Undskyld mig for at fest-rocke
Mantar er tilbage. Den dynamiske duo sætter af, hvor de to forrige plader mødtes og smadrer alt inventaret til din fest
2. Hang 'Em Low (So the Rats Can Get 'Em)
3. Grim Reaping
4. Orbital Pus
5. Piss Ritual
6. Of Frost and Decay
7. Walking Corpse
8. New Age Pagan
9. Horder
10. Odysseus
Mantar er et to-hovedet bæst, der altid skruer op på ti og gerne vil slås for sjov. Det var en af de ting, vi fandt ud af, da vi talte med Hanno Klänhardt dengang pandemien stadig var ny og spændende, og vi skulle vænne os til onlinemøder.
Sidste gang vi stiftede bekendtskab med Mantar, var på coverpladen ‘Grungetown Hooligans II’, hvor de i et anfald af nostalgi og lockdownkuller kastede sig over alle deres ungdoms favoritter. Gangen før det, var på den kun halvt vellykkede ‘The Art of Setting Ablaze’, hvor duoen på en eller anden måde gabte over mere end de kunne sluge.
Tilbage er de, på den simplistisk dekorerede ‘Pain is Forever and This is the End’, der på trods af titlens fantastiske signalering, kun delvist lever op til den. For det er ikke en plade, der slutter ting af. Det er ikke depressivt og det er ikke nedslående, det er derimod soundtracket til en vaskeægte smadrefest. Og dét er fedt.
Hvis vi nu banker Andrew WK…
Et navn, der igen og igen dukker op under lytningen, er Andrew WK. For dem, der måske ikke var unge omkring år 2000, så var (og er) Andrew WK måske blåtrykket for moderne, dum smadrefestrock, og det var han på en måde, der faldt perfekt i hak med den kollektive fascination, vi havde af tv-programmet ‘Jackass’ dengang. Kort fortalt, handler det om at prioritere sin morskab højere end sin førlighed, og når Mantar spiller allerbedst på ‘Pain is Forever and This Is the End’, får man lyst til at kaste sig ind i en pit, så briller og kindtænder står til alle sider eller rulle ned af en stejl bakke i en stjålen kørestol.
Og der er rig mulighed for at råbesynge med, for Mantar har virkelig omfavnet deres identitet som popband i en metalkrop, som de henviste til i et andet interview.
For festlighederne kommer, og de stopper ikke. Første track er klassisk Mantar. Klänhardt viser præcis hvor meget bund en guitar kan lægge på et track og Erinc Sakaryas solide trommespil holder den kørende, men fra ‘Hang ‘Em Low (So the Rats Can Get ‘Em)’ er vi i solidt energiterritorium, og det er fantastisk at høre det fængende omkvæd blive brølet ud så mange gange, at selv den mest hjerneskadede moshentusiast kan råbe med. Og det er den generelle stemning på pladen.
Vi skal være med i festen, og Sakarya og Klänhardt spiller hårdt op for at få os til det. På det sidste har vi været vidner til adskillige musikere, der prøvede at dirigere os ind i en pit, der måske ikke var grundlag for, og det kan vi være nærmest helt sikre på ikke sker, når vi skal se Mantar på Stengade i sensommeren. Sjældent har noget indbudt mere til at kaste sig i hovedet på andre mennesker end denne plade.
Og det er ganske tydeligt, at Mantar har gået efter den stemning. Om det er catchy omkvæd, Danzig-lignende sangopbygning på ‘Grim Reaping’, Sisters of Mercy-vibe på ‘New Age Pagan’, Marilyn Manson-råbevokal på ‘Orbital Pus’ eller en ond udgave af førnævnte Andrew WK på ‘Horder’, er der lagt op til fuld smæk og debil opførsel – på den sjove måde.
Og det er egentlig skønt. For Mantar ramte indbegrebet af mørk ondskab på ‘The Spell’-EP’en, og har ikke helt kunnet rammet den igen siden, og så giver det ekstremt god mening at gå efter en anden side af musikken. Og det endda en, som ikke kan give andet end smil på læben og trækninger i vindmøllearmen.
Det er ikke alle skæringer, der er bangers, men man får en helt klar fornemmelse af, at ‘Pain is Forever and This is the End’ er skrevet til at blive spillet live. Og når man har set Mantar før, forstår man, hvorfor det er noget at se frem til. Da de varmede op for de ellers temmelig søvndyssende Kadavar for allerede fem år siden, var det dem, der holdt salen kørende, og det var en våd klud, da hovednavnet gik på.
Med disse energiske, og mildt sagt festlige tracks i rygsækken, er det svært ikke at se frem til showet i september. For vi får fest-rock og vi gider ikke engang skamme os over det.
Det føles som en fest, hvor vi får fat i Andrew WK og banker ham, mens vi råber med på 'Piss Ritual'. Så må han se, om det er sjovt nok til ham.