Smadder og smadret lyd
Københavnske Pitchblack er nu klar med deres anden fuldlængde, der er en aggressiv gang thrashet død.
02. Defriended
03. You're Fucking Below Me
04. Don't Make Me Mad
05. The Siren Song
06. I Return
07. One Day We'll Break Them
08. Bandido
09. Revenge (…Injustice For All)
10. Slow The Hate
Lad os starte med alt det positive først. Pitchblack har taget "Død og Helvede og Pine"-brillerne på og brillerer af samme grund med et brutalt tempofyldt album – pulsen stiger lige en tak i selskab med kvintetten. Man får ikke mange rolige øjeblikke som lytter, men tvinges til at tage stilling til yderst tætsiddende og maskinelt affyrede riffs, der uanset midt eller lyntogstempo er grumt godt skruet sammen.
Omtrent sådan er vokalspor og rytmesektion også bygget op: direkte og overraskende og klichefyldt fantasifuldt med en stor sværdspids melodi i baghånden. At det samtidigt balancerer elegant og disciplineret på grænsen mellem enkle udtryk og kompleksitet, er ligeledes en imponerende præstation. De går skisme intelligent til vaflerne, som man siger.
Lydkikser
Men lutter lagkage kan det ikke være. I en tid hvor gode danske produktioner er mere reglen end undtagelsen, virker lyden underligt ufokuseret. Guitarerne kommer, trods kanonriffs, ikke nok ud, og er grumsede. Det lyder også som om trommer og guitarer har hver sin udgang i højttalere eller høretelefoner – det hænger kort sagt ikke sammen.
Og for Ham-Den-Onde dog, hvor er det synd for en smækker skive!