Stadig naive
PopulærAnvil viser på deres 16. udgivelse, at de stadig er et charmerende, men ikke særligt dygtigt band.
2. Up, Down, Sideways
3. Gun Control
4. Die For A Lie
5. Runaway Train
6. Zombie Apocalypse
7. It's Your Move
8. Ambushed
9. Fire On The Highway
10. Run Like Hell
11. Forgive Don't Forget
I et British Airways-fly på vej hjem fra Japan faldt jeg i det umådeligt store udvalg af ligegyldige film over ’Anvil – The Story Of’, og jeg indrømmer det – da Anvil i et af de allersidste klip går mod scenen, i lige netop Japan, for at spille alt for tidligt på et spillested, de antager er tomt, og de opdager, at salen er propfyldt, da kneb jeg en tåre. For deres skyld – og for alle de bands, der har prøvet at kæmpe for gennembruddet og har spillet for to fans og en lydmand – for dem kneb jeg også en tåre. Efter at have fulgt bandets umådeligt krampagtige forsøg på at slå igennem i halvanden time undte jeg dem virkelig succesen.
Ligesom jeg gør nu. Anvil er tre sympatiske canadiere, der har trodset elementernes rasen for at blive til noget. Problemet er bare, at selvom det virker fair, at de får succesen og anerkendelsen, så fortjener de reelt kun at blive anerkendt for fighterviljen og tekniske kvaliteter. Musikalsk er der en indlysende grund til, at der skulle en fremragende dokumentarfilm til, før de blev trukket frem fra glemslen. Hvordan man vender og drejer det, så skriver Anvil bare ikke særligt gode sange.
Bandhovedmand Steve ”Lips” Kudlow står bag en del fede riff, og han river fede soloer ud af hegnet, men godt sammensatte sange er der ganske få af på ’Anvil Es Anvil’, der er en energisk men ikke særligt dygtigt skrevet 16. udgivelse. At de så ovenikøbet skriver nogle mildest talt barnlige tekster, der måske var gået an på debuten, men som fremstår bøvlede og bovlamme mere end 30 år senere, gør heller ikke noget godt for helhedsindtrykket.
Det naive har selvfølgelig en charme, men kun til en vis grad, og ideerne skal simpelthen være bedre, før de kan bære et helt album. Det lyder mere som første udkast af demoer på vej mod en godkendt debut end et færdigarbejdet produkt. Man bliver ladt tilbage med en fornemmelse af, at Anvil godt kunne bruge hjælp fra en producer til sangskrivningen, men det ville formentlig både være vold med trioen og i øvrigt pille lidt for meget ved den gode historie om et ægte DIY-band.