Rygerdoom i stride strømme
Populær
Der blev stonet og skraldet igennem, da et blandet potpourri af Danmarks doomscene slog pjalterne sammen til en solid ration sol og fuzz inden Weedeater på Stengade senere på aftenen.
Som et sammenkog af alt det grummeste snavs fra den danske undergrund havde Gaia og Slowjoint, der sidste år sammen udgav en fælles split-lp, samlet fynboerne fra From the Caves og de lokale Drukner på Lygten Station til en såkaldt Doom Delish med blandet tungt fra sølet. Der skulle dog ikke gå mange uger, fra det blev offentliggjort, til Weedeater blev annonceret til at spille samme aften på Stengade, og det kræver velsagtens næppe mange puf at regne ud, at Weedeater og Slowjoint appellerer en kende til det samme publikum. Taknemmeligvis blev al bekymring fejet bort, da Lygten Station i fleksibilitetens navn valgte at fremskyde arrangementet til om eftermiddagen, så vi således kunne være værre tjent med at benytte Doom Delish som opvarmning til den videre færd på Stengade.
Fynboerne var første band på programmet, et ukendt blad i undertegnedes verden, med benene i flere lejre mellem tung sludge og semi-ambiente passager med bassen i fokus. Hvor de fleste bands vælger de mere harmoniske overgange, udviste From the Caves en nærmest demonstrativt voldsom vekslen fra vævende atmosfære til abrupt, tunge akkorder og potente brøl.
Al respekt for at gå sine egne veje, men fraværet af mening med galskaben gjorde dette bekendtskab til en stor mundfuld som start på dagen. At deres første og eneste album 'Myth' (2017) er et konceptalbum med udgangspunkt i Nietzsches 'Afgudernes Ragnarok', var bestemt ikke det indtryk, der prægede koncerten. Tilfældighederne rådede, og når endelig de ramte den forventede tunge nerve, som eventen lagde op til, eller når Jesper Nordskjold fabulerede rundt i semi-Tool-inspirerede basgange, var det desværre kun midlertidige højdepunkter i et mudret lydbillede, der aldrig for alvor trådte i karakter.
Der kom dog helt andre boller på suppen, da Drukner efterfølgende indtog scenen med deres betonrock af den ikke så lidt bastante skole. Efter at jeg havde volddyrket den nye Sleep-plade dagen før, lå deres store forbilleder frisk i hukommelsen. Hvor de fleste doombands ville blegne ved denne sammenligning, har Drukner dog fanget opskriften med tung fuzz og sløve progressioner, der lullede os bekvemt ind i deres langstrakte, hypnotiske grooves. Det autentiske, fedtede svenskerlook suppleret med den højstemte vokal gav et par trin på sejhedsskalaen. Opskriften blev måske en kende forudsigelig i det lange løb, men der skal dog ikke herske tvivl om, at de kan blive værd at holde øje med i de kommende år, især hvis de med tiden tør tilsidesætte forbillederne og åbne døre for et mere selvstændigt udtryk.
Den slæbende tunge tematik levede videre i Gaia, som undertegnede efterhånden har set en håndfuld gange, bl.a. til Children of the Sun sidste år. Hvor trioen hidtil ikke har formået for alvor at overbevise mig på egne ben (de spiller alle sideløbende i spacerock-bandet Måneskjold), skulle dette dog vise sig at blive koncerten, der tippede vægtskålen. Tempoet var som vanligt knusende langsomt, numrene lange og groovy, og feedbacken skar bekvemt i øregangene. Hvad der til gengæld gjorde Gaia til en anderledes forfriskende dødsceremoni, var især vokalen, der førhen har virket til at skulle finde sit ståsted uden reelt at bidrage konstruktivt til lydbilledet. Kriller Andersen virker til at have fundet mere til rette i rollen med både messende og dragende momenter til at veksle med råbene, der også momentvis får mere kant, når det hele bliver en tand for hyggeligt. Mere melodi sneg sig også ind i billedet, bl.a. på et track fra en kommende split med Drukner, hvor trommerne lægger massivt for med sønderrivende tyngde, inden inspirationen fra Melvins, som tøndebaskeren i øvrigt bar stolt på overkroppen, gav bandet mere punch, før bandet afslutningsvis forlod scenen én for én, indtil trommerne døde ud på behørigt bastant vis.
Hvor Gaia lagde sig i det mindre snakkesalige hjørne, var Slowjoint derimod et forfriskende sprælsk og flabet pust med tungen ude, masser af attitude og fuckfingeren i vejret. Sjældent får sønderjysk en så badass klang, som når frontfigur Dennis Petersen gang på gang lægger op til legalisering af hash og dynamit, eller når han ranter random one-liners som ”Vi sutter, I sutter, alle sammen – fuck jer!”. Numrene var to the point, groovy og afspejlede en klar forkærlighed for smadret fuzz, mens Jim Beam-flasken på forstærkeren stille og rolig begyndte at lakke mod enden. Det neutrale look med sorte trøjer, jeans og caps var ren arbejderklasse-stil, og charmen sad også lige i skabet, da Dennis Petersen introducerede næste nummer med ”Den her handler om en kartoffel”, hvorefter han tog et illusionært hiv af den pind, han uden tvivl glædede sig til at indtage til Weedeater senere på aftenen. En usmuk afrunding på en smadret eftermiddag i den gamle stationsbygning.
From The Caves: 2
Drukner: 3
Gaia: 4
Slowjoint: 4