Umiskendeligt svensk

Populær
Umiskendeligt svensk

'Garden of Bones' tager næppe nogen priser for årets album i 2016, men ikke desto mindre er det glimrende sangskrivning i den gode gamle dødsmetalliske svenskerstil, som Sorcery begået på sit tredje album.

Kunstner
Titel
Garden of Bones
Dato
09-09-2016
Karakter
3

Rødderne går langt tilbage for svenske Sorcery, der nu er ude med deres tredje album. Det første kom helt tilbage i 1991, en håndfuld år efter bandets tilblivelse i 1986. Siden fulgte en god lang pause, men i 2013 vendte bandet så tilbage med album og tour i det store udland.

Der står Tomas Skogsberg og Studio Sunlight på den første udgivelse (og ligeledes comebacket i 2013), så det kommer næppe bag på mange metalfans, der ved bare lidt om dette studies bidrag til metallens verdenshistorie, at stilen er klassisk svenskerdød, som den kendes og blev bannerført af mægtige bands som Nihilist/Entombed, Grave og Dismember. Og den menu er der ikke ændret meget noget som helst ved.

Ikke pillet ved udtrykket
'Garden of Bones' udmærker sig ved både det nostalgiske tilbageblik, men samtidig ved at have en tætpakket og opdateret energisk lyd, så musikken lyder frisk og lækker, selvom bestillingen har lydt på et ønske om at ramme den velkendte, støjende "buzz"-lyd. På den front minder det lidt om Entrails, et andet svensk band, der også huserede dengang, det hele tog form, for så siden at gå i hi og vende tilbage mange år efter med en intakt forståelse for, hvordan musikken af dengang skal serveres.

Samtidig har Sorcery en enkel sangskrivningsmodel med simple, letforståelige riff, der rykker, og med den fede velkendte Boss HM2-lyd kryber smilet og genkendelsen frem med det samme, når pladen kommer på – i hvert fald hvis man som denne anmelder stadig holder meget af svenskens fornemme tag på dødsmetal. Det betyder dog også samtidig, at det er så som så med de reformerende tiltag; dem, der viser, at bandet vil andet end de små scener og nogle gode oplevelser med musikken. Med Entombed (som Entombed A.D forstås) endnu i vigør og Unleshed og Grave ditto, så kan man sige, at der skal en hel del til for lige pludselig at stå frem som det mest fornemme på den svenske dødsmetal-scene.

Men mindre kan også gøre det. Den hæse vokal, der ligger lidt mellem råb og growl, fordi der ikke gurgles på alle ordene i lyrikken, er overordnet glimrende og en ret så fantastisk til stilen i de mere stemningsfulde omkvæd som i åbneren 'Holy Ground'. Og vokalen giver en frisk thrashet tilgang til den ellers ganske smadrende dødsmetal-perle i 'Black Wings'. Det er generelt en plade med herlig energi, godt fremme på beatet. Det rykker godt.