Cop(p)y
Poppys nu-metal-æra er slut. Den varede et år. Nu er det grungens tur. Fanbasen skal forøges og Moriah Rose Pereira forsøger derfor at gøre sig sexet på 90’er nostalgi, uden på noget tidspunkt at fremstå troværdig.
Lessen The Damage
So Mean
On The Level
Hysteria
Her
Bloom
As Strange As It Seems
Nerver Find My Place
Sidst Moriah Rose Pereira var pladeaktuel, tog kunstneren et kvantespring og vendte op og ned på folks opfattelse af aliasset Poppy. Det var en direkte overgang fra semi-edgy elektro-pop til nu-metal. En succesfuld forvandling fra poppet uskyldighed til grim, kaotisk modenhed. Perfekt eksekveret, uden at give lytteren et personligt forhold til kvinden bag brandet. Poppy fremstod på ‘I Disagree’ ofte en smule fortænkt, mens pladen lød som et kalkuleret forsøg på en positionering.
Nu, kun et år efter udgivelsen af ‘I Disagree’, kan man konkludere, at den positioneringsøvelse har været en succes. Det er muligt, at Poppy ikke længere er at finde på den planlagte Deftones/Gojira-tour, men det ændrer ikke ved, at Poppy, med kun én decideret Devilution-relevant plade, pludselig skulle på tour med to af sin generations største bands. Skulle man anfægte det som værende et vagt grundlag, bør en pladekontrakt hos Sumerian, side om side med Between The Buried And Me, Jonathan Davis og Smashing Pumpkins, lukke den diskussion.
Det store spørgsmål er så, hvordan man udnytter den succes og plads i rock/metal-befolkningens bevidsthed?
Fra et oprør til et andet
Svaret lader til at være simpelt – så simpelt at man burde have forudset det. Væk er nu-metal-elementerne, det kaotiske og uforudsigelige, der gav ‘I Disagree’ kant og relevans. Den er erstattet af lyden af en anden genre, der som nu-metallen havde succes med at stå som et oprør, og samtidig forføre en hel generation: grungen.
Nuvel, det er ikke ligefrem et forsøg på at kopiere Nirvana, Soundgarden eller The Smashing Pumpkins, men referencerne er tydelige. Versriffet og vokalfraseringen på førstesinglen ‘Her’, taler sit eget sprog. Tilsvarende skal man ikke lytte længe til ‘Lessen The Damage’ eller ‘ So Mean’ før man slukker og finder sine Garbage, Hole og tidlige Weezer plader frem. Originalen er trods alt en hel del bedre.
Originalitet er netop hvad ‘Flux’ mangler. Det er tydeligt fra start, at Poppy godt kunne have brugt mere tid på sangskrivningen. ‘Pladen er spækket med kedelige kompositioner, hvor det reelt kun er førnævnte første single, titelnummeret og den utroligt poppede og smukke ‘Bloom’, der mindes efter pladen er lyttet igennem. Hvilket forresten er hurtigt gjort, med ni numre og en spilletid på lidt over 32 minutter. Resten af numrene fremstår som letsindigt rip-off af andre kunstnere.
Den utroværdige kunstner
Pladens helt store problem er endnu en gang, at Poppy simpelthen ikke fremstår troværdig. Det samme problem som‘I Disagree’ led under. Om det er et Madonna-syndrom, et ønske om at hver plade skal lyde og være forskellige plade for plade, står lidt i det uvisse. Det er til gengæld klart, at Poppy søger at brede armene ud og inkludere, ved at ekskludere det publikum, der tog hende ind med foregående plade. Det er en gylden-middelvej, nogen skal jo nok holde fast, mens andre kommer til. Det virke en kende søgt – især i forlængelse af pladens kvalitet. Der skal høstes spilletid og det kan kun gå for langsomt.
På den ene side er det prisværdigt at se og opleve en populærkunstner kaste sig over de guitar-drevne genrer. Skabe en form momentum og forankre guitarens hellige navn i bevidstheden, for et andet publikum end det vante. På den anden side er der kunstnere, der har haft tilsvarende succes med selvsamme, uden at fremstå som en hul skal af et brand, hvis primære formål er at tjene penge.
Grimes har haft stor succes med at medvirke og selv udgive materiale, der er i takt med tidens udvikling – og implementere guitar-elementet. Endda uden at det har været et søgt spil på tidligere genre-brydere. Halseys samarbejde med Trent Reznor og Atticus Ross er endnu et glimrende eksempel på inklusion af en metallisk sub-genre i et poppet musikalsk univers. Så kan man naturligvis diskutere hvor stærk ‘If I Can’t Have Love, I Want Power’ er.
Poppy er hverken Grimes eller Halsey. Der er ingen lyst eller trang til at skabe nyt. Til at inkludere i nutiden. 'Flux’ er som plade blot et mislykket forsøg på at kopiere fortiden.