Ånd ind, ånd ud

Pure Reason Revolution - 'Eupnea'

I pagt med tidsånden fører lyden af en respirator Pure Reason Revolution tilbage til rødderne efter ti års dvale. De har meget på hjerte – men vedkommer det os?

Titel
Eupnea
Dato
03-04-2020
Trackliste
1. New Obsession
2. Silent Genesis
3. Maelstrom
4. Ghosts & Typhoons
5. Beyond Our Bodies
6. Eupnea
Forfatter
Karakter
3

Den 10. juli 2007.
En dag, der står klart i min hukommelse.
Efter at jeg var blevet præsenteret for 'Deadwing' et par år forinden, spillede Porcupine Tree i Danmark på starten af deres turne for 'Fear of a Blank Planet'. Første gang har det med at sætte sig på nethinden, også selvom de leverede bedre flere gange senere i karrieren, men det er så en anden sag.

Inden Steven Wilson og hans daværende følge leverede en af de hårdeste koncerter, jeg nåede at bevidne fra deres side, blev stemningen slået an af en gruppe fintfølende briter, der måtte være vokset op med Pink Floyd fra barnsben, ligesom i øvrigt Steven Wilson og undertegnede. Den elektroniske sensibilitet trak dog også tråde til navne som Muse og Pineapple Thief, og på den vis udgjorde de en blød intro, til hvad vi efterfølgende havde i vente, med periodiske hårdtslående opbrud.

De fintfølende briter var Pure Reason Revolution.

Udover et par perifere observationer i de efterfølgende år af, at lyttervenligheden i højere grad tog styringen, lagde jeg bandet bag mig. Kunstnerisk er der intet at bebrejde dem for, at de også selv valgte at gå i opløsning i 2011, hvor lidenskaben fra de tidlige år var erstattet med det, der tog sig ud som radiovenlig pop til sammenligning.

Det var derfor meget overraskende, da hovedfigurerne, sangskriver/altmuligmand Jon Courtney og bassist/keyboardist Chlöe Alper, sidste år meldte ud, at der var nyt materiale under opbygning, ikke mindst fordi historien lød, at det var lyden fra deres toneangivende debut 'The Dark Third', de søgte at finde tilbage til. Så kunne man så spørge sig selv, om Pure Reason Revolution, ligesom utallige andre bands der har forsøgt at genfinde tidligere inkarnationer af sig selv, blot ender med at lyde som en halvhjertet skygge af tidligere tider, eller om passionen fra dengang ender med at leve videre, i mere eller mindre opdateret form.

Årsagen til gendannelsen hænger delvis sammen med de traumer, Courtney gennemlevede, da hans kone fødte deres barn to måneder før termin. Kampen for at holde barnet i live, ikke at kunne stille andet op end at vente og håbe på det bedste. Magtesløsheden. Symptomatisk åbner pladen derfor også med lyden af en respirator, og eupnøen, det underbevidste naturlige åndedræt, der giver navn til albummet, er således det bærende tema fra start til slut. En sympatisk måde at komme sig over forskrækkelsen, hvad lydtapetet så ellers må have på hjerte. Det er jo trods alt musikken, det handler om, og her har Pure Reason Revolution langt hen ad vejen genfundet den nerve, der bandt dem sammen i de unge år.

'New Obsession' er en fin, omend kort forsmag på hvad vi har i vente. Courtneys røst minder fortsat om sangeren fra Placebo med lidt ekstra smøret elegance, og i samspil med Alper får den store drøm om en happy ending god vind i ryggen, mens lydsporet veksler mellem det luftigt søgende og de distortede frustrationer.

Den når dog ikke at komme nok under huden, før 'Silent Genesis' illustrerer netop det, Pure Reason Revolution mestrer bedst: De storladne konstruktioner. Over 10 minutter vender Courtney og Alper tilbage på progressivt terræn, ikke ulig hvad Porcupine Tree udforskede i de tidlige 00'ere på sange som fx 'Russia On Ice' og 'Arriving Somewhere, But Not Here'. Produktionen bør især fremhæves for den klare og igen luftige tone, der, selv når guitaren går hårdest til værks, stadig afspejler teksternes dystre baggrund. En vis tålmodighed og overbærenhed med drømmende sentimentalitet er ikke desto mindre påkrævet, og man kunne godt indimellem ønske sig, at Courtney gav vreden et klarere talerør. Måske det havde været tilfældet, hvis ikke historien faldt ud til den positive side, og babyen kom sig over den hårde start på livet, eller også ligger det blot ikke i Courtneys natur.



Det er i hvert fald den følelse, man sidder med på de lige lovligt klistrede sjælere 'Maelstrom' og 'Beyond Our Bodies', der, på trods af igen at demonstrere de rørende vokalharmonier mellem Courtney og Alper, ender ud som sovsede afbræk, der bryder flowet mellem albummets indiskutable højdepunkter, 'Ghosts & Typhoons', førnævnte 'Silent Genesis' og titelnummeret. Ikke i sig selv fordi de også er de længste numre, men fordi det giver dem behørig tid til at arbejde med følelserne, med så meget elektrisk gnist, som Pure Reason Revolution nu har i sig. 'Eupnea' runder af som pladens hårdeste bidrag, og en linje som nedenstående demonstrerer med al synlighed, hvor meget følelserne sidder uden på tøjet:

”Breathe

You made it to here

And hold on, hold on
They're putting mother back together”

 

Normalvis er det måske ikke teksterne, man fremhæver på de større, progressive værker, som vi nødvendigvis må gøre her. Det siger så samtidig også noget om, hvad Pure Reason Revolution stadig mangler for rigtigt at folde sig ud som toneangivende i de progressive kredse. Kald det gnist, kant, nerve, kald det, hvad du vil. Sentimentaliteten drypper, og halvdelen af sangene virker halvhjertede ved siden af de mere legesyge mastodonter, der holder pladen oppe. Man kan dog ikke tage fra dem, at hjertet er med i foretagendet, men det gør bare ikke nødvendigvis i sig selv pladen mere mindeværdig, hvis ikke det også gennemgående afspejler de musikalske ambitioner.

Med andre ord: Vil du give 'Eupnea' det lyt, den afgjort fortjener for dens progressive kvaliteter, råder vi til brug af skip-knappen ved hvert andet nummer.