Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Rå atmosfære

Populær
Updated
Rå atmosfære

Russiske Sinister Frost spiller symfonisk black metal, hvor et råt lydbillede sikrer, at det ikke bliver alt for pænt.

Titel
Cryotorment
Dato
30-05-2012
Karakter
3

Da et af redaktionens temmelig berejste medlemmer var forbi Rusland, affødte det en lille artikelserie med anmeldelser af russiske bands, som en lokal pladepusher havde anbefalet ham. Det så umiddelbart sort ud for Rusland bedømt på det udvalg den gode skribent fik med sig hjem. Heldigvis har der da både før og efter artiklerne været russiske plader med fornuftigt indhold på disse sider.

Således gælder det også for Sinister Frost, der har sendt os derest debutalbum 'Cryotorment'. Keyboardet fylder en hel del på skiven, og det er da også naturligt at sætte bandet i båsen med symfonisk black metal, da den hæse vokal og resten af instrumenterne klart har et ophav i black metal.

Den type black metal vrænger mange folk gerne på næsen af, især når det bliver en tand for pænt. Her har Sinister Frost heldigvis et noget anderledes lydbillede, for det er mere råt og upoleret end vanligt i genren. Der er lidt charmerende demo-lyd over det på trods af, at det er album, men som antydet, så gør det noget godt for musikken.

Der er et par steder, hvor produktionen lyder lidt rodet, som om det er forsøgt at skjule et par svipsere, men ellers virker albummet ganske velspillet. Det er rimeligt simpelt i stil og opbygning, hvilket så stiller store krav til en fængende og holdbar sangskrivning. Og her lykkes Sinister Frost, for musikken fungerer rigtigt godt fra start, men også, stadigvæk, efter adskillige gennemlytninger.

Stemningsfuldt

Det kan minde lidt om en gang rå Cradle of Filth eller en mere simpel omgang Emperor. Når flot melodisk keyboard får lov at skabe en smuk atmosfære, vækker bandet minder om det hedengangne svenske Embraced, der godt nok blev beskyldt for at være en Cradle of Filth-klon, selvom bandet havde en lidt anden tilgang til musikken og benyttede sig af hele to folk til keyboards/klaver for at skabe den rette atmosfære.

Der er et eller andet uskyldigt og naivt over russernes musik, og det er ment positivt. Originalt lyder det ikke på nogen måde, men der er en ret god og effektiv sangskrivning på albummet, så hvis bandet kan finde ud af at udvikle sig uden at blive endnu et poleret black metal-band, så kan det blive rigtig godt. Det vil i hvert fald være fedt, hvis bandet kan udvikle den lidt rå lyd på en måde så det lyder som den "sound", som bandet rent faktisk søger, frem for, at det bare skyldes at budgettet til studiebesøget måske ikke rakte til et bedre studie.