Skingert og unødvendigt

Populær
Skingert og unødvendigt

Ny Whitesnake: For få numre, der holder. En mudret lortelyd. Coverdales røst er bare ikke stor mere. Guitarerne overdøver. Whitesnake skulle ikke have udgivet 'Forevermore'.

Kunstner
Titel
Forevermore
Dato
28-03-2011
Distributør
Trackliste
1. Steal Your Heart Away
2. All Out Of Luck
3. Love Will Set You Free
4. Easier Said Than Done
5. Tell Me How
6. I Need You (Shine A Light)
7. One Of These Days
8. Love And Treat Me Right
9. Dogs In The Street
10. Fare Thee Well
11. Whipping Boy Blues
12. My Evil Ways
13. Forevermore
Forfatter
Karakter
2

Det gør altså ondt, det her. Whitesnake, et af mine tre alltime yndlingsbands (Thin Lizzy og Deep Purple er de to andre), får kniven. Af mig. Nu. Og den bliver bare boret rundt i såret. Så er I advaret.

For det her album, kære venner, det skulle aldrig være udgivet. Tre ud af 13 numre holder, og det er slet, slet ikke nok, når man tænker på, hvilket bagkatalog Whitesnake med rette måles op imod.

Hvor det forrygende comeback-album 'Good to Be Bad' (2008) var en loyal hyldest til de forskellige faser i Whitesnakes fortid og imponerende katalog, er 'Forevermore' ikke kun et opkog, men et opkog af et opkog.

Sangskrivningsmæssigt er 'Forevermore' til at blive hysterisk over. De få højdepunkter, der trods alt er, overtrumfes af for mange lette løsninger, som man fanme ikke burde have lov til at byde os. Vi lifetime fans kan altså sagtens gennemskue de lappeløsninger, der er valgt.

Lyden, produceret af bandet selv, er intet mindre end en katastrofe. Guitarerne, som konsekvent både er mudrede og sterile, helt uden nerve, fylder det meste af lydbilledet. Og overdøver det, som vi først og fremmest kom for at høre: David Coverdales stemme. Og dén stemme er ikke, hvad den har været. Tvært imod bliver den mere og mere svag, skinger og skrigende, som årene går. De steder, hvor 'Forevermore' trods alt fungerer, er dér, hvor Coverdale synger i sit naturlige og meget fine stemmeleje. Det gør han bare for sjældent, for det skal åbenbart stadig være stiv pik og puddelhåret tilbage.

Det meste af verdenspressen er ukritisk og komplet uforståeligt svømmet over at begejstring for dette helt unødvendige album, og Coverdale & Co. skal med garanti nok fejre triumfer på landevejen mange år frem over med sit til dels båndede show. But you don't fool me, venner! Coverdale har stadig en stemme. Den er bare ikke til det her latterlige guitarfræs og leflende poprock.

Coverdale vil genvinde respekt, hvis han sadler om og rider i retning af noget mindre skingert, hvor hans stemme - som stadig er noget nær ypperlig i sit naturlige leje - kommer til sin ret.

Albummet nummer for nummer

'Forevermore' starter med 'Steal Your Heart Away', en omgang mudret og intetsigende metallisk bluesrock, og man rammes fra start af bange anelser. 'All Out of Luck' smider dog et hamrende fedt heavyriff i synet på én. Men ørerne mødes af det, man frygtede allermest: den meget anstrengte og skingre Coverdale. Nummeret har et par gode ansatser til noget melodi, vi hardcore WS-fans kan bruge. Men se lige teksten her: "Take me home tonight, make me feel alright." Come on, Coverdale, mand!

'Love Will Set You Free' er første single. Igen mødes vi af en guitarmur af mudder, den forcerede vokal og et nummer, som ikke engang er på det jævne, hvis man sammenligner med WS-kataloget. Og det gør man. For det skal man. 'Easier Said Than Done' har vi hørt mange gange før. Første gang hed den 'Is This Love'. Nummeret kan dog noget. Det er den eneste rigtige ørehænger på albummet. Og ja, Coverdale synger i sit naturlige leje.

'Tell Me How' er igen en gang guitarmudder, men det bærende guitarriff er eddermame fedt, og selv om nummeret er heavy, så synger Coverdale også her i sit naturlige leje det meste af vejen. Det fungerer pisse godt, og faktisk rammer ét skrig - et toneskift - lige dér, hvor man får allermest gåsehud. 'Tell Me How' holder højt Whitesnake-niveau.

Det gør 'I Need You (Shine a Light)' til gengæld ikke. Det er mere poppet end egentligt melodisk og ødelægges af et helt og aldeles irriterende B-stykke ("I'm on fire, you've got my love burning higher and higher").

Og det bliver værre endnu, kære venner. 'One of These Days' er fanme Smokey, mand! Eller rettere: Smokey møder Big (bad) Fat Snake. Den får al den røvballe, den kan trække. Og så en naiv tekst, man kan græmmes over, når man ved, hvad Coverdale ellers har leveret af guldkorn gennem tiden.

Endnu en repetition af en repetition får vi på 'Love and Treat Me Right', et nummer, som på ingen måde sætter sig spor. 'Dogs in the Street' får denne anmelder til først at tænke 'Kittens Got Claws' (fra 'Slip of the Tongue', 1989), og så, jaja: Hund og kat, hvor ikke-originalt kan det egentlig blive?

På 'Fare Thee Well' får vi endnu mere Smokey. Eneste opløftende her er dog, at Coverdales fede, raspende røst kommer til sin ret. Men nummeret er en stinker af de store.

På 'Whipping Boy Blues' er vi dog bragt tilbage til den sterile, metalliske og mekaniske guitarlyd og den skingre stemme. To forhold, som bare ikke matcher noget, som skulle være en blues.

Trommeslager Brian Tichy vælter snublende ind på scenen med et kaotisk trommeintro til 'My Evil Ways'. Et nummer, der ellers er forfriskende god gang i. Men nummeret holder ikke, og guitarerne fylder for meget i forhold til Coverdales stemme.

'Forevermore', titelnummeret, er én lang og positiv overraskelse. Starter stille med akustiske guitarer og Coverdale, der synger fint på en stærk melodi med et fint, fint guitartema. Der sættes stemning, inden et højpotent, storladent mellemspil tager os videre. Og stemmen, pludselig er den der for alvor, sidder lige i skabet. Ja, alt går op i en højere enhed på det her nummer.

Men det er der stort set intet, der gør på albummet som sådan. Jeg græder i regnen...