Seance for slapheden

Populær
Seance for slapheden

Malmös ceremonimestre får næppe lige så mange haters, som de havde i midten af nullerne, men det er desværre, fordi de er mindre påfaldende nu.

Kunstner
Titel
The Order of Things
Genre
Trackliste
The Sick Present
Bait for Maggots
RPA
Being and/or Nothingness
Education for Death
Disorder of Things
The Greater Dying
Karakter
3

Tilbage i midten af nullerne var min kammerat Lasse og mig de eneste i København, der kunne lide Suma. Det var i hvert fald os, der forsvarede dem mest hårdnakket, da den københavnske doom-elite havde set sig sur på Malmö-kvintetten. De spillede jævnligt på Loppen, Stengade, Lades og i Ungdomshuset, og deres koncerter tog gerne form af deciderede seancer. I front bankede Erik (bandet bruger kun deres fornavne) løs på trommerne med en ekstatisk intensitet, og bag ham tronede sangeren Jovan som en ceremonileder i trance. Det var ikke mindst det, mange tog anstød af: Det ceremonielle, det tungt spirituelt ladede, det, ja, lidt selvhøjtidelige. Efter at være begyndt som et mere traditionelt stoner rock-band på debuten, fik de på ‘Let the Churches Burn’ i 2006 og den stribe splits, de udgav i samme periode, omsat liveoplevelsen til studiet, og i 2010 forsvandt de på ‘Ashes’ dybt ind i et sort hul af noise-effekter og rituel nedbrydning af musikken.

Derpå gik det med bandet, som det så ofte går: Der gik ægteskab, børn og arbejde i den, og først nu har de fået færdiggjort deres fjerde fuldlængde, femten år efter de begyndte at spille. I mellemtiden er Jovan gået, men selvom det siges at skulle have forfladiget deres koncerter noget, er det faktisk ikke noget, man mærker stort til på ‘The Order of Things’, hvor bassisten Johan har overtaget vokalen og med hjælp fra Ricks effekter løfter jobbet uden grund til anmærkninger. Musikalsk befinder Suma sig også stadigvæk spændt ud et sted mellem Electric Wizards sorte doom og Neurosis' tribale post-metal med en nogenlunde ligelig vægtning af de to sider af lyden. Det er endog meget tydeligt på åbneren ‘The Sick Present’, der med sine vokalsamples henover en sørgemarch lyder temmelig meget som åbningen på Electric Wizards seneste plade ‘Time to Die’, mens ‘RPA’ godt kunne være løftet fra en af Neurosis’ 90’er-plader. Det er måske ikke det, verden har allermest brug for i disse år, hvor scenen er overrendt med Neurosis- og Electric Wizard-kloner, men hvis det bare er gjort overbevisende, er det på den anden side heller ikke noget, man kan tillade sig at klage over, når nu det er så gode forbilleder at holde sig.

Det er det bare ikke rigtig på ‘The Order of Things’, desværre, og det skyldes først og fremmest, at Peters riff og Johans basmelodier er for svage. Der er ikke noget, der river en med og får en til at overgive sig til den kæmpemæssige lyd, Suma ellers frembringer. Det er fint nok, men det er ikke godt nok: Det er for slapt. Sange som ‘Bait for Maggots’ og ‘Education for Death’ skulle ramme en hårdt i brystet, men grundbestanddelene i dem er for slappe til, at man kan undgå at bemærke det, og når fremførelsen af dem samtidig er så bombastisk, som den er, falder de igennem. Det er en skam, og det er det ikke mindst, fordi Suma stadigvæk får løftet pladen på en sang som ‘RPA’, der med sit keyboardmotiv ikke er nær så afhængig af et solidt riff som de mere Electric Wizard-lydende numre. På Neurosis-siden må man desværre også konstatere, at Ricks lydkollager for det meste ikke er meget mere end interludier, som godt nok får opbygget en stemning, men som i sig selv ikke er voldsomt interessante med undtagelse af den vokalloopende ‘Being and/or Nothingness’.

Bedst er ‘The Order of Things’, når Suma giver slip og falder ned i et sort hul, sådan som de gør det i mellemstykket til ‘Education for Death’, og når de efter den kakofoniske udladning i ‘Disorder of Things’ tager tråden op igen i den afsluttende ‘The Greater Dying’, er det, som om de genfinder den spirituelle dimension fra tidligere og giver efter for noget uden for dem selv, som får overtaget og trods alt lader den sang slutte på toppen. Som så er bunden.

Suma anno 2016 får næppe lige så mange haters, som de havde i midten af nullerne, men det er desværre, fordi de er mindre påfaldende nu. At kalde dem middelmådige ville trods alt være at strække det, for ‘The Order of Things’ er altså langt fra at være uden sine kvaliteter, men det mere jævne synes desværre at have overtrumfet det storslåede.