Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Årsliste 2017 – Casper Villumsen

Populær
Updated
Årsliste 2017 – Casper Villumsen
Årsliste 2017 – Casper Villumsen
Årsliste 2017 – Casper Villumsen
Årsliste 2017 – Casper Villumsen
Årsliste 2017 – Casper Villumsen
Årsliste 2017 – Casper Villumsen
Årsliste 2017 – Casper Villumsen
Årsliste 2017 – Casper Villumsen

Villumsen har i 2017 nydt nye toner fra Slægt, Svart Crown og meget andet, mens Napalm Death på live-fronten gav den en fornøjelig tak mere, så det blev briterne, som stod for den bedste liveoplevelse i det forgangne år.

Årets danske album:

1. Slægt: 'Domus Mysterium' – De stod plastret ud over store dele af min årsliste for 2016, og det får de så lov til at gøre igen, da 2017 bød på en fuldlængde, der klart levede op til de høje forventninger. God musik og en interessant og måske sågar lidt underspillet produktion, der kan være med til at løfte albummet med de stærke sange op til klassikerstatus. Det er nyt, det er gammelt, det er nostalgisk. Og hele vejen igennem er det Slægt, selvom inspirationerne sådan set står ganske klart.



2. Chiro: 'Tunnel' – Det tog mig lidt tid med denne plade. Først faldt den ikke i hak, og den blev lagt væk, men da redaktøren skreg på et opsamlingsheat af danske plader her før jul, så var det jo nærliggende at give den et spin eller ti mere. Og så faldt den tunge metal med den specielle vokal altså helt i hak.

3. The Petulant: 'Dictum' – Stærk thrash med fine drys af lækker dødsmetal og så indimellem lidt sortmetallisk stemning. Og bandet har flere gange i 2017 vist, at musikken kan fremføres live på fornem vis. Meget velspillende band!

4. Phrenelith: 'Desolate Endscape' – Fed dødsmetal, der indimellem giver mig et nostalgisk flashback til de første par 'Fuck You We're From Denmark'-kompilationer. Det er old school, brutalt og med nogle pokkers gode, diskrete melodier, der plejer ørerne ovenpå de mere tonsende passager.

5. Electric Hellride: 'Praedam' – Ja, jeg kan sådan set blot henvise til Anders Molins liste for den grove nepotisme, for årsagerne er de samme. Jeg vælger bare at være mere ydmyg med listeplaceringen, men ingen tvivl om at 'Praedam' har betydet mest for mig i år.



Årets internationale album:

1. Svart Crown: 'Abreaction' – Sort og kaotisk og alligevel teknisk og velfunderet.

2. Hallatar: 'No Stars Upon the Bridge' – Kuldegysende smukt og med fabelagtige growls og ren vokal fra Amorphis' Tomi Joutsen.

3. Firespawn: 'The Reprobate' – Min overskrift på anmeldelsen siger vel det hele: "LG til UG" (nok min bedste overskrift i år). LG Petrov og kumpaner fik lavet en fandens fed dødsmetalskive.

4. Vintersorg: 'Till Fjälls: Del II'Masser af storladne nordiske melodier på et meget langt værk, der heldigvis står distancen.

5. Pain of Salvation: 'In the Passing Light of Day' – Selvom 'Road Salt'-skiverne sådan set også falder i min smag, så er det rart at høre Daniel Gildenlöw give sig i kast med noget, der ligger tættere op ad den progressive metal, hvor bandet lagde ud, og kommer lidt væk fra retro-trippet på 'Road Salt'.

BOBLERE:
Paradise Lost: 'Medusa'. Som album bedre end forgængeren, som for mig dog stadig holder de bedste sange på de to album.

Body Count: 'Blood Lust'. Det er en slags guilty pleasure, for alle riff virker så banale og indlysende, at det virker lidt for letkøbt. Men for fanden, det er et stærkt album, ingen tvivl om det. Og vedkommende tekster fra Ice-T.

Årets internationale hit:

Firespawn: 'Serpent of the Ocean' – Tænk, at dødsmetal kan være så let at synge med på!



Årets danske hit:

Slægt: 'Egovore' – Et let genkendeligt omkvæd og 8 uhæmmede minutters klassisk heavy metal med skøn rå vokal.

Årets genfundne klassiker:

Atrocity: 'Todessehnsucht' – Ordet "genfundne" antyder jo, at man nok burde have albummet i forvejen og så glemt det en stund, men her snyder jeg så lidt. Under arbejdet med Atrocitys ep 'Masters of Darkness' fik jeg endelig tjekket bandets tidlige dødsmetaldage ordentligt ud, og 'Todessehnsucht' gik rent ind. Herligt materiale fra et band, der turde gå andre veje end den mest oplagte.

Årets fysiske udgivelse: Pas. Eller det kunne da være Electric Hellrides 'Praedam' i vinylversionen? Det er i hvert fald smukke fotos af Lars V. Andersen (Lavarockphoto.dk), som er grafisk godt sat op af Marcus Grønbech (jep, guitaristen fra The Vision Ablaze) i denne gatefold. Og musikken kan jeg sørme også godt lide! Ja, det blev så til atter en omgang nepotisme, men på den anden side har jeg ikke fået andre metalrelaterede fysiske ting tilføjet til mine ejendele. Jeg er ved at bygge hus og bor midlertidigt til leje og har sat nyanskaffelser relateret til metal på standby, da jeg ikke gider købe ting, der bare gør flyttelæsset større.



