejlighed.
Det bliver interessant, om det også kommer til at gøre sig gældende, når bandet gæster Danmark for en enkelt koncert på Voxhall i Aarhus den 3. marts. Det kan vise sig, at det bliver rigtig godt. Mon ikke der i den forbindelse bliver lejlighed til at opleve Phil Campbell & Co. give et par versioner af gamle Motörhead-sange?
Indtil videre har bandet i hvert fald netop udgivet en coverversion af det gamle Hawkwind-hit ’Silver Machine’, som oprindelig blev indspillet i Lemmys tid i Hawkwind.