Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Større sange og mindre larm

Populær
Updated
Større sange og mindre larm
Større sange og mindre larm

Supercharger skruer ned for vildskaben på andet album, og det er heldigvis ikke noget ringe træk.

Kunstner
Titel
That's How We Roll
Dato
21-03-2011
Label
Distributør
Trackliste
01. Heart On Overdrive
02. Rise And Fall
03. Are You Satisfied?
04. You Disgust Me
05. Mrs. Ferguson
06. That's How I Roll
07. Redemption Song
08. Rulers Of The Day
09. From Another Planet
10. Aim High
11. Roll The Dice
12. Sunrise Over Reeperbahn
Forfatter
Karakter
4

Det kræver ikke mange sekunders indtryk af Superchargers anden skive, før man ved, at den primære forandring er mindre larm og et farvel til de metalliske elementer, som var en del af debuten. Som titlen også antyder, er det dog ikke at forstå som et farvel til rockmusikken som sådan, men bare en mere tilbagelænet udgave.

Hvad Supercharger så har mistet af hårdtslående farlighed, genvinder de på udviklede sangskriverevner og ikke mindst numre, der virker mere gennemtænkte. Til gengæld er personligheden måske nedtonet en anelse, da man snildt kunne lukke enhver baggrundsviden om bandet ude og forestille sig, at man lyttede til en nyindspilning fra opløste The Hellacopters.

Charmerende og overbevisende

Og hvad så? Så ikke så meget - det er sådan set fuldstændigt lige meget. De lyder endda en anelse som en lækrere udgave af Volbeat på 'Mrs. Ferguson', og det heller ingen skam. Supercharger gør alt det, som andre har gjort før dem, på en aldeles udmærket, yderst charmerende og ikke mindst ganske overbevisende måde.

Fra debuten er heldigvis også bevaret det medrivende live-potentiale, og ikke mindst et fravær af missere, og oven i det er tilføjet en portion mere afslappede sange, der viser nye sider af Supercharger: 'No Redemption' med gæstevokal fra Crucified Barbaras Mia Coldheart, dufter endda en anelse af potentielt radiohit.

Men det er squ helheden og ikke enkelte numre, der for alvor ruller!