Forvirret dans om Halfords juletræ

Rob Halford - Celestial

Den selvproklamerede metalgud bidrager til juleånden med et familie-potpourri af speedmetalliske bangers, storladne rockballader og højstemte kirkesalmer, der smager af mere sovs, end hvad godt er.

Titel
Celestial
Dato
18-10-2019
Genre
Trackliste
1. Celestial
2. Donner and Blitzen
3. God Rest Ye Merry Gentlemen
4. Away in a Manger
5. Morning Star
6. Deck the Halls
7. Joy to the World
8. O Little Town of Betlehem
9. Hark! The Herald Angels Sing
10. The First Noel
11. Good King Wenceslas
12. Protected by the Light
Forfatter
Karakter
2

I sin karrieres efterår er Rob Halford gudskelov stadig en frygtløs forsanger. Metallen lever videre i blodet, som vi oplevede på Judas Priests comeback 'Firepower' fra sidste år, der af mange blev hyldet som deres bedste album siden 'Painkiller' (1990). På trods af sin anerkendelse som en af metalverdenens største ikoner, der med læder, nitter og motorcykler på scenen tilføjede ekstra coolnessfaktor til scenen i de sene 1970' ere, har han ikke været bleg for at vise andre sider af sig selv på sine ældre dage. På Instagram, hvor han går under navnet 'Metal God', stiller han gladeligt op med kattetrøjer, vikingehjelme og spiselige trusser, og man får tydeligt indtrykket af den hjertelighed, der normalvis er pakket ind bag metallens facade.

Samme hjertelighed kommer til udtryk på denne anden juleplade fra Halford, der fortsætter, hvor 'Halford III: Winter Songs' (2009) slap, med både velkendte travere og nye tilføjelser til højtidens lydspor. Denne gang i form af et familieforetagende, der inkluderer Robs bror Nigel på trommer, søster Sue på klokker (!) og hendes søn Alex (som derudover er søn af Judas Priests bassist, Ian Hill) på bas, samt vennerne Robert Jones og Jon Blakely på guitar. Det er således med hyggefaktoren i højsædet, at Rob Halford denne gang kalder julen ind med sine nære og kære, og man fornemmer med al tydelighed, at han elsker denne tid på året – på godt og ondt.

Idyllen bygges indledningsvis op i det jævnt overflødige, orkestrerede titelnummer, inden vi føres ind på vant territorium med førstesinglen om julemandens rensdyr, 'Donner and Blitzen'. Musikalsk bevæger vi os her ikke langt fra 'Firepower'-lyden med svedige leads og Halfords kraftfulde vokal, der tilføjer tilstrækkeligt med kolorit til de dog knap så opfindsomme riffs. Camp-valuen i at synge med på en gedigen hardrocker om julemandens rensdyr viser sig sidenhen at være et af pladens mest gennemgående træk.



Julemusik er en genre, der deler vandene, ikke mindst på grund af teksterne, der kredser om familiehyggens liv og idyl (fx 'Joy to the World' og 'Deck the Halls') og det kristne bagland (fx 'O Little Town of Betlehem' og 'The First Noel'). Lyrisk bryder Halford ingen regler i sit krampagtige tag på højtidens soundtrack og lægger i stedet sit fokus på det musikalske lydbillede.

I den tungere ende er 'Deck the Halls', sammen med førnævnte 'Donner and Blitzen', et af 'Celestial's mest charmerende øjeblikke med nok af twin leads og juletrallende catchyness til både at sprede smil og få rystet garnet i de mere hårdt rockende julestuer. 'God Rest Ye Merry Gentlemen', 'Joy to the World' og 'Hark! The Herald Angels Sing' supplerer til den mere rockede afdeling, men gør dog ikke på samme måde det store væsen af sig.

Resten af pladen bevæger sig ud af mere sentimentalt farvand af den art, der enten kræver imponerende meget mandsmod eller en overvældende sans for selvironi at lægge navn til, ikke mindst for en sanger af Halfords kaliber. Værst står det til i 'Morning Star', der nærmer sig suppe, steg og is-tungt farvand, samt salmen 'The First Noel', hvor Rob folder sig ud som kirkesanger med dertilhørende kirkeorgel og flerstemmigt mandekor. Markant bedre går det i den stemningsladede otte minutter lange sjæler 'Good King Wenceslas' og balladen 'O Little Town of Betlehem', der bevæger sig i et mere velkendt, Judas Priest-inspireret territorium.



Man skal nok være en ret speciel familie for i fælleskab at kunne værdsætte 'Celestial' som lydspor, mens anden parteres, og juletræet pyntes. Her må vi trods alt hylde Halford og hans familie for at rumme nok selvironi til at lægge navn til denne corny samling af speed metalliske julebangers, storladne rockballader og  højstemte kirkesalmer, der, måske som et af albummets eneste regelbrydende indspark, konstant bevæger sig fra den ene ende af spektret til det andet. Vi betvivler på ingen måde, hvor sjovt Rob Halford har haft det under tilblivelsen – men sætter til gengæld spørgsmålstegn ved, om 'Celestial' som helhed vil glæde andre end de mere hardcore fans.

Omvendt er vi kun tvangsindlagt til at høre julemusik i én måned om året, og indenfor denne afmålte tidsmæssige ratio er der trods alt nok underholdende indslag på 'Celstial' til, at man lige med et års mellemrum kan overskue at zappe sig igennem resten, når campen tager overhånd.