Tag mig tilbage, alting var så let

Possessed

Efter et halvt liv uden albumudgivelser er Jeff Becerra tilbage med ny plade, ny besætning og mere af det gamle.

Kunstner
Titel
Revelations of Oblivion
Dato
10-05-2019
Trackliste
1. Chant of Oblivion
2. No More Room in Hell
3. Dominion
4. Damned
5. Demon
6. Abandoned
7. Shadowcult
8. Omen
9. Ritual
10. The Word
11. Graven
12. Temple of Samael
Forfatter
Karakter
2

Amerikanske Possessed tilskrives ofte æren af at have opfundet den dødsmetalliske lyd på bandets debut, ’Seven Churches’ fra 1985. Nu afdøde Chuck Schuldiner og Death hørte den, forfinede og udviklede den og er på baggrund af det i dag det dødsmetalband, de fleste i den ekstreme metal nikker anerkendende til, når snakken falder på inspirationskilder. Ikke desto mindre er ’Seven Churches’ stadig på sine egne præmisser en metallisk klassiker, om end det ikke blev til meget mere fra Possesseds hånd. En halvsløj opfølger året efter, som ingen rigtig kunne lide, og en ep, hvorefter bandet gik i opløsning i slut-80’erne.

Nu, 34 år efter den legendariske debut, udgiver Possessed endelig en ny fuldlængde. Bevares, forsanger Jeff Becerra er eneste nuværende medlem, der var med dengang i firserne, men ikke desto mindre lyder ’Revelations of Oblivion’ ganske som Possessed, som vi kendte dem for 30 år siden. Faktisk foruroligende meget. Er ’Seven Churches’ din yndlingsplade, og har du gået, mens dagene blev til år, og ventet på en opfølger, behøver du sådan set ikke læse videre. Bare lyt og nyd. Er du derimod interesseret i, hvorfor ’Revelations of Oblivion’ er en småkedelig og unødvendig udgivelse, så følg endelig med her.

For pladen er og bliver bare langt hen ad vejen mere af det samme, som ’Seven Churches’ bød på. Lyden er stadig thrashet dødsmetal. Der er stadig fuld fart på og pedalen i bund fra start til slut uden de store tænkepauser undervejs på pladen, hvor bandet måske skulle have sat sig ned og overvejet, om ikke det her nummer lyder lige som det lige før og det lige før igen og i øvrigt også de sange, nogle helt andre udgav under samme navn for et halvt liv siden? Possessed er stadig lige så trætte af kristendommen, som de er af opfindsomme sangtitler, så det er omvendte kors og brokken sig over Gud fra start til slut. Ligesom sidst. Og det lyder alt sammen som noget, vi har hørt før. Og noget, vi har hørt væsentligt bedre.

For nuvel, Possessed har deres plads i metalhistorien. Langt hen ad vejen, fordi de var de første, ikke de største. Hvad bandet gjorde i 1985, blev hurtigt overgået i kvalitet og opfindsomhed af en lang række andre orkestre, både i Florida og på den anden side af Atlanten, og at gentage kunststykket fra ’Seven Churches’ er ikke nødvendigvis fremragende musik. Det er et tidsbillede, der bliver trukket frem fra gemmerne, så vi kan lytte til det og mindes et kort øjeblik, ingen vi gemmer det væk bagerst i mindebogen igen.

Becerra selv, der i højere grad er begyndt at bruge thrashede og lysere vokaler, måske fordi stemmen ikke holder til så meget som i ungdommens vår, har sådan set allieret sig med en håndfuld fornuftige musikere. Emilio Marquez på trommerne kan sine rundgange og knastørre duga-tønder, og d’herrer Gonzalez og Cramer på guitarerne formår da også den klassiske thrashede dødsfræs, som vi kender den fra midtfirserne. Produktionen har fået en voldsomt nøk op i forhold til ’Seven Churches’, hvilket desværre fjerner lidt af den vildskab, musikken gerne vil udtrykke, til fordel for en mere poleret lyd. Og selve materien, sangene, der udgør det nye Possessed, er desværre umådeligt ensformige og enslydende. Både i forhold til den førnævnte klassiker fra 1985 og blandt sangene indbyrdes.

Ud over at pladen er for lang med sine 12 numre, hvoraf størstedelen går ud over fem minutter uden på nogen måde at være episke mesterstykker, får man også følelsen af, at det hele flyder sammen. Det er lyden af Possessed. Nu pænere, ældre og mindre relevante. Jeg vil virkelig gerne fremhæve numre som ’Abandoned’, ’Omen’ og ’Ritual’, mest fordi det var de eneste tre numre, der skilte sig bare en smule ud fra den grå masse, og hvor jeg ikke tog mig selv i at falde hen og savne den tid, som engang var. Den samme tid, som Possessed bare så gerne vil genoplive på ’Revelations of Oblivion’. Desværre er tiden løbet fra dem. Dødsmetallen er så meget andet og mere, end den var i midten af firserne. Det er Possessed desværre ikke.