"Bedre sent end aldrig" – en skribents bekendelser

_DSF3984
_XJD4187
_DSF3807
_XJD4162
_DSF3874
_XJD4383
_DSF3956
_XJD4343

Stengade har endnu engang et tungt firkløver i ærmet på en lørdag aften – og når Mantar endelig er i byen er vi naturligvis på pletten.

Kunstner
Titel
+ Suma + Dirt Forge + Gaia
Spillested
Dato
17-09-2022
Trackliste
The Berserker’s Path
Pest Crusade
Astral Kannibal
Cross the Cross
Age of the Absurd
Egoisto
Hang Em Low
Spit
Into the Golden Abyss
Grim Reaping
Of Frost & Decay
Swinging the Eclipse
Obey the Obscene
Oz
Sundowning
Era Borealis
White Nights
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
4

Det er musik for seje mennesker.
Af uvisse årsager er Mantar et af de der bands, som er gået mig næsen forbi – også selvom jeg ved lidt roden i arkiverne har erfaret, at jeg faktisk allerede har set dem på Heavy Days in Doomtown tilbage i 2015, men ølpriserne har nok været lidt for billige… Nuvel, man kan jo altid blive klogere, og når vores fotograf lokker med ovenstående udtalelse har man jo ikke rigtig lyst til at fremstå som ham den mindre seje. 
Efter et par lyt på hele bagkataloget er det tydeligt, at der er sket et mindre skred fra de mere primale udladninger på de første par plader til den blot to måneder gamle ’Pain is Forever and This is the End’, som tilføjer lidt mere schwung og catchiness til opskriften. Gudskelov uden at tabe ansigt på mosher-klingen, og så må aftenens opvisning vise, om de stadig er lige så giftige på scenen, som mine kolleger tidligere har noteret sig.

Gaia

Tunge toner fra hjemmebanen
Først er der dog tre andre bands på programmet, med et par lokale kendinge imellem. Gaia åbner ballet, men af uvisse årsager er lydprøven kun lige begyndt, da de ellers var ment til at gå på. Efter at have sonderet merchboden og taget fanbillede med Erinc Sakarya (Mantars trommeslager, red) i Stalingrad-salen er Gaia så endelig begyndt at rumle nedenunder. Konstellationen er den velkendte, hvor særligt guitarist og sanger Kriller træder i forgrunden med vilde armbevægelser, feedback og ekko galore, for ej at glemme pedalboardet, der flere gange kommer under hård behandling, mens han sidder på hug og maltrakterer effekterne efter bedste overbevisning. Deres doomede stil har flere gange tidligere vist sig aldeles slagkraftig og potent, ikke mindst på Lygten Station tilbage i 2018, men i aften mangler der dog lidt for helt at få den kradse støj til at slå så hårdt som tidligere. Trommerne sad tungt som de skulle. Bassisten holdt sig til gengæld lidt på den sikre side, men først og fremmest virkede det mere som om, at sangene ikke stod mål med det vilde furore, som Kriller signalerede som bandets frontmand, men i gang kom vi da – så vildt og towligt, som kosmisk doom nu engang tillader.

Dirt Forge

Noget bedre går det til gengæld for Dirt Forge, som har oppet sig en hel del over de sidste par år. Mens de fortsat kører hemmelighedskræmmeri på de sociale medier, må det nye album, som pandemien har præget med yderligere forsinkelse, næsten være på trapperne. Det virker i hvert fald til at være et lidt andet Dirt Forge i aften, end vi har set tidligere, hvor hvert enkelt medlem træder stærkere i karakter. Nicolai Lomholt med mere teknisk flair bag tønderne, hvor der bliver talt lidt mere taktarter, end det tidligere var tilfældet. Yannick Bünger Kristensen, der har udbygget sit arsenal med gulvbas og et væld af effekter, der giver mere fylde til lydbilledet sammen med Alexander Kolbys ditto. Deres lidt mere melodiske sludge glider nemmere ned med både groovy og stoner-slæbende udsving til at brede lydbilledet ud, og selvom vokalsiden mangler noget for at få hele regnskabet til at gå op, kommer vi ikke udenom, at Dirt Forge har oppet sig gevaldigt instrumentalt som en power trio, der tydeligvis er klar til næste skridt i karrieren – hvornår så end vi får lov til at høre på plade, hvad det er de har i ærmet.