Årets koncerter:

1. Napalm Death: Amager Bio, 24-04-2017 – Napalm Death er stort set altid sprudlende veloplagte, men for mig var denne aften bare lige det mere magisk, end når jeg ellers er gået tilfreds fra en koncert med de britiske grindkonger. God sætliste, fin lyd og godt humør. Stærkt!

2. Morild: Dødsmaskinen, 09-09-2017 – Inden koncerten vidste jeg allerede, at materialet holdt, for hold da kæft en ep, som det nye danske band har udgivet i år. Men at de også kunne være så overbevisende live – til en debutkoncert! – det var sateme en fornøjelse at opleve.

3. Vastum: KB18, 09-03-2017 – Amerikanernes neanderthaler-dødsmetal tog fuldstændig fusen på mig. Og at det kunne være så stærkt og underholdende på trods af sløjt fremmøde, var også meget imponerende.

4. Dizzy Mizz Lizzy: Royal Arena, 17-02-2017 – Der blev spillet højt og godt, og så var lysshowet samtidig eminent.

5. The Petulant: H9, 10-11-2017 – Bandet debutalbum er stærkt, og det blev her så eftertrykkeligt bevist, at bandet kan spille spille live, og at albummets sange står distancen og mere til live.

Årets internationale navn:

Body Count – Selvom det for mig ikke blev til en placering blandt de vigtigste album, så nyder jeg 'Bloodlust' og imponeres over, hvor mange Body Count har fået med på vognen her. Det er knaldhårdt, lige på og hårdt og intuitivt, og da bandet også leverer varen live, så løber de af med titlen her.



Årets danske navn:

Defecto – Sikke et år for Defecto. Support for Metallica og Rammstein og et overflødighedshorn af et nyt album. Om man mener, at det blev for meget af det gode, som i anmeldelsen her på sitet, eller man er helt med på et album med alt godt fra metalkassen tilsat en stor vokal, så har gutterne på imponerende vis formået at være på de flestes læber i år. Og velbesøgte headliner-koncerter viser, at det hamrende dygtige band også nyder stor opbakning herhjemme på egne ben og ikke blot som opvarmning for giganterne.

Årets nye internationale navn:

Hallatar – Så smukt et album, så sørgelig en anledning, da albummet er Swallow the Suns Juha Raivios værk, skabt i sorgen over hans konens alt for tidlige død. Jeg forudsiger ikke, at bandet bliver kæmpestort, da alle involverede har andre hovedbands. Men i et 2017, hvor jeg ikke har været nok opmærksom på metalscenen, så må det blive ved det her.



Årets nye danske navn:

BAEST – Bandet har leveret kraftpræstationer af rang, når de har spillet live i år. Og de har imponeret folk, der ellers ikke normalt ville vælge dødsmetal. Alt sammen før debutalbummet er kommet på gaden.

Årets comeback:

Kellermensch – De har været savnet, men med 'Goliath' lavede det et temmelig godt album, der for mig måske ikke slår forgængeren af pinden, men som gør, hvad det skal, og også hiver nye fans ind. Og koncerterne er lige så action packed, som de var før "pausen", så det er lige, som det skal være!

Det overså jeg i 2016:

? – Jeg har haft for travlt med bare at følge med her i 2017, så jeg aner ikke, hvad jeg fik misset i 2016. Det er også galt nok med dårlig samvittighed over, hvor lidt nyt jeg har fået hørt i 2017, og hvor få koncerter jeg har været til. Så jeg dropper at have dårlig samvittighed over 2016 også.

Årets optur:

Undergang i Go' Morgen Danmark. Altså Illdisposed eller Hatesphere kunne sikkert også have skabt høj søgang i pøbelens morgenkaffe, men det var bare endnu større format at have Undergang med og endda ikke kun interview, men også live med sangen 'Klynget op i en galge af egne indvolde'. Og både interview og nummer var til ære for den brutale del af metallen. Og deres album fra i år er formidabelt, tror jeg, for jeg opdagede det først, da bandet havde været i tv, så jeg har ikke hørt det nok endnu (Villumsen opdager simpelthen ny musik via Go' Morgen Danmark? Der er god grund til den dårlige samvittighed, red.) , men så har de jo en fair chance for "det overså jeg i 2017" til næste år.



Årets største skuffelse:

At metalfans og -presse gik i selsving over "Volbeat-gate". Metalfansene misforstod i stor stil, hvad sagen egentlig handlede om, mens medierne, Devilution inklusive, kogte lige lovligt meget suppe på det efterfølgende. Men det havde da sine underholdende momenter.

Største ønske for 2018:

Mit 2018 kommer til at stå meget i lyset af indflytning i nyt hus, og hvad der følger i kølvandet herpå, og så ikke mindst en familieforøgelse. Så det må være et realistisk, men stadig lettere usikkert ønske: Er det ikke ved at være tid til, at jeg får lagt vejen forbi Metal Magic i Fredericia igen?

Det glæder jeg mig mest til i 2018:

At se min cd-samling igen. Reelt er det nok nyt hus og familieforøgelse, men grundet den søde ventetid på at huset står færdigt, så har 2017 været lidt af en venteposition, og cd'erne har været pakket ned. Og det piner mig faktisk en del. Godt nok hører jeg ofte musik via Sonos og en harddisc med nævnte cd'er lagt ind, men der er bare et eller andet mere inspirerende i at se på cd'erne og finde det, man havde glemt, at man havde lyst til at høre. Og med den nye bolig vil cd'erne komme frem, og jeg kan lade øjet spotte plader igen, for når man er visuelt anlagt, så er det bare langt federe end at "bladre" gennem plader i en app.

Godt nytår!