Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Sgt. Peppers lonely prog metal band

Populær
Updated
Sgt. Peppers lonely prog metal band
Sgt. Peppers lonely prog metal band

Endelig er Bigelf tilbage. Lang tid er gået siden sidste udspil, men heldigvis har ventetiden ikke være forgæves.

Kunstner
Titel
Into the Maelstrom
Dato
03-03-2014
Distributør
Trackliste
01. Incredible Time Machine (03:58)
02. Hypersleep (05:37)
03. Already Gone (03:28)
04. Alien Frequency (04:14)
05. The Professor & The Madman (05:59)
06. Mr. Harry McQuhae (06:13)
07. Vertigod (03:58)
08. Control Freak (02:51)
09. High (07:10)
10. Edge Of Oblivion (06:33)
11. Theater Of Dreams (04:01)
12. ITM (08:09)
I. Destination Unknown
II. Harbinger Of Death
III. Memories
Karakter
5

Der er skiftet godt ud i besætningen i Bigelf siden bandets seneste album ’Cheat the Gallows’, der udkom helt tilbage i 2008. Fra dengang resterer således kun bandleader Damon Fox og bassist Duffy Snowhill. Ind i besætningen er hentet guitaristen Luis Maldonado samt allestedsværende Mike Portnoy (eks-Dream Theater) på trommer.

Der er dog en del, der taler for, at ’Into the Maelstrom’ egentligt er et Damon Fox solo album. Det er således tilsyneladende ham, der har komponeret og arrangeret samtlige sange. Selv en kapacitet som Mike Portnoy har åbenbart ikke haft indflydelse på musikken udover det, som trommespillet medfører.

Men lad det være sagt straks – om ’Into the Maelstrom’ kan betegnes som et Bigelf- eller et Damon Fox-album, så er der ikke tvivl om, at det er et fornemt ét. Og når alt kommer til alt, så er der vel nærmest totalt sammenfald mellem Bigelf og Damon Fox.

Metal eller prog eller progmetal

Det er måske svært helt at forklare Bigelfs kvaliteter for nye og halvnye metalfans. For Bigelfs lyd er speciel. Det kan forklares med, at Bigelf bygger en bro mellem tidligere tiders rock og progrock lyd og mere nutidig metal og progmetal. Det er måske derfor nemmere for halvgamle metalfans at relatere sig til Bigelfs musik.

Lad os eksempelvis tage åbningsnummeret på albummet ’Incredible Time Machine’. Det er en sang, hvor den bedagede lytter straks kommer til at tænke på John Lennon, hvilket forstærkes hen imod slutningen af sangen, hvor man imidlertid også sagtens kan for associationer mod gamle 70’er navne som Mott the Hoople, David Bowie og Steve Harley & Cockney Rebel. Men samtidig skal det understreges, at der hos Bigelf er rigeligt med tyngde til, at alle vi metalfans kan få noget ud af at lytte til dem.

Det fortsætter på samme måde albummet igennem med en mængde god gedigen rock krydret med musikalske tråde, der rækker bagud. Dette giver sig eksempelvis udtryk i sangen ’Already Gone’, hvor  en akustisk stille start afløses af psykedelisk rock, hvor det lyder som om desværre afdøde Brian Jones fra Rolling Stones står for instrumenteringen af et udvalg af mærkelige instrumentale input inden Bigelf lige pludselig går videre i noget Tool-inspireret metal inden det hele ender i en gang rock’n’roll.

Tidsløst hard rock og prog

Jeg håber, at overskriften herefter giver lidt mening, for ’Into the Maelstorm’ er faktisk lidt som et progressivt sammenspil mellem the Beatles (med John Lennon in charge og Paul McCartney på ferie), King Crimson og Black Sabbath.

Albummet rundes af med titelsangen forkortet til ’ITM’, og her får Mike Portnoy en lille smule mere mulighed til at give sit input i et tre sats værk på i alt lidt over otte minutter. Sangen er meget progressivt bygget op, og alligevel kan Bigelf ikke lade være med at komme forbi lidt glamrock a la The Sweet, inden det hele ender i lidt free form blues jazz. Det bør høres.

Det er meget svært at beskrive Bigelfs musik på skrift. Det skal simpelthen høres. Jeg håber, at ovennævnte vil få nogle til at lytte til Bigelf. Hvis bare halvdelen finder, at er i orden (mere er nok for optimistisk), så er meget vundet.

For mit vedkommende vil jeg i hvert fald tro, at ’ Into the Maelstrom’ er på min top 5, når året skal gøres op.