Fra den anden side af sundet er Suma næste navn på programmet – et band, man ikke har hørt alverden fra igennem 10'erne. Siden 2016s ’The Order of Things’ har det stået helt stille for Malmø-doomsterne på pladefronten, og derfor lader de også til at være lidt af et glemt kapitel for mange af de fremmødte. Det har Erik Persson bag trommerne dog ikke tænkt sig at finde sig i, som han tæsker sig igennem sættet med bar overkrop og en imponerende energiudladning, der gudskelov holder hele koncerten ud. Johan (bas/vokal) og Peter Särnehård (guitar) står som saltstøtter forankret i hver side af scenen, mens deres seneste tilføjelse af Rick Palmer tilføjer lidt ekstra skrald og støj, når feedbacken ikke er nok i sig selv, men det er klart Persson, som stjæler al opmærksomheden i aften. I en grad, så man fristes til at tænke, at numrene nærmest MÅ være komponeret af ham, og de andre så har indordnet resten derefter. Ikke ulig det indtryk Russian Circles efterlader i en live-situation, om end deres udgangspunkt er mindre tungt end Sumas, men stadig i begge tilfælde med en drivkraft, der er fast forankret i en hyperenergisk præstation bag trommerne. Med tyve år på bagen har Suma dog også nok i bagagen til at vide, hvilke knapper der ellers skal trykkes på for at holde Stengade levende, uden helt at glemme den hyper-tunge og hypnotiske funeral doom, der sniger sig ind fra tid til anden.
Suma opfinder intet nyt, men er stadig en stærk enhed, der ville være godt tjent med at holde jernene mere ved ilden, end de har været de sidste mange år.

Suma

Kun de seje er tilbage
Lidet overraskende er aftenen kun blevet mere og mere forsinket, som tiden skrider frem. Doom tager den tid, doom skal tage, og klokken bliver 00:15, før Mantar endelig indtager scenen. Sakarya siddende med siden til publikum, så alle kan følge taktfast med, mens Klänhard holder den punkede attitude intakt i den anden side af scenen. Enkelt, men stålfast flænser de derudaf fra første sekund uden at spilde tid på at miste momentum på unødvendig verbal pladder. Det er tydeligt, at Klänhard og Sakarya kender hinandens spil til fingerspidserne, og dette bliver brugt til deres fordel, når for eksempel trommerne veksler mellem blacket intensitet og doomet tyngde og giver guitaren plads til at spille sin rolle mere ud i den forrygende ’Age of the Absurd’. Tilsvarende eminent at følge den op med en catchy festbanger som ’Egoisto’, der fanger de efterhånden godt beduggede hoveder i fælles ekstase. En ekstase, som Mantar sikrer at opretholde med no bullshit-fræs og den ene seje banger efter den anden, der kun undtagelsesvis forfalder til det fortærskede.
Helt kommer vi dog ikke udenom, hvor sikkert det hele blev leveret, i en grad, så de spontane øjeblikke ikke tråder så tydeligt igennem. Det skulle da lige være i mængden af sveddråber, der pibler ud fra Sakarya, som han rammer hvert eneste skind lige på slaget, men den udfordring er svær at komme udenom, når man kun er to mand til at fylde lydbilledet. Mantar har dog nok af stærke sange til, at vi ikke lader os gå på over de sikre præstationer, og så klager man da heller ikke, når Klänhard hylder København for at være en af de første europæiske byer de spillede i, fulgt op af første sang fra debuten, ’Spit’.
Endnu en ”…fucking old one…” følger senere med en stærk udgave af ’Swinging the Eclipse’, hvor især Sakarya giver sig selv mere plads til at tæske spændevidden ud til det maksimale. Det er øjeblikke som disse, som giver mig en idé om, hvad jeg missede ved ikke at have fulgt dem i deres tidlige år, men selvom Mantar virker mere kontrollerede her i 2022, med hvad dertil hører af dansable tilsnigelser her og der, så føles jeg trods alt stadig ikke, at jeg er kommet alt for sent til ballet på en aften som i aften.

Lige udover, at klokken er 01:20, nu hvor koncerten er slut, og jeg skal op på job klokken halv otte i morgen, men der er trods alt også noget betryggende ved at vide, at Stengade ikke blot vinder points på seje bookinger, men også holder stand til det sidste, når Mantar er i byen.