Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Aaaarrrggh!

Populær
Updated
Aaaarrrggh!
Aaaarrrggh!
Aaaarrrggh!
Aaaarrrggh!
Aaaarrrggh!

Opeth spillede en fantastisk sætliste, der dog forståeligt nok aldrig formåede at få revet publikum med.

Kunstner
Dato
17-06-2011
Distributør
Trackliste
1. The Grand Conjuration
2. Deliverance
3. Face of Melinda
4. The Lotus Eater
5. In My Time of Need
6. Maste's Apprentices
7. The Drapery Falls
8. Hex Omega
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
2

 

Opeth er et af de bands, der på irriterende vis aldrig rigtig synes at ramme plet live. Weekendens koncert på Copenhell var undertegnedes femte koncert med Stockholm-kvintetten, og den var desværre ingen undtagelse. Heller ikke denne gang formåede Mikael Åkerfeldt og co. at få hverken lyden eller sangene leveret i en sådan grad, at de kunne leve op til kvaliteten fra de mange pragtalbums.

Festival-outsider

Man havde nu også sine betænkeligheder allerede fra start. På en festivalplakat, der mest af alt prioriterer den beer-drinking metalliske slapstick-underholdning som Korn og Judas Priest den ene dag samt Bullet for My Valentine og Anvil den anden dag, skiller Opeth sig ud.

I blandingen mellem dødsmetal og en i øvrigt større og større forkærlighed for den progressive metal, opstår der en helt særlig musikalsk signatur, der bliver ved med at imponere flere og flere lyttere, og som bliver ved at imponere de samme lyttere, også ligegyldigt hvor ofte pladerne bliver sat på. Men noget festival-pleasende navn, kan man altså ikke sige, at de er.

For selv om Åkerfeldt er en notorisk fanboy af Judas Priest, og til trods for at han er en eminent guitarist og en karismatisk og sympatisk frontmand, så er der altså ikke meget næve-saluterende over hans riffs, hvilket desværre lod til at være det, publikum var kommet for. I hvert fald var de forreste publikumsrækker mere snakkesaglige, end de var interesserede i koncerten, hvilket især gik ud over sætlistens første par numre, 'The Grand Conjuration' og 'Deliverance', der blev spillet så tåbeligt lavt, at man havde svært ved at høre meget andet end snakketøjet fra de omkringstående publikummer selv efter ørepropperene var hevet ud igen.

At et publikum ikke er i Opeth-humør under en festival var Aalborg Metal Festival 2008 angiveligt også et eksempel på, ligesom Roskilde tilbage i 2006 i øvrigt også var det. Det var et hint til bookerne på Vega om, at de gerne må fingeren ud. Opeth er på trapperne med deres tiende studieudgivelse, 'Heritage', og hvor kunne det altså bare være så fedt at se dem på det rigtige spillested med det rigtige, dedikerende publikum.

Imødekommende sætliste

Der var ingen nye sange på papiret til Copenhell, men med Opeths omfattende bagkatalog taget i betragtning, kunne man ikke rigtig have strikket en mere imødekommende sætliste sammen, end den bandets spillede for det danske Københelvede-publikum. Med den Steven Wilson-producerede kongeplade 'Blackwater Park' (2001), ramte Opeth en nerve, der stor set fra den ene dag til den anden løftede dem ud af dødsmetallens undergrund og ud til et bredere publikum. Lige siden da har Opeth solgt rigtig mange plader, og Copenhell-sætlisten gik kun en enkelt gang længere tilbage end til 2001, hvilket var i form af semi-balladen 'Face of Melinda' fra karrierens bedste plade, 'Still Life' (1999) - dén plades tilgængeligste nummer i øvrigt.

Det var en så-pleasende-som-det-nu-kan-blive-med-Opeth men utrolig dynamisk, sammensat sætliste, men ligegyldigt hjalp det desværre. Der var ellers både ballade-melankoli i form af 'In My Time of Need', disko-dasko-prog-feel vs. frenestisk dødsmetallisk kaos i 'Lotus Eater' samt smuk epik i form af publikumsfavoritten 'The Drapery Falls'. Det, der på papiret ellers er ét stort selvskrevet hit, forbliver under live-forhold dog så forbandet uforløst.

At Martin Lopez savnes bag trommerne er muligvis ikke altafgørende, men det betyder stadigvæk lidt. Den forholdsvis nye trommeslager i Opeth-regi, Martin Axenrot aka. Axe, er bestemt værdig, han er uhyre kompetent, men Lopez (som af helbredsmæssige årsager forlod Opeth i 2006 umiddelbart efter udgivelsen af 'Ghost Reveries') havde et helt specielt live-feel, der klædte Opeth bedre.

Måske Opeth bare kræver helt specielle forhold, for at man skal kunne fordybe sig i musikken så tilpas meget som den fortjener? Måske man skal have set Opeth på en aften, hvor alt gik op i en højere enhed, for at man kan pointere hvor det lige præcis er, at forskellen mellem dejlige live Opeth og dårlige live Opeth skal findes (anyone?). What do I know?

Det eneste, der er sikkert, er desværre, at Opeth skuffede endnu en gang.