Gryderet fra det franske metalkøkken

Svart C

Svart Crown fortsætter, på en base af Behemoth-metal, at udvikle på deres helt egen metalliske smagspalet. Denne gang er der noter af Gojira, sludge og skønsang i opskriften.

Kunstner
Titel
Wolves Among the Ashes
Dato
07-02-2020
Trackliste
1. They Will Not Take Our Death In Vain
2. Thermageddon
3. Art of Obedience
4. Blessed Be the Fools
5. At the Altar of Beauty
6. Down to Nowhere
7. Exoria
8. Living With the Enemy
Forfatter
Karakter
4

Svart Crown kan sætte en stemning. En tungt trækkende, gentagende dødsmetallisk intro tager langsomt, men sikkert til i styrke, mens kultlederen Jim Jones, der var ansvarlig for over 900 menneskers død i 1978, mudret og forvrænget udtaler sine sidste ord på denne klode hen over den bastante rytmik. Musikken og Jones' tale kæmper om at få overtaget, indtil Svart Crowns egen kultleder, bandchef Jean-Baptiste Le Bail, i en blackmetallisk eksplosion endelig lægger Jones til døde. Dette er 'They Will Not Take Our Death In Vain'. Og dermed er vi i gang med franskmændenes nyeste, femte epos.

Vi var svært begejstrede for forgængeren, 'Abreaction', da den udkom i 2017, og roste bl.a. bandet for at have udviklet den meget Behemoth-inspirerede lyd, de hidtil havde praktiseret. Og udviklingen er fortsat på 'Wolves Among the Ashes'. Både frem, ud og videre, men kanske også en smule retur mod det velkendte og sikre. Sammenligningen med Behemoth er stadig ganske relevant, ikke mindst fordi Le Bails markante vokal minder enormt om Nergals, såfremt sidstnævnte ikke sovsede skidtet ind i effekter. At man stadig fornemmer det faste greb om den velkendte dødsmetallyd, skyldes sikkert også, at guitarist Clement Flandrois og trommeslager Nicolas 'Ranko' Müller er tilbage i folden efter at have siddet ude på 'Abreaction' og dermed tilbagefører noget af den lyd, vi kender fra Svart Crowns tidligere værker.

Men det er ikke Svart Crowns evne til at lyde som Behemoth anno 2010, der gør dem interessante. Ikke mindst fordi polakkerne selv trods alt gjorde det noget bedre. Det er derimod bandets ofte ganske innovative riff- og temposkift og komplekse strukturer, der får helheden til at fremstå som langt mere, end de enkelte dele egentlig lægger op til. For mens sange som 'Art of Obedience', førstesinglen 'Blessed Be the Fools' og 'Exoria' næsten kan synes for simple med letfordøjelige og repetitivt simple guitarriffs, formår de små skift, den overraskende blastbeat-serie ud af det blå eller den uskyldige flirt med sludge, rensang og mandekor hist og her at pifte hele herligheden op, bedst som man begynder at falde hen.

Ny version af smagen fra i går
For ganske som nævnt afsøger Svart Crown også denne gang nye territorier. Hvor 'Abreaction' syntes at hive hele arsenalet af scorereplikker frem for at komme på date med black metallen, bevæger bandet sig denne gang i mere afdæmpede retninger. Le Bail forsøger sig undervejs med sin skrattende, hvæsende vrælen, der vel lyder noget i retning af, hvordan skønsang fra en KOL-patient ville tage sig ud. Det kræver en smule tilvænning, men kan sagtens fungere. Det samme gælder de storladne korstykker, som 'Ranko' leverer i bl.a. 'Living With the Enemy', der er endnu en lille del, som gør helheden større, uden at det kommer til at virke kunstigt og overgjort.

Sidst, men ikke mindst, trækker Svart Crown denne gang, specielt i guitararbejdet, på inspiration fra den mere letspiselige del af metalscenen. Flere riffstrukturer og -harmonier har en progressiv eftersmag af landsmændene fra Gojira, mens balladen 'Down to Nowhere' leder tankerne hen imod bands som High on Fire og The Haunteds tidlige plader.

Dermed ikke sagt, at orkestret har frasagt sig black metallens tiltrækningskraft. Der er rigelig fart på eksempelvis 'Thermageddon', og 'At the Altar of Beauty' er måske det mest aggressive og iskolde nummer, bandet til dato har frembragt. Tænk Gorgoroth. Helhedsindtrykket er en plade, som både mellem numrene og inde i dem lykkes med skiftene i tempo, udtryk og inspiration, hvilket bærer en stor del af æren for, at 'Wolves Among the Ashes' slutteligt fremstår som en habil plade, der af mangel på bedre får stemplet ”dødsmetal”. Inspirationerne er mange og tydelige, og Svart Crown formår endnu engang at mose skidtet godt sammen og skabe et ganske glimrende slutprodukt, der fremstår som en smagsmæssigt positiv musikalsk gryderet, som overrasker trods de mange velkendte og godt brugte ingredienser.