Stilskabende treenighed
Populær
Debutalbummet fra dette superband formår at bringe mange genrer sammen og smelte det sammen til et nyt og stilskabende hele.
Mutoid Man kom væltende ind på musikscenen i 2013 med ep'en 'Helium Head'. Trioen, der er tale om, er fra Brooklyn, og består af selveste Ben Koller på trommer (Converge, Acid Tiger, All Pigs Must Die), Steve Brodsky (Cave In) og Nick Cageao (som er lydmand på den navnkundige St. Vitus Bar). På den baggrund var projektet født med nogle point på kontoen, rent opmærksomhedsmæssigt. En opmærksomhed, som det nu også sagtens kunne leve op til musikalsk – det er nogle ganske erfarne og dygtige mennesker, disse tre gutter.
I sommeren 2015 udkom så deres første fuldlængde, og det er en vellykket én af slagsen. Den lægger ud med tracket 'Bridgeburner', der sætter niveauet for resten af skiven. En up-tempo sang, der både knaser og tonser, men som også rummer legesyge guitarløb og frem for alt en meget sikker melodilinje. Et møde mellem tidlig NWOBHM, hardcore og klassisk rock.
Den tilgang er gennemgående på hele pladen, men stemningerne meget forskellige. Et nummer som 'Sweet Ivy' er en mere dyster og indædt omgang, der med sit høje tempo både virker hjemsøgt og panisk – altså på den kunstnerisk acceptable måde. På titeltracket – albummets sidste skæring – er tempoet sat ned, og nummeret veksler mellem det blide og bedrøvelige med monolitiske og doomede indslag. Tilgangen er den samme, som de introducerede på 'Bridgeburner', og som de har holdt pladen igennem, men variationen sangene imellem er formidabel.
Man kan på den baggrund vælge at se Mutoid Mans musik som et crossover-fænomen: en blanding af både progmetal, punk, 'core og hard rock, men man kan også se det som et stort og mandigt hug mod genrernes gordiske knude. Hvordan det? Jo, ligesom med Kvelertak (i hvis musik man også finder elementer fra forskellige af den hårde musiks subgenrer) kan man enten vælge at fokusere på blandingen, eller man kan se det som en ny, selvstændig genre, hvilket er meningsfuldt, fordi deres numre forekommer så ligetil. Det samme gælder for Mutoid Man. Det er vildt, og der sker en masse, men de holder loddestokken stramt til kompositionerne, så de ikke fortaber sig og drukner i detaljer.
Det er med andre ord en umanerlig god, moden og derfor anbefalelsesværdig plade. Der er efter ens humør og dagsform så meget at lytte til, så meget energi og så mange stærke riff at gå amok til.