Slås råddenskaben væk
Vi burde skamme os over, at vi ikke fik anmeldt Rot Aways andet album ‘Heavy Weight’, da det udkom sidste år.
Swing the Hammer
Dying Moon
Stabbed in the Eye
Aint that Heavy
Suffocate
Sopranos Vengeance
Sleepwalking
Det råder vi så bod på nu. ‘Heavy Weight’ tager ingen fanger og lægger hårdt fra land med en dobbelt slagkombination af ‘Ghost City’ og ‘Swing the Hammer’ – to omgange beatdown hardcore, som på effektiv vis får demonstreret Rot Aways musikalske ærinde: Høj energi, bøllede riffs og et aggressionsniveau i blodskudte øjne-klassen. Hvorfor vente passivt på døden? Sving hammeren og smadr noget, synes Rot Away at mene, og de har noget at bakke budskabet op med. Musikken er kompleks nok til, at den er fængende – men ikke så kompleks, at der går skægkløen i den. En perfekt balance til den her ende af hardcore-genren, og dertil skal man så lægge, at hele bandet spiller virkelig godt.
Men aggressionen er ikke det eneste udtryk, man kan finde i gruppens musik. Rot Aways musik er ydmyg kunst, hvor alle elementer tjener sangen og udtrykket, den totale udladning og katarsis, og det er smukt. Deri ligger skønheden, men der er også andre ting på spil, når man dykker ned i lyrikken. Under de knusende riffs og den galpende vokalføring gemmer der sig subtile og rørende lag.
Tag for eksempel ‘Dying Moon’. Det er en følelsesmæssigt svær opgave at forestille sig sin egen død, men her gør Rot Away det på en bund af tunge riffs og en yderst velplaceret pinch harmonic. Det her er musik, som giver én stank face og hiver næverne i vejret, men den sætter også en lille og måske lidt uventet troldsplint i ens hjerte, for lyrikken er ofte rørende.
Således også på ‘Stabbed in the Eye’, måske albummets bedste sang. Her får vi en bevægende beretning om, hvordan udadreagerende adfærd medicineres væk:
“I used to never sleep / But now I’m never awake / Drown it out, but the Devil swims / Warped out of shape / I feel so angry all the time / chained to this medicine”.
Her berører Rot Away noget, vi bør tale langt mere om, og de gør det med en yderst sympatisk fokus på dem, det drejer sig om. Dem, hvis stemme ikke høres ofte nok. Tak for det.
Og her kommer vi til noget centralt for oplevelsen af Rot Away på plade – det er vist ingen hemmelighed, at hardcore-musik bedst opleves med hele kroppen til en koncert, men på plade står én ting klart: Et af Rot Aways stærkeste kort er sanger Jonathan Albrechtsen, som er en blændende formidler af følelser, og han gør det med en stemme, der er raspet, som var den slidt af tusinder af konflikter, der blev løst på den forkerte måde. Man kan mærke det.
Eneste lille anke, jeg har mod denne dirrende udstrakte langfinger af et særdeles effektivt album, er ‘Sopranos Vengeance’ – og det på trods af, at kompositionen, riffsene og arrangementet er rigtig fine. For lyrikken på lige netop denne sang prikker mig en smule i min egen forstadsbarndom. Der var lidt for meget rocker-beundring i visse ender af min lille jyske forstad, og jeg fornemmer lidt samme energi i dette nummer. Eller hvem ved? Måske tager jeg fejl, og det er en mere registrerende end beundrende vinkel, der anlægges. Det håber jeg.