Som genopstået fra kirkegården

Som genopstået fra kirkegården

De svenske stonere fra Graveyard lagde officielt bandet i graven i 2016, men gør nu overrraskende comeback med epen 'Peace' der, på trods af et nyt lineup, oser af bandets karakteristiske og psykedeliske 70'er-lyd. 

Kunstner
Titel
Peace
Dato
25-05-2018
Genre
Trackliste
01. It Ain't Over Yet
02. Cold Love
03. See The Day
04. Please Don't
05. Del Maniac
06. The Fox
07. Walk On
08. Bird Of Paradise
09. A Sign Of Peace
10. Low (I Wouldn't Mind)
Karakter
4

Der har været velbegrundet stilhed omkring Graveyard i to år, og derfor virker det nærmest overvældende, at stonerne i år både er aktuelle på årets Copenhell og med deres femte studiealbum 'Peace'.

Albummet er heldigvis langt fra udelukkende belagt med fredfyldte serenader, da det åbner både pompøst og drillende med nummeret 'It Ain't Over Yet', der kan ses som en varsling til alle de fans, der græd snot over bandets opløsning i 2016. Genforeningen består dog ikke af det originale lineup, da bandets forhenværende trommeslager Axel Sjöberg er blevet erstattet med Oskar Bergenheim, der trådte til, efter at Sjöberg i slutningen af 2017 besluttede sig for at fokusere udelukkende på sit andet band.

Heldigvis betyder udskiftningen ikke, at man føler, at der savnes noget i Graveyards lyd. Tværtimod er bandets udtryk mere slagkraftigt end nogensinde før, måske på grund af fornyet styrke og nye kræfter bag roret. Dette høres tydeligt med nummeret 'Please Don't, hvor bandet viser tænder på flere niveauer. Både hvad angår tromme- og guitarsiden, men også Joakim Nilssons vokal, der endelig har den kant, som har været savnet siden bandets 2011-udgivelse 'Hisingen Blues'. Albummet besidder dog ikke helt samme variation og sangskrivning som dette album, men er heller aldrig i fare for at blive kollektiv gaber som forgængerne 'Lights Out' fra 2012 og 'Innocence and Decadence' fra 2015 tildels var det.

Albummet har også sine perioder med traven og søgen, både hvad angår guitarsidens repeterende, klagende sekvenser samt sangenes opbygning. Den røde tråd er ikke altid til stede, og man efterlades ofte i tvivl om, hvad rastløsheden motiveres af. Således byder albummet på flere stille numre som eksempelvis 'See the Day', der virker mere som fyld end et resultat af nødvendighed modsat klassikeren 'Uncomfortably Numb' fra 2011s 'Hisingen Blues', hvor motivationen ikke var til at overse.

Alt i alt leverer Graveyard således noget bedre end et middelmådigt album. De får lytteren til at huske på, hvorfor det gjorde ondt, da de offentliggjorde opløsningen i 2016. Svenskerne bibeholder nemlig på 'Peace' den rå, snavsede og lettere bluesede lyd, de blev kendt for, og dette manifesterer sig i op til flere perler på albummet. Energien er stadig ikke til at tage fejl af, om end der er mange facetter af fred at komme efter.