Skulle have ladet den ligge

Skulle have ladet den ligge

Genforenet med Jørn Lande når Masterplan desværre langt fra højderne fra bandets første to udgivelser.

Kunstner
Titel
Time to Be King
Label
Distributør
Trackliste
1. Fiddle of Time
2. Blow Your Winds
3. Far From The End of The World
4. Time To Be King
5. Lonely Winds of War
6. The Dark Road
7. The Sun Is In Your Hands
8. The Black One
9. Blue Europa
10. Under The Moon
Forfatter
Karakter
3

Ens drømme har det med at være lidt bedre end virkeligheden. Således også med Masterplans genforening med den norske supersanger Jørn Lande.

Efter Masterplans to powermetal-renæssanceskabende første album – den selvtitlede debut (2003) og 'Aeronautics' (2005) – smuttede Lande og gav plads til en på plade overraskende god Mike DiMeo og albummet 'MK II' (2007). Det var tydeligt, at Lande manglede til både at skabe melodi og power. Og den dér fortærskede X-factor, som de to første album havde.

Masterplan var vitterlig powermetallens højpotente genfødsel, og derfor var drømmen for mange af os, at Lande kom tilbage. Det er han så nu, og: Desværre, kære venner.

Tilsyneladende havde Masterplan kun to skud i bøssen. Reunion-albummet 'Time To Be King', som just er udkommet, er tæt på at være en kæmpe skuffelse – dets mange kvaliteter til trods. For filmen knækkede tilsyneladende midt i sangskrivningsprocessen. Der er ingen 'Soulburn', 'Spirit Never Dies', 'Headbanger's Ballroom', 'Into The Arena', 'Falling Sparrow' og 'Black In The Burn'. Og der er ingen numre, der blot kommer i nærheden.

De to første Masterplan-album gik rent ind. De skabende medlemmer, guitarist Roland Grapow og trommeslager Uli Kusch, var begge fyret fra Helloween og havde i den grad noget at bevise. Og gjorde det. Især i samspillet med fantastiske Jørn Lande.

Men nu har de ligesom bevist det. Overliggeren er ikke længere så høj. Desværre.

Der er dog oplevelser at komme efter på 'Time to Be King' – selv om Uli Kusch allerede forsvandt efter de to første album (erstattet af stærke Mike Terrana). Men det er Grapow og Lande, som står for højdepunkterne. Og det er første og fremmest, fordi de individuelt er nogle overordentligt seje herrer.

Og så er der en lille håndfuld numre, som er okay. Men desværre ikke noget at råbe uhæmmet hurra for. Overordnet set forfalder Masterplan til at skrue op for tempoet og høvle powermetallisk derudad – og med nogle keyboards, som fylder pænt meget. Det er, når de piller ved det opskruede tempo, at der sker noget, som giver plusser i karakterbogen. Eksempelvis riffet på 'Blow Your Winds' og de progressive elementer i titelnummeret. 'The Black One' holdes kørende af et kanonriff og starter med et heftigt vers, hvor bas og trommer helt overtager lydbilledet. Det lyder fedt, anderledes. 'Lonely Winds of War' nærmer sig klassen fra de første album med Masterplan. Nummeret er tungt, dystert og melodisk. Majestætisk. Og med et frækt valg af en yderst renæssancepræget melodi. Det er dog albummets sidste nummer, 'Under the Moon', der giver det bedste indtryk. En powerballade, som for hver gennemlytning bliver bedre, stærkere og mere langtidsholdbart.

Denne lille håndfuld numre er dog ikke nok til at hive mere end et to-tal hjem på scorebrættet. Masterplan og Lande skulle have ladet "den" ligge, tanken om, hvor fedt det ville være at lave en reunion. De er klart ikke sultne nok. Og Jørn Landes soloprojekt Jorn vejer i dén grad tungere. Det er tydeligt nu.