Sæt ild til dig selv

Populær
Sæt ild til dig selv

Tysk powerduo vender stærkt tilbage på andet album med endnu en omgang punket sludge kørt igennem en beskidt og blackened metal-hakker.

Kunstner
Titel
Ode to the Flame
Dato
15-04-2016
Trackliste
01. Carnal Rising
02. Praise The Plague
03. Era Borealis
04. The Hint
05. Born Reversed
06. Oz
07. I, Omen
08. Cross The Cross
09. Schwanenstein
10. Sundowning
Karakter
4

Det er gået ud over alle stepper for Mantar, siden douen udgav deres roste debutalbum 'Death by Burning' for et par år siden. Med flere hundrede shows verden over har gruppen mildest talt taget metalverdenen med storm med en på en gang primitiv og velskrevet udgave af punk og metal kogt sammen til et bistert væsen fra de grummeste afkroge af dine mørkeste mareridt.

Eller ... noget. For egentlig er det forbandet svært at pege på, hvad det er, som Mantar egentlig gør så godt, at de igen formår at overbevise i sådan en grad, at undertegnede har lyst til bare at kalde 'Ode to the Flame' for årets udgivelse på disse himmelstrøg. 

Det er det muligvis ikke. Men det er alligevel genialt medrivende, når først Mantar sætter strøm til guitaren og de få pedaler, der skal til for at springe bassisten over. For selvom gruppen kun har en guitarist til stort set at male hele vejen op, savnes der på intet tidspunkt mere i et ret så fyldigt lydbillede med masser af bund i.

Der er dog sket lidt med douen siden debuten, der vandt på en forfriskende sammensmeltning af punk, sludge og black metal. Nogenlunde sådan kan Mantar stadig kategoriseres, men på 'Ode to the Flame' viser bandet også en evne til at række ud over sig selv. Det har blandt andet medført den uimodståeligt rockende 'Era Borealis', som ville få selv Lemmy til at løfte armene i begejstring. Et nummer, der dog også står ret alene på albummet. Efter sigende er det så “poppet”, at Mantar selv overvejede at fjerne det. Gudskelov blev det. Det er ikke nødvendigvis den bedste sang på albummet, men det er i hvert fald en hidtil uset gnidningsfri indgang til også at kaste sig over de øvrige skæringer.

For der er skam masser af hente på 'Ode to the Flame'. Fra den nærmest religiøst højtideligt opbyggende 'Carnal Rising', der ender ud i ren black metal, over den tunge og grumt eksistentialistiske 'The Hint' og fræseren 'Born Reversed' til den på en gang groovende og wall of sound-agtige 'Schwanenstein' og til den doomede afslutter 'Sundowning', der ender i sin egen selvopløsning.

Kun få numre ender lidt i den tomgang, som kan siges at være Mantars akilleshæl, når de bare lader sig nøje med at være tunge og glemmer sangskrivningen, som i for eksempel den overflødige 'I, Omen'. Men ellers er der egentlig ikke rigtig så meget at sætte på 'Ode to the Flame', der manifesterer Mantar som et af tidens mest solide argumenter for, at mindre kan være så meget, meget bedre.