Sådan skal dødsmetal lyde

Populær
Sådan skal dødsmetal lyde

Blood Red Throne har med deres 'Union of Flesh and Machine' placeret et vægtigt argument for, at de skal løbe med præmien for årets bedste dødsmetalplade.

Titel
Union Of Flesh And Machine
Dato
15-07-2016
Trackliste
1. Revocation Of Humankind
2. Proselyte Virus
3. Patriotic Hatred
4. Homicidal Ecstacy
5. Martyrized
6. Union Of Flesh And Machine
7. Legacy Of Greed
8. Exposed Mutation
9. Primal Recoil
10. Leather Rebel
11. Mary Whispers Of Death
Karakter
4

Norske Blood Red Throne har længe huseret som landets måske bedste dødsmetalband. Det er ikke, fordi der er den store konkurrence, da de fleste fra Norge jo bekender sig til black metal. Med 'Union of Flesh and Machine' tager de omsider skridtet videre og sætter en stor, tyk streg under det ubestridelige faktum, at de er bedst til dødsmetal i Norge. Måske endda i hele Nordeuropa? For albummet er en plade uden svage sange. Det er bare godt fra start til slut. Et band, vi lige så godt kan få helt frem på nethinden. Senest de spillede i Danmark, var på Royal Metal Fest i 2014, hvor de spillede på Voxhall sammen med genrebrødrene Illdisposed. Med denne plade begynder Blood Red Throne for alvor at udfordre sværvægtere som netop Illdisposed om retten til at sidde på den blodrøde trone som Nordens bedste band inden for dødsmetal. Ikke overbevist? Så læs, og lyt med!

Åbningsnummeret er en hammer lige til ansigtet:



Albummet starter med den fængende 'Revocation of Humankind' og fortsætter så videre i den lige så udmærkede 'Proselyte Virus', før den rammer sangen 'Patriotic Hatred', der blandt andet bruges i videospillet 'Hatred', der ikke ligefrem er for sarte sjæle. Det er Blood Red Thrones plade heller ikke. Den er skruet utrolig kompetent sammen, fyldt til randen med fede riff og den blanding af Cannibal Corpse og Pantera, som Blood Red Throne er, uden overhovedet at være en kopi af de to bands.

Sangen blev allerede udgivet for et års tid siden, og der er derfor for længst kommet en musikvideo til den:



Historien bag Blood Red Throne trækker spor tilbage til Emperor og Carpathian Forest, da det faktisk var Terje Vik Schei, også kendt som "Tchort", der startede bandet. Bassisten havde lyst til også at spille dødsmetal, og så blev Blood Red Throne skabt. Tchort dannede bandet med "Død", der spillede guitar i Satyricon i perioden omkring 'Rebel Extravaganza'. 'Død' hedder noget så norsk som Daniel Olaisen og er i dag eneste originale tilbageværende medlem i Blood Red Throne. Med sig har han den karismatiske og humoristiske Yngve "Bolt" Christiansen på vokal, og sammen danner de forgrunden for bandet. Det er også klart dem, der først lægges mærke til på denne ottende studieplade.

'Union of Flesh and Machine' er dog ikke kun vokal og guitarer. Det er en helstøbt plade, der beviser, at bandet ikke kun kan gøre sig i Norge, men efterhånden må tages alvorligt internationalt. Bare riffet i titelnummeret gør, at man sidder og glæder sig til deres næste koncert i Danmark. Er man i tvivl, så lyt til også 'Proselyte Virus' her:



På mange plader bliver numrene gerne lidt tyndere og udvandet, som man får gravet sig ned gennem lagene, men det sker ikke på Blood Red Thrones seneste udgivelse. Når man rammer 'Legacy of Greed', får man derimod en sang, hvor guitarerne måske lige får en snert af Gojira over sig, og på den måde holder bandet sig hele tiden friske. De leger med dødsmetalgenren og på en så overbevisende og autoritativ måde, at man som lytter bare bliver hevet længere og længere ind i deres bestialske univers.

Produktionen er fyldig og præcis, som dødsmetal bør lyde i det nye årtusinde. Manden bag knapperne er Martin Berger, der også var bandets vokalist i en kort periode sidste år, mens Yngve Christiansen lige skulle have nogle personlige ting på plads. Berger er også indirekte med til at have skubbet bandet i retning af at bidrage til videospil, da han og bassist Ole Bent Madsen begge er gamere.

Sammenlagt er 'Union of Flesh and Machine' en helstøbt dødsmetalplade, der burde kunne få de fleste af genrens fans til at hæve et øjenbryn eller to. Det er en af den slags plader, man kan lide fra første gennemlytning. Så det er ikke, fordi det kræver så meget andet, end at man åbner lyttelapperne, og så skal belønningen nok komme. Bevares, ekstranummeret, hvor de laver et cover af Judas Priests 'Leather Rebel', er måske den slags fyld, som pladeselskabet Spinefarm med garanti godt kan lide, men her er det netop bare ligegyldigt fyld. Fokuserer man på deres egne, nykomponerede sange, får lytteren en af de plader, der bliver i afspilleren i en rum tid.