Queensrÿche versus Queensrÿche
Populær
De progressive veteraner Queensrÿche er efter en uoverensstemmelse endt med en af de mere tåbelige skilsmisser i rockhistorien, og det har betydet to plader fra forskellige kunstnere - men under samme navn. Vi anmelder begge samlet.
01. Cold
02. Dare
03. Give It To You
04. Slave
05. In The Hands Of God
06. Running Backwards
07. Life Without You
08. Everything
09. Fallen
10. The Weight Of The World
11. I Don't Believe In Love (2013 version)
12. Empire (2013 version)
13. Jet City Woman (2013 version)
14. Silent Lucidity (2013 version)
Queensrÿche med Todd La Torre
01. X2
02. Where Dreams Go To Die
03. Spore
04. In This Light
05. Redemption
06. Vindication
07. Midnight Lullaby
08. A World Without
09. Don’t Look Back
10. Fallout
11. Open Road
I midtfirserne var Queensrÿche et af de førende bands, da genren progressiv metal tog sine spæde skridt i et hjørne af metalverdenen fjernt fra glam, thrash, puddel og hvad der ellers udfoldede sig af metallisk mangfoldighed. Med de to fornemme indledningsskiver, 'The Warning' og 'Rage for Order', og ikke mindst mesterværket 'Operation: Mindcrime', fik Seattlebandet skabt sig et succesfuldt navn. Med opfølgeren 'Empire' fik de også hitlisteplads og et salg på den pæne side af millionen. Men så kom grungen, og det var umiddelbart ikke godt for et meget poleret band. 1994-udgivelsen 'Promised Land' var absolut ikke ringe, men for fans af bandet skulle der lige sluges en overgang mod noget mere beskidt, langsomt og knap så storladent, ligesom guitarlir og den slags blev kraftigt nedtonet.
Det blev så indledningen på en lang periode med kun delvist vellykkede plader, hvor kvintetten prøvede sig frem i flere genrer, flirtede med grunge og hardrock, og lød umiskendeligt som alt andet end det band, der fik sit gennembrud i midtfirserne. Lige indtil den uundgåelige 'Operation: Mindcrime II' udkom. Selvom det ikke nåede fortidens højder, så lød de absolut som et genfødt band.
Nu er Queensrÿche så tilbage - og det i to udgaver! Og de har endda rettens ord for, at sådan må det være indtil efteråret 2014, hvor det afgøres, hvem der har retten til navnet. På den ene side står forsanger Geoff Tate, og på den anden side resten af det oprindelige band, dog undtaget guitarist Chris DeGarmo, der forlod Queensrÿche tilbage i 1997
Farceagtig skilsmisse
Det lyder som en farce - det er en farce! I sommeren 2012 blev Tate uvenner med resten af bandet. Angiveligt fordi resten af bandet holdt et møde uden Tate, hvor de blev enige om at fyre formanden for fanklubben og deres manager, henholdvis Tates steddatter og kone. Det sidste fordi de angiveligt følte, at hun arbejdere mere for Geoff Tate end bandet som helhed.
Det resulterede i et storladent skænderi før en koncert i Sao Paolo, Brasilien, som betød kasten med knytnæver, trommesæt og en spytklat, som Geoff Tate plantede i fjæset på trommeslager Scott Rockenfield, og dermed gik bandet i opløsning, da koncerten var overstået. Og derefter fulgte en retssag, som altså i første omgang gør det muligt for begge grupperinger at fortsætte under navnet Queensrÿche.
Så det gør de, og nu har Geoff Tate udgivet pladen 'Frequency Unknown' med et hold lejesvende til at håndtere instrumenteringen - bemærk den slet skjulte hentydning i coverets forkortelse af titlen. Kunne det være møntet på nogen bestemt? Vi kalder denne udgave af Queensrÿche for QGT.
Den anden side i farcen har ganske originalt valgt at kalde deres skive for 'Queensrÿche', hvilket jo kun øger forvirringen, da den første ep til tider går under samme navn. De har så fået tidligere sanger i Crimson Glory Todd La Torre til at stå for vokalen, og vi kalder denne udgave for QQ2 i mangel af bedre.
Man burde måske anmelde de to plader separat, men på den anden side skal en farce netop nydes til fulde, og hvis ikke Devilution skal gøre sig til herre over, hvem der i sidste ende har størst ret til at bære navnet, hvem skal så?
Forvirringen øges
Første forundring og en yderligere grund til forvirring. Todd La Torre, altså sanger i QQ2, lyder utroligt meget som Geoff Tate, sanger i de oprindelige band og nu QGT. Denne anmelder måtte af den grund flere gange dobbelttjekke, at han ikke havde rodet rundt i, hvilket band der var QQ2 og QGT. Det er som sådan positivt for begge bands - specielt i konkurrencen om værdigheden til navnet, men det gør ikke afgørelsen lettere, da Geoff Tate selvfølgelig er originalen og har historien med sig, men Todd La Torre lyder faktisk meget som en lidt yngre og friskere udgave af Tate, og skaber dermed smukke minder om en svunden tid.
