Politisk mavegalde med momenter af fordums storhed
Populær
Den selverklærede tidligere Pink Floyd-mastermind har travlt med at prædike sine holdninger om verdens tilstand. Til dels på bekostning af de vante store musikalske visioner.
2. Deja Vu
3. The Last Refugee
4. Picture That
5. Broken Bones
6. Is This The Life We Really Want?
7. Bird In A Gale
8. The Most Beautiful Girl
9. Smell The Roses
10. Wait For Her
11. Oceans Apart
12. A Part Of Me Died
Det er almen kendt i Pink Floyd-kredse, at en live-koncert i Montreal 1977 var katalysatoren, der senere fostrede en del af tankesættet bag 'The Wall'. Roger Waters så sig sur på publikum, der overdøvede bandet med snak og fyrværkeri, og frustrationerne fik ham til at spytte på en fan. Det fik ham til at reflektere over sin rolle som den store bandleder, der kunne tillade sig at nedgøre sine fans live, og konceptalbummet blev så udviklet til den store fabel med baggrund i blandt andet hans egne personlige kampe forbundet med faderens død under anden verdenskrig.
Indtil da havde lyrikken i Pink Floyd i højere grad dannet baggrund til et mere farverigt lydtapet af brede keyboardflader og harmonisk storladne guitarleads. Roger afsluttede æraen med et mere emotionelt skrøbeligt 'Final Cut', hvor hans personlige erindringer og holdninger til krigsførelse dominerer helhedsindtrykket, og herfra starter en solo-karriere med flere episke historiefortællinger pakket ind i mere eller mindre raffinerede kompositioner. Hvis vi ser bort fra et opera-projekt, han flirtede med, lettere uforståeligt i øvrigt, er dette hans første album i 25 år. 'Is This the Life We Really Want?' blev påbegyndt i 2010, og så er det oplagte spørgsmål, om den har været al finpudsningen og ventetiden værd ...
Efter en lidt funktionsløs intro med en selvreference til det tikkende ur fra Floyd-klassikeren 'Time' stemmer Waters guitaren an. Den enkle approach med fire akkorder, klaver og strygere er modellen i 'Deja Vu', mens Waters giver os sine betragtninger om, hvordan verden kunne have været et bedre sted, hvis han var gud. Jovist, sådan har vi vel det alle fra tid til anden, men Roger Waters er nu heller ikke kendt for at sætte sit lys under en skæppe. I de senere år har han i interviews ikke været ked af at udtale sig om følelsesladede emner som Trump og Israel, og fred være med det. Nogen er af den holdning, at politik og musik bør adskilles, og med et bagkatalog som Rogers vil der for de fleste nok altid være en snert af håb om, at den farverige musikalitet, hans oprindelige band havde som deres store styrke, ikke bliver tilsidesat for et dominerende fokus på lyrikken.
I 'The Last Refugee' sættes guitaren lidt på hylden til fordel for en mere tungt pulserende ballade. Kompositionelt er der ikke meget nyt på tapetet, før et af pladens mere mørke indslag, 'Picture That', sender tankerne i retning af den momentvist dystopiske intensitet fra 'Animals'.
Der er noget bekvemt forstyrret over stemningen, mens Roger Waters digter videre over verdens tilstand, og samspillet får plads til at udfolde sig mellem de nok så potente opfordringer til at '...picture a leader with no fucking brains, no fucking brains, no fucking brains...'.
'Broken Bones' er den melankolske krigsballade som tyvstjålet ud af 'Final Cut', og den fører os relativt ubemærket over i titelnummeret, som Trump får den tvivlsomme ære af at indvie med en kritisk betragtning om CNN. Waters sætter derpå spørgsmålstegn ved demokratiet i udsagn som 'It's not enough that we succeed, we still need others to fail', og hele sangen, uden et særligt markant musikalsk input, forekommer at være hård kritik af Trumps meget tvivlsomme lederevner, hvis man da ellers ser verden fra Waters' næsetip.
Fra det lyrisk dominerede titelnummer føres vi tilbage til det dystopisk pulserende. Solokarrieren har ofte, især på 'Amused To Death', haft disse mere lydeksperimenterende indslag, hvor fugle, fly, bomber med mere har givet surround sound-entusiasterne derude en god undskyldning for at sende tankerne på himmelflugt. Omend det er nedtonet en kende i denne omgang, får vi dog nu og da lov at drømme os væk i brede lydflader, og her får 'Bird in a Gale' lov til at folde sig ud, absolut blandt pladens mest inspirerende indslag.
'Smell the Roses' fortsætter i en mere rockende retning, en medrivende guitarsolo falder på et tørt sted. Generelt kan det undre lidt, at guitaren her sjældent har anden funktion end at spille basale akkorder og lave simple markeringer, når Roger også solo har gjort brug af flere fremragende guitarister som kompensation for fraværet af David Gilmour. Hans fokus ligger dog mestendels på lyrikken, og således afsluttes pladen med tre numre, der næsten går ud i ét og med strygere og klaver sender tankerne hen på 'Final Cut'-perioden.
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Roger Waters fortsat har øre for de enkle arrangementer og de store historiefortællinger. Han vil gerne gøre en forskel i verden, og det er alt sammen meget fint. Dertil er det dog svært at abstrahere fra, at der med ventetiden in mente ikke burde være plads til deciderede fillers, og at albummet, hvad det musikalske angår, er lidt af en blandet landhandel. Flere sange glider smertefrit forbi uden at efterlade noget større indtryk, og med et oeuvre som hans forekommer det lidt trist at bruge så mange år på et produkt, der ikke har mere på hjerte rent musikalsk. Det er alt sammen lækkert, og der er fine selvreferencer her og der til de mere nørdede, men mere nerve og kant havde været at foretrække fremfor det relativt dominerende billede af en mand, der har travlt med at prædike sine meninger om, hvordan verden kunne være et bedre sted i hans hænder.