Children of the Sun 2017 - Fredag

En ny doom-/stoner-festival har set dagens lys i nye kulisser. Gode bookinger og interessant setting, men også med plads til forbedringer.

Som eftermæle til sidste års meget roste Copenhagen Psych Fest, der bevægede sig på tværs af fire spillesteder på Christiania med alt, hvad der kunne ryge og rejse af doom, psych, sort blues, stoner, prog og jeg-skal-give-dig-skal-jeg, blev det besluttet, at festivalen simpelthen var blevet for stor en mundfuld at gabe over organisatorisk. Derfor blev det meldt ud i januar, at festivalen i år er blevet splittet op i to enheder, hvor Free Your Mind til august vil være til de, der gerne vil svæve ud i psychens univers, og Children of the Sun til gengæld vil have en tungere profil med et bredt arsenal af stoner, space rock og doom fra nær og mindre nær, inspireret af større traditionsrige forbilleder som Desert Fest og Roadburn.

Det skal heller ikke fornægtes, at en festival af denne karakter har været savnet på dansk jord, især siden Heavy Days in Doomtown lukkede ned, mens "afløseren" Northern Discomfort har en ændret profil, og der er for så vidt også god grund til at sammenligne de to størrelser. I begge tilfælde velvalgte bookinger af blandet nordeuropæisk karakter, samlet i en gammel smadret hal og med et stort fællesområde ude foran, til når gensynets glæde blandt publikum ikke skal overdøves af en forlænget lydprøve. Children of the Sun holder sig dog til én scene, så der er den naturlige pause mellem kunstnerne, men da festivalen allerede på førstedagen på førsteåret er meget velbesøgt, og vi i flere tilfælde lægger øre til bands af meget intensiv karakter, skal der heller ikke lyde den mindste brok over at kunne pleje fællesskabet undervejs.

Et mindre aber dabei er dog, at den eneste kanal til mad er i form af en pølsestand med frankfurtere til folket. En pølse eller tre blev det dog til i løbet af aftenen, men afveksling fryder, og nu er det heller ingen hemmelighed, at der i en crowd af denne karakter ikke sjældent befinder sig folk med lavere entusiasme for kødets glæder. Det skal dog ikke lægges eventen til last, at den har sit klare fokus på musikken, for der var til gengæld meget godt i vente.

Første musikalske indslag, King Summon Sykes, var desværre gået af scenen ved undertegnedes ankomst. De spillede dog også til et mindre arrangement på Underwerket til første maj, hvor de demonstrerede deres hårde, lidt mere teknisk prægede tilgang til stoner-genren med en trommeslager, der sandsynligvis kunne lægge et Duracell-batteri ned anytime.

Efter hurtigt at have sonderet de uvante omgivelser var Gaia mit første band på dagen. Ikke just et uvant band på disse kanter, og de leverede også, ganske som de plejer, doom af den tunge skole, hvor numrene sjældent fatter sig i korthed, men akkorderne til gengæld er skåret ind til benet med vægt på groovet. Man går sjældent fra en Gaia-koncert med deres numre siddende fast i baghovedet, men live er der ikke desto mindre en intensitet til stede, som også kommer til udtryk i deres store armbevægelser, bassistens lidt rigeligt lange rem, så bassen nærmest hænger og skraber mod scenegulvet, og tøndebaskerens evne til at bruge det spartanske trommesæt på dynamisk vis.

Next up Tombstoned. Et ukendt blad i min bog, men bestemt af den underholdende slags. Vi har vel alle været vidne til bands, der nok lige har fået en skarp eller fem for meget indenbords inden koncertstart, og alt tydede på, at guitaristen ikke var helt appelsinfri. Når det er sagt, leverede de dog et ganske habilt finsk take på Uncle Acid, både med mere melodiske momenter og instrumentale passager, hvor leg med pedaler og lidt spark på guitaren op ad monitoren nok kunne skræmme de værste wannabees væk. At guitaristen så undervejs skulle have lidt hjælp med at få mikrofonstativet op at stå, føjede blot lidt til charmen. Det forpligter vel at spille stoner ...

Efter en udvidet lydprøve blev det tid til Causa Sui. Ikke et band, der spiller ofte på dansk jord, sært nok, når de er baseret i det fynske. Det var også tydeligt at se på tilstrømningen inden koncerten, at Causa Sui er et mere anerkendt band, end man lige går og tror, og det med god grund! Det kan tænkes, at de gemmer kræfterne til de enkelte events, hvor der rent faktisk er et publikum til deres eksperimenterende tilgang til stoner, og så er Children of the Sun skabt til formålet. Nu skal det ikke være nogen hemmelighed, at Causa Sui ikke er så genre-stringente, idet både jazzede og ambiente elementer får frit spillerum på deres diverse sessions, men denne aften lagde de vægten på den nyere, mere tunge del af deres repertoire. Uanset hvilken genre de flirter med, er den røde tråd dog altid kombinationen af det stramt organiserede samspil, som giver alle medlemmer lov til at finde deres egen plads i lydbilledet, og indbyggede improviserede forløb. Det er en kunst på den måde at kunne veksle mellem improvisation og stram komposition, og  denne aften var det ofte svært at læse, hvornår det ikke blot var spontaniteten, der fik lov til at råde, undtagen når de mere tekniske forløb tog over. Hatten af for et dansk band, der på den måde tør at gå egne veje og har en så klart defineret lyd uden at give efter for genre-konventioner.



Gloomy, bluesbaseret 70er-heavy rock var en time senere på dagsordenen med svenske Greenleaf, et af festivalens mere velkendte indslag. Det er dog sjældent, de spiller på disse kanter, så forventningerne var derefter. Der er ikke tale om et band, der opfinder den dybe tallerken, men hvorfor skal man dog også det, når man har så meget feeling og groove, at ingen af de velsagtens 200 fremmødte evner at stå stille? Bandnavnet satte selvsagt også sit præg på lugten i hallen, men fjerne på thc eller ej har svenskerne unægtelig et godt øre for melodisk heavy-rock og var i det hele taget det mest catchy band, førstedagen havde at byde på.

Efterhånden er programmet blevet en kende forsinket, og Mountain Witch går på 00:30. Som sådan bevæger vi os i samme boldgade som foregående band, dog med en sanger med lidt større tilbøjelighed i retning af det højere register, og en kende mindre varieret. Det var for så vidt fint nok, men når man som undertegnede efterhånden næsten har været vågen i et døgn grundet hverdagens voksne forpligtelser, skal der helst lidt afveksling til. Muligvis efterlader de et mindre interessant helhedsindtryk på denne anmelder på grund af de omstændigheder, men når man er uden for egen bedste sendetid ... og således blev dette dødsstødet for aftenen, og ellers albumaktuelle Dirt Forge må desværre (gen-)ses ved anden lejlighed.

En lovende førstedag, hvor især Causa Sui og Greenleaf løftede aftenen til noget mindeværdigt. På andendagen havde jeg dog planer om at spise lidt mere inden koncerterne, så jeg ikke igen skulle behøve at gå i selvsving med de ellers ganske udmærkede frankfurtere.