Det hjælper også til at beskrive musikken lidt, for QQ2 har valgt at skrue tiden en del tilbage og går både i lyd og sangskrivning tættere på glansperioden i Queensrÿche. De har mange ligheder med de første tre udgivelser, hvorimod QGT lægger sig mere op af de grungede hardrock-tunge udgivelser, der faldt i slutningen af halvfemserne og langt op i nullerne
QQ2 lægger på 'Queensrÿche' vægt på de store guitarharmonier, men også på riffs der har tempo, og selvom det oftest foregår i midttempo, føles denne skive hurtigere end materiale fra bandets side længe har gjort. Tilsvarende fylder store omkvæd og netop det fængende materiale, som gamle fans længe har sukket efter, meget. Numre som 'Where Dreams Go to Die', 'Don't Look Back' og 'Vindication' har noget af det 'rigtige' Queensrÿche og rummer både det umiddelbare, næsten poppede, men også mere langtidsholdbare kvaliteter.
Helt tilbageskuende er det dog ikke, og det tunge udtryk i for eksempel 'Spore' har en anden ondskab end før set hos bandet, hvorimod 'Redemption' peger i begge retninger og både har guitarens melodiske indslag, de onde riffs og varemærket med syngmedbare-omkvæd.
Bortset fra 'Operation: Mindcrime II' er der altså tale om den - på den absolut gode måde - mest bagstræberiske udgivelse fra Queensrÿche overhovedet, og det er skønt at høre et ordentligt solo-arbejde og troen på, at harmoniske guitarer ikke er af det onde. Det klæder dem at vågne op og vedkende sig historien og baggrunden.
Tate skruer tiden frem
QGT og Geoff Tate har ikke den samme frygt for fornyelse, og 'Frequency Unknown' har en meget naturlig plads i den udvikling, som bandet har gennemgået siden springet væk fra det åbentlyse metalprogressive.
Det er tungt, simpelt og meget dystert. Guitarerne er nedstemte, vrider sig gennem tonerne, er gennemsyret af et groove og bruger gerne skingre virkemidler som halvskæve toner. Ved siden af det, som er hans udgave af Queensryche, har han fundet plads til, at tidligere eller nuværende medlemmer af Judas Priest, Slayer, Megadeth og Kings X med flere kan brillere på deres respektive instrumenter.
Geoff Tate har også fundet en mere vred udgave af sig selv frem - og man kan sikkert tolke en masse på baggrund af det i forhold til den igangværende konflikt. Man kan også glæde sig over det og konstatere, at det klæder ham. Hans altid karakteristiske vokal har lige præcis fået mere karakter med en portion raseri oveni.
Stadig synger Tate dog med melodien i højsædet, men den tager ikke over og bliver unødigt storladen - snarere af typen, som sniger sig langsomt ind og kræver lidt flere lyt, før den tager fat. Numre som 'Dare', 'Slave' og 'Cold' er som nævnt vrede og intense, men har kvalitet i gennemtænkte linjer og vrissende guitarer.
I forhold til QQ2 har QGT bestemt ikke nedprioriteret guitarsoloerne, men generelt har de mere en plads som det naturlige c-stykke og fungerer ikke som gennemgående tema i det enkelte nummer, som det er tilfældet med QQ2's brug af harmoni og leads. Måske fordi de ofte spilles af gæstemusikere og ikke af det, som Tate har tænkt skal være bandet Queensrÿche i QGT-udgaven.
Det, som måske kan undre, men som ikke skal være en del af anmeldelsen, er, hvorfor Tate og QGT har valgt at inkludere genindspilninger af et par gamle klassikere. Man skulle ellers tro, at QQ2 havde mere brug for at vise, at de selv med en ny sanger stadig har magten over gamle numre - vi har jo hørt, at Tate kan synge dem, og de nye versioner får ikke tilført så meget andet end en bedre produktion. Men en unden fra eller til ...
Dommen fældes
Fælles for de to konkurrende albums er, at ingen af dem har fat i den helt lange ende. QQ2 rammer kun momentvis de glade firserdage, og kun enkelte sange har blivende kvaliteter. Og QGT scorer godt nok point på at ville udvikle lyden, men præcis som Queensryche gjorde indtil da, lykkes det kun at skabe noget nyt, men ikke noget overvejende interessant. Derfor ender begge kun i middelområdet og gør det ikke let for dommeren at afgøre, hvem der har mest ret til navnet.
Farcen skal dog have en ende,og en vinder findes, og det bliver (indsæt trommehvirvel) QQ2 - altså det Queensrÿche, som består af 3/5 gammelt band, en nyere guitarist og en helt ny sanger. De løber med retten til navnet, af den grund at de i helt fornuftige øjeblikke formår at minde en om, hvor godt et band Queensrÿche engang var. Længe før det lille rige gik i opløsning grundet pigefnidder mellem Dronning Tate, Dronning Wilton, Dronning Rockenfield og Dronning Jackson