Gennemtænkt grindbastard
Populær
Fodfæstet er i grind metal, men der pisses vidt og bredt her fra, så andre genrer også smadres på det nye udspil fra københavnske Piss Vortex, der når mere end de fleste andre bands på deres nye godt 10 minutter lange ep.
I 2014 udgav Piss Vortex deres debutalbum. Det rundede 23 minutter. Der er selvsagt ikke noget sært i, at ep'en 'Future Cancer' med sine seks sange kun når den halve spilletid i forhold til den selvbetitlede 'Piss Vortex'. Det er igen et voldsomt angreb på ørerne, som herrerne har begivet sig ud i, og det er naturligvis med en vægt på grind med de korte sange.
Grind er dog ingen begrænsning for bandet, som også i såvel korte som længere (ok, alt er relativt ...) sekvenser rammer toner, der også kunne befinde sig på doom- og sludge-udgivelser. Det er det helt nedtonede univers, inden den nærmest rituelle smadring af øregangene tager over. Når det er voldsomt, er det dog ikke uden finesse, og pladeselskabet Indisciplinarian går derfor ikke for vidt i beskrivelsen af såvel de spille- og kompositoriske evner – for det er i den grad udført med teknisk snit og modig snilde – som "progressiv grind".
Musikken er indspillet live, og det er positivt for musikken, der trods sit sortsyn føles dynamisk og levende. Produktionsmæssigt er der fuldt styr på optagelserne, og lyden går trods sit kaotiske udtryk klart igennem. De forskellige instrumenter er velbalancerede, så alt kan høres. Ikke kun den knusende guitarlyd, som måske bemærkes først, men også alle detaljer på trommesættet og ikke mindst anslagene fra den fyldige bas.
Gentag gerne
Det går fra skævt til smukt over rytmisk forførende til decideret udfordrende, og i kraft af den korte spilletid er der masser af rum til genhør, hvorfor de mange detaljer i musikken langsomt udfolder sig over lyt nummer to, fem, ti. Bandet har god sans for komposition og forstår at lade kaos herske mellem lettere tilgængelige stykker, hvor gentagelsen udnyttes perfekt – igen, alt er selvfølgelig relativt, når kun én sang når udover 2½ minut. Det bliver for eksempel nærmest hymnisk og titelmæssigt passende i 'Patterns of Repetition', hvor et hypnotisk riff gentages adskillige gange over nogle lidt forskellige lydmæssige varianter.
I slutningen af førnævnte sang bliver musikken mørk, skæv og post-sludget og rummer tid til eftertænksomhed midt i den soniske apokalypse. Hvad var det for en pirrende, snerrende og smadrende lille musikbombe, der ramte? Piss Vortex er svaret, og slutningen af sangen fører fint tilbage til introen på åbneren 'Default Face/Filtered Rot'. Og til endnu en runde i bandets syge manege, hvis repeatknappen tør rammes eller pickuppen føres tilbage til start. Det er noget af en rusketur, men det kan anbefales.