Tæt på at gå til stålet
Danske Steelbournes debut er et velskabt heavymetal-album, der kun mangler, at de tør give fuldstændigt los hele tiden og tage den helt ud på både vildskab og det episke.
2. A Tale As Old As Time
3. Defiler
4. King Of Kings
5. Dear God
6. Requiem For Those About To Die
7. Inferno
Jyske Savage Machine nåede at lave en enkelt fuldlængde i 2018, og så trak de stikket sidste år. Men allerede nu er 60 % af bandet tilbage med et nyt projekt, Steelbourne, der ikke er langt fra den klassiske heavy metal, som oprindelsesbandet stod bag. Og så alligevel er det lidt mere episk, storladent og samtidig ondere.
Debutpladen ‘A Tale As Old As Time’ rummer kun syv numre og knap 35 minutters spilletid, men når alligevel vidt omkring i både ballader, powermetal-fræs, monumentale soloer og tunge riffs. Man undrer sig lidt over, at bandet selv omtaler det som et lockdown-projekt, for det virker meget mere ambitiøst end det. Som et album, der skal være stort og vigtigt.
Steelbourne er selvfølgelig sejest, når de sparker til guitarer og har travlt med at dyrke ondskaben. Som i ‘Requiem’ hvor der er skinger vokal og hidsighed som det bærende element, eller i det tunge titelnummer, der efter en melodisk intro, tør smække brutalitet i strengene. Der er også numre som ‘Defiler’ og det Gamma Ray-agtige ‘By The Way Of The Serpent’, som har stærke referencer til powermetallens rå sider, og hvor soloerne og fængende melodisk rifferering får plads.
Men vi kommer heller ikke uden om ’Kings Of Kings’ – den store powerballade, som har en snert af Iced Earth (ja, dem med ham, der stormede Kongressen). Det store akustiske brag med grødet vokal og dramatiske korstemmer. Det er godt udført, men så alligevel heller ikke storslået nok. Man savner, at Steelbourne går 100 % ind i projektet og tør omfavne det storladne. At de tør tro på, at de har en god melodi, der kan bære, hvis balladeklokken bliver kvart i musical.
Det samme sker I ’Inferno’, hvor et ellers lækkert, tungt vers, bliver til omkvædet, som falder sammen på mange lange toner, der ikke rigtigt fører nogen vegne hen. Lidt for ofte er det, som om Steelbourne holder sig tilbage lige der, hvor de burde skrue op for vreden og sætte ild til verden. Det som de gør med ’Dear God’, hvor vokalen næsten knækker, og guitarerne galopperer nådesløst. Det er farligt!