Indadvendt raseri på vej ud
Pitchblack viste gode takter på Talentscenen og gav forhåbninger om, at det kan føres til noget større.
Københavnske Pitchblack udgav den fortrinlige Devilty i starten af året, og på baggrund af den var det aldeles fortjent, at de fik spilletid på Talent-scenen lørdag aften. Til deres store held stoppede endnu et gigantisk skybrud også få minutter før kick-off, og derfor var der rimeligt fyldt mellem de fire containere, der elegant gjorde scenen intim.
Trods lidt lydproblemer kom Pitchblack også fint fra start – i øvrigt udklædt med munden dækket af tørklæder, hvide skjorter og slips – og virkede på engang inspirerede og benovede over at få lov til at være en del af hovedstadens vigtigste byfest.
Der var masser af spilleglæde og indlevelse fra kvintetten, og man så tydeligt, at det var en stor oplevelse for bandet. Det var derfor heller ikke til at sætte en finger på hverken indlevelse, sammenspil eller energien, som i den grad væltede ud. Men helt i topklasse var det ikke, og hvorfor blev først tydeligt i sidste nummer, da de, minus trommeslager selvfølgelig, forsøgte at komme ud på monitorerne.
Her blev afstanden til publikum ikke bare fysisk minimeret, men Pitchblack fik etableret kontakt til dem der ikke lige havde sneget sig helt op foran. Da stoppede raseriet med at være indadvendt - måske fordi benovelsen havde lagt sig. Det lovede under alle omstændigheder rigtigt godt for fremtiden.
Video:
Her kan man ved selvsyn nyde et begejstret publikum: