Sort og i orden

Guitaren er spændt op til tunge og skrigende riffs og Zakk Wylde har taget de ondeste strenge på, på sit ottende album (ifølge wikipedia i hvert fald) med Black Label Society.

Titel
Order of the Black
Dato
12-09-2010
Distributør
Trackliste
1. "Crazy Horse"
2. "Overlord"
3. "Parade of the Dead"
4. "Darkest Days"
5. "Black Sunday"
6. "Southern Dissolution"
7. "Time Waits for No One"
8. "Godspeed Hellbound"
9. "War of Heaven"
10. "Shallow Grave"
11. "Chupacabra"
12. "Riders of the Damned"
13. "January"
Forfatter
Karakter
4

Hvor 'Shot to Hell' måske ikke ligefrem led, men i hvert fald var hæmmet af de mange ballader, er det den hårde side af Ozzy Osbournes eks-guitarist, man får at høre her. Balladerne er der selvfølgelig stadig, og de er stadig overdrevet følsomme og pompøse, sådan som Zakk foretrækker dem. Men de er færre, og det er ikke dem, der karakteriserer udgivelsen.

Ballade og færre ballader

Det står klart efter få sekunder af indledningen 'Crazy Horse', der lyder som noget Zakk Wyldes gode og desværre afdøde ven Dimebag Darrell kunne have spyttet ud, og dermed er denne yderst voldsomme udgivelse fra sydstatsamerikaneren sparket i gang.

Han kaster om sig med larmende tunge riffs eller hurtige passager, og hele tiden med signatur-hyletonen som et fast element – stadig med melodi, men også skævt og støjende, i hans egen gode stil. Det er stærke sange, og selvom Zakk ikke har verdens største stemme, forfalder han ikke til at lade guitaren fylde for meget på samme måde, som en del andre elhegnshelte har tendens til. (læs videre under video)



Med sit eget udtryk

Men der er heller ingen tilbageholdenhed i de luftguitarinspirerende soloer, hvor lige dele lir og råhed får det til at lyde som om Zakk har genopfundet sig selvom som leadguitarist. Det er et effektivt miks mellem firsertonservridning af hegnet og sjælfuldt blues spil, og endda med lidt spansk guitar til at krydre kombination. I det hele taget virker Zakk frisk og mere inspireret på 'Order of the Black' end han har gjort længe.

Så hvis man ligesom Lars Schmidt ikke er overstadigt imponeret af Ozzys seneste, kan man forhåbentligt glæde sig over, at The Prince of Darkness i det mindste fik Zakk Wyldes karriere i gang, og han stadig er levende.