Dyster dåbsfest
Der er varslet korte sæt med endnu kortere changeovers på Amager Bio i aften. Der skal nås tre bands, inden klokken slår 22:15, og vi alle igen bliver til triste græskar. Vejret passer udmærket til en smule deathcore, mens solen går ned klokken 19, og vinden rusker gennem Amagerbrogade.
Rot Away
Du kender måske ikke Rot Away, men du har måske hørt om ét eller flere af bandets medlemmer før. Der er nemlig tale om en sammensætning af medlemmer fra Scarred by Beauty, Hexis, Northern Blues, Evra og Woes. Bandet spiller i al enkelhed hardcore, måske med lidt afstikkere til blackened hardcore eller beatdown. Forsanger Jonathan Albrechtsen viser os da også præcis, hvor den slags hardcore-skab skal stå, da han med en aggressiv attitude indtager scenen med et ”SÆT JER NED! Vi er fra Glostrup, sæt jer ned!” imens han skyggebokser og kaster med mikrofonen. Bandet formår i det hele taget ret godt at få hånd om det siddende publikum, og med alle fire mand i bandet på mikrofon får de også vækket dem på de bagerste pladser. Trommeslager Andreas Albrechtsen får også råbt en del med og nok også bulet et par bækkener i løbet af aftenens ret korte koncert. På trods af de få og korte sange får bandet virkelig gjort et indtryk, om end mest med attituden – men det skal man heller ikke kimse ad. Jeg glæder mig til at se Rot Away igen under mere slåskampsvenlige rammer.
Unseen Faith
Det er med et en del mere udbygget lydbillede, at Unseen Faith tager over efter Rot Away. Om man bryder sig om det, er i sidste ende en smagssag. Unseen Faith leverer i hvert fald en mere orkestral oplevelse med teatralske backingtracks og væsentligt flere musikanter på scenen. Det virker dog ikke, som om bandet kommer helt ud over scenekanten, som det foregående band gjorde. Det gør dog ikke meget forskel, for deres publikum er mere end villige til at møde dem på halvvejen – ja, det er faktisk decideret svært for nogen at blive siddende i sæderne, i takt med at flere øl indtages. Der er dog ikke en finger at sætte på bandets samspil, og der sættes ingen fødder forkert. Det virker dog på undertegnede, som om perfektionen kommer til at koste, så bandet kun lige når til scenekanten og ikke længere.
Cabal
Cabal er snart berømte og berygtede for at være Danmarks nok mest dystre og nedstemte band. Bandets anden udgivelse, ’Drag Me Down’, kunne ikke fejres i april, da albummet udkom, så i stedet fejrer vi det i aften. Selvom vores egen anmeldelse her på magasinet ikke var synderligt positiv, så har vi anmeldere heldigvis ret til forskellig smag, og her er jeg altså en smule uenig med Svend Lokjærs anmeldelse. Fra allerførste gang jeg så Cabal varme op for Cold Night for Alligators, stod det mig meget klart, at selvom jeg typisk ikke er til deathcore, så kunne Cabal noget, som jeg ikke havde hørt før. Det nye album, som vi er her for at fejre i aften, er for mig en smule mere kommercielt indrettet end ’Mark of Rot’, men ellers meget i samme åre – og når man nu var tiltrukket af den tidlige lyd, er det svært ikke også at være det af den nuværende.
Det kan næppe beskrives, hvor dybt og mørkt Cabals musikalske univers er, hvis man ikke har stiftet bekendtskab med det før. Men når jeg skriver ”dybt”, menes det helt fysisk, hvor bandet har mestret bas-droppet til perfektion, og det buldrer igennem salen som en lydbølge, der tager stolene som gidsler, så de kommer til at ryste resten af weekenden. Andreas Bjulver Paarup lader også til at være blevet en smule mere ekstrovert på scenen, fra da jeg sidst så bandet, og det hjælper en del på publikumsinddragelsen. På ’Bitter Friend’ deltager Mirza Radonjica, forsanger i Siamese og agentur-Godfather på Prime Collective, i stedet for Triviums Matt Heafy, der optræder på den nye plade.
Også i liveoplevelsen fornemmer man udbyggelsen af Cabals univers, der kommer til fysisk udtryk i form af en ny guitarist fra tidligere dages Northern Blues samt Rot Away. På trods af tilføjelsen står alting snorlige under hele koncerten. Særligt de glidende temposkift får bandet fulgt skarpt til dørs. Og den tekniske del af Cabals samspil har faktisk rigtig godt af, at man for én gangs skyld sidder ned og ikke slås på et dansegulv. Man formår måske at sætte lidt mere pris på, at Cabal ikke kun er en bulder-band, men også dygtige teknikere, der har fundet deres eget lille frimærke i dansk metal – om man så er til det eller ej. Jeg kan ikke undgå at gå fra koncerten, som om jeg har fået en rigtig hård omgang massage af mine trommehinder, og det føles tiltrængt efter månedsvis uden.