Skidt bandnavn, skidegod plade!

Skidt bandnavn, skidegod plade!

Dette er historien om The Cumshots' cd, der næsten ikke kom over i afspillerskuffen pga. at grimt cover og et helt vildt plat navn. Gudskelov, at den trods alt gjorde.

Kunstner
Titel
A Life Less Necessary
Dato
09-10-2009
Distributør
Trackliste
1. What Bleeds Must Be Butchered
2. Nonversation
3. I Still Drink Alone
4. And The Sun Pissed Red
5. Blood Don't Lie
6. This Dog Won't Hurt
7. Tiny Crosses
8. When In Hell, Pray For Rain
9. Existence Should Be Singing
Forfatter
Karakter
5

Ikke sjældent sker det, at man får en udgivelse i hånden som bare ikke frister, fordi navnet og det visuelle koncept er så kedeligt, kikset og/eller grimt at man ikke tror den vil gøre én godt. Sådan en udgivelse er "A Life Less Necessary" fordi coveret der forestiller en pistol, ligner noget en wannabe-hiphopper fra Varde har lavet, og navnet, The Cumshots, noget som et punkband af trediveårige har fundet på over en fadøl for meget. Gudskelov, for at albummet nåede den lange vej ud af pappet og hen i cdskuffen, for det afslørede sig som en skidegod plade.

Bandet, der er fra Norge, er nok bedst kendt for at have haft et kopulerende par med på scenen på Quart-festivalen, hvilket har fået medlemmerne idømt bøder. Den slags kan man åbenbart ikke have i Norge. Nådigere slipper de nok for at bruge et mordvåben som motiv (og det kan man jo så tænke lidt over...)

Som inspiration nævner orkestret selv Slayer, Motörhead og Elvis, men det er tæt på at være det eneste, man ikke kan høre i musikken, som ellers er ganske mangesidig. Metalkernen i den, er et ganske kontant smæk midt i synet, og minder mest om Nevermore og Meshuggah, dertil er det garneret med nogle ganske storladne harmoniske passager med kor, keyboard og diverse strygere som leder tankerne hen på Faith No More, Alice In Chains og Fishbone (for dem der kan huske dét band). Det harmoniske er dog holdt så støvet og samplet i kvaliteten, at det ikke er klægt.

Det første nummer 'What Bleeds Must Be Butchered' er straight up metalcore og ret godt, men tæt på at være eet af de mest grå - så niveauet er lagt ret højt. Jo længere ind man kommer på skiven, jo mere blandes der genrer, og jo bedre bliver det. Bedste eksempel er den femte skæring 'Blood Don't Lie', som er en mesterlig blanding af grumtung metal og en væld af mellem- og melodiske stykker som nemt fylder nummerets 8:23 minutter ud.

Det kan undre, at et band så fuld af gode musikideer, kan være så ringe til det konceptuelle. Man mistænker derfor konceptet for at være et udslag af den berygtede og frygtede norske humor, og det derfor er ironisk ment, hvad deres kunstnernavne da også antyder. Men kun nordmændene ved...