Et dystopisk kærlighedsportræt
Kærlighed bliver udstillet i alle livets variationer og sat i en mørk, til tider dyrisk, musikalsk kontekst, der typisk fungerer forførende, men samtidig tvinger dig til at se indad.
Like I Mean It
Down Below
I Told You So
Replase
Amen
If You Don't Get It Now, You Never Will
Meltdown
Secret Language
’Secret Language’ er en dragende plade, der hiver lytteren til sig fra åbningsnummer til den eminente, selvbetitlede afslutter. En snørklet sti, der kommer vidt omkring i forholdets mange facetter. Personlige historier, hvor St. Digue både får prikket til alle ubehagelighederne og fokuseret på de åbenlyse dopaminfix, vi alle higer efter. Typisk uden at vide, hvordan vi gentagende skader os selv og den eller de, der står én nær, i processen.
Vi bliver ført rundt i en opførelse af livet, hvor spejlingen i musikken naturligvis afslører vores eget indre. Derfor føler man det seksuelle forfør, dominansen i synthen, der afspejler overgivelsen til modparten på ’Down Below’ – perfekt i sin balance og kombination af musik versus lyrik. Af samme årsag føles ’Secret Language’ foruroligende bekendt, nummer for nummer.
Tilsvarende frustrerende er det at lytte til den pumpende synth i sit gentagende loop, mens St. Digue messer: A familiar state / Caught dead in its tracks / Looks like we hit a stalemate, baby / We’re about to relapse. Vi har alle følt frustrationen i erkendelsen af, at det skridt, man er ved at tage, kun fører én vej, der intet godt fører med sig. Det groteske i at gentage handlinger, man ved ender ligeså brat og turbulent som det bragende c-stykke på ’Relapse’.
Det er kun få eksempler på, hvordan kærligheden foldes ud i sin dystopi. Et skuespil for øjnene af os alle, der sandsynligvis kan nikke genkendende til størstedelen af de mange følelser, der får frit spil på ’Secret Language’. Her bliver der sat ord på kaosset og lyd via et gotisk, industrialt synth-univers, hvor vi alle kan være med, hvis man da har lyst til at se sig selv i øjnene.
De musikalske referencer er mange, og man kan snildt lytte sig blind på disse og tilsidesætte St. Digues stærke sangskrivning. Fortabe sig i hvad der var engang på bekostning af de mange gennemtænkte og opfindsomme detaljer, pladens ni numre tilbyder. Hertil en produktion, der får det hele til at lyde nutidigt i fortiden.
Den tredje fuldlængdeudgivelse fra St. Digue byder på det hele. Aggressiviteten, dit midnatsrave, det dyriske element af at være én eller flere og nummeret, der hiver dig op, når hele verden er grå og trist. Hertil lidt eminent saxofon fra Zeki Jindyl og et velvalgt sample fra Pleasers.
Titelnummeret, hvor St. Digue netop sampler fra ’The Dream’, er et eminent eksempel på pladens styrke og samhørighed mellem musik og lyrik. Legemliggørelsen af kærlighed og tosomhed mellem neurodivergente personer, bragt til live i et flot stykke musik, der skaber et virvar af følelser på et splitsekund og på sin vis fungerer som et resumé af hele pladens musikalske udtryk.
På den måde har Danmark fået en musikalsk flot terapiplade, som de fleste nok kan finde en eller anden form for relation til – og det kan man kun takke Kasper Deichmann og alter egoet St. Digue for.

