Ildpåsættere og lyseslukkere
Populær
Bathorys evige ild brænder hos Mantar, men det gør mindet om den brændende Rigsdag også, og måske derfor holder de for meget tilbage med flammerne.
Age of the Absurd
Seek + Forget
Taurus
Midgard Serpent (Seasons of Failure)
Dynasty of Nails
Eternal Return
Obey the Obscene
Anti Eternia
The Formation of Night
Teeth of the Sea
The Funeral
Dengang Nuclear Blast startede i slutningen af 80’erne som et selskab, der fortrinsvis udgav dødsmetal af den groft tilskårne slags, var genrekonventionerne langt fra så fasttømrede, som de snart skulle blive. Mens bands som Master og Pungent Stench i dag hyldes som pionerer for den rådne undergrund, der blandt andet præsenteres på weekendens Kill Town Death Fest, blev de i sin tid anset som tilbagestående og primitive i forhold til den mere strømlinede død, der begyndte at komme på selskaber som Roadracer og Earache.
Der er løbet en del vand under broen siden da, og Nuclear Blast er i dag en helt anden størrelse på metalscenen, kendt for en noget anderledes profil. Men der er stadig plads til bands som Mantar i deres stab, og selvom det ville være at strække det at kalde dem decideret dødsmetal, er der flere steder på deres tredje plade, hvor de kommer tæt på at lyde som tidlig Master. Og så er der andre, hvor de nærmer sig et andet proto-dødsmetalband, Hellhammer, og igen andre, hvor de nærmer sig den episke heltemetal, som vi kender den fra Bathory.
Mantar udspringer af Bremens hardcore-scene, der havde sin storhedstid i 90’erne, og det punkede afsæt har fra starten været tydeligt i deres sludge, men på ‘The Modern Art of Setting Ablaze’ tager de for alvor metallen med alle dens virkemidler til sig i et varmt favntag. For når metalpionerer som Bathory, Master og Celtic Frost kunne spille med en primitiv, punket charme på deres tidlige plader, kan den samme punkede tilgang sagtens endnu en gang åbne portene til metallens storslåethed.
Væk fra dogmerne
Det synes i hvert fald at være ræsonnementet bag ‘The Modern Art of Setting Ablaze’. For selvom udtrykket grundlæggende stadig er råt med raspende vokal og bankende trommer, har Mantar udviddet registret betragteligt denne gang. Åbningsnumrene ‘The Knowing’ og ‘Age of the Absurd’ sætter tonen for en plade med et væsentligt større anslag end sine forgængere: Vi er ikke langt fra Bathorys storhedstid omkring ‘Under the Sign of the Black Mark’ og ‘Blood Fire Death’, og det fortsætter på sin vis i singleforløberen ‘Seek + Forget’, der – som titlen lægger op til – samtidig har noget af knallertbølletheden fra tidlig thrash over sig.
Selvom det tyske band fortsat er en duo, er der i studiet føjet så mange ekstra spor på, at det ikke længere lader sig høre på pladen: Hvor duoformatet lå som et dogme over de to foregående plader, er det, som om de denne gang hviler mere i den lyd, de har skabt, og er klar til at udvikle den. Som om de har bevist, hvor deres rødder er, og nu tør give sig mere hen til den metal, der altså også er en del af deres baggrund. Guitarist og sanger Hanno – for de er stadig hardcore nok til kun at optræde ved fornavn – har optrådt i Manowar-T-shirt i videoen til ‘Cross the Cross’ fra den foregående plade, og nu demonstrerer han, at det ikke kun er ment som en ironisk kærlighedserklæring.
Det klæder Mantar, og ‘The Modern Art of Setting Ablaze’ er langt henad vejen et yderst tilfredsstillende bekendtskab at gøre. Hver for sig indbyder de 12 sange til næverysten og generel hærgen, men som album taber sangene fremdrift hen over det lange midterstykke. En sang som ‘Dynasty of Nails’ er for eksempel i sig selv ganske fin, men den gør ikke rigtig noget for at løfte stemningen og bryde den monotoni, der alt for hurtigt indfinder sig efter de lovende åbningssange.
Brænder Rigsdagen?
Pladen kan simpelthen ikke holde sit eget momentum, og kun – den endnu en gang Bathory-klingende – ‘The Formation of Night’ skiller sig for alvor ud. Men den sang demonstrerer samtidig det grundlæggende skisme hos Mantar mellem metallens himmelstræben og punkens fødder plantet solidt på jorden: I omkvædet lyder det, at “some people say the world will end in fire,” og det er jo så metal et billede som noget (og et gennemgående tema hos Mantar, der har haft ilden med i alle tre albumtitler). Men når det følges op af konstateringen “so do I,” bliver det hele lidt fladt. Ingen triumferende hujen, ingen rædselsskrig, bare et tjah.
Det er en skam. Mantar forbliver et overmåde sympatisk band: Albumcoveret prydes af det bronzeforgyldte relief ‘Der Lichtbringer’ fra 1936, som hænger i Bremen som en daglig påmindelse om Det Tredje Riges storhedsdrømme og det, de førte med sig. Det har de fleste glemt i dag, hvor kunstværket betragtes løsrevet fra sin oprindelse. Mantar glemmer ikke, hverken historien eller deres rødder. Men deres egne storhedsdrømme forbliver fortsat i det små. Flammerne ulmer en tid, men ilden fænger aldrig rigtigt an.
Måske lader de sig afskrække af den fortid, de kun er alt for bevidste om: Nazisterne, der satte Europa i brand, eller bare heltemetallerne, der spyede ild, gjorde sig til og kom til at fremstå en lille bitte fjollede af det. Måske er Mantar simpelthen bare for cool til rigtig at brænde. Men så forbliver temperaturen altså også lunken.