Rå pompøsitet

Rå pompøsitet

Det kompakte ep-format fungerer for godt for tyske Atrocity, og de fire dødsmetalnumre er en ganske udmærket, om end ret banal appetitvækker for det næste fuldlængdealbum, der udkommer i 2018.

Kunstner
Titel
Masters of Darkness EP
Dato
08-12-2017
Karakter
3

I 2013 udkom 'Okkult' fra det tyske band Atrocity. Det var en tilbagevenden til dødsmetal, hvor den hårde lyd blev iblandet en hel del symfoniske elementer. Det var samtidig første album i en trilogi, der åbenbart udgives over en længere årrække. I hvert fald loves 'Okkult II' først klar til udgivelse i 2018.

Men at der er gang i kedlerne og kulissen forinden anden del af den okkulte trilogi, vidner ep'en 'Masters of Darkness' om. Produktionen er ganske rå, hvilket har sine fordele. Når guitaren melder sin ankomst lidt inde i titelnummeret, så har det en en lidt sær, let digital lyd, men det går over og bliver en brutal balance til de mere symfoniske indslag med store kor og store stemninger.

Hvis ep'en skal tages som et varsel om, hvad 'Okkult II' er for en størrelse, så er der fremgang at spore fra forgængeren. Sangene er uhyre catchy, vokalen er herligt dyb og grum, og så er der adskillige fornemme groovy guitarriffs og fede melodier. Men deri ligger måske også et problem, for Atrocity fremhæver selv ep'en for at være til dem, der kunne lide de første album. For på de første album, hvor bandet var signet til Roadrunner, stod menuen på en noget mere teknisk funderet dødsmetal. Nu er menuen mere banal, men kan man forlene sig med det, er materialet udmærket og dejligt ligetil. Men på ingen måde i lighed med fx 'Todessehnsucht'.

På 'Devil's Covenant' lyder Atrocity som et mix mellem dødsmetal og Therions pompøse og meget klassisk musik-inspirerede 'Vovin', og det tages tildels med videre i 'Gates to Oblivion', hvor der er et eller andet over koret i introen og guitarleaden herefter, som gør, at det er svært ikke at tænke på Nile og noget fra 'Those Whom the Gods Detest'.

Hvor 'Okkult' i 2013 var udmærket uden rigtig at imponere, er denne ep et interessant gensyn med Atrocity, og man kan håbe, at bandet tør være lige så rå og direkte på opfølgeren 'Okkult II', og at de ikke går for langt ud i det teatralske og symfoniske. Balancen mellem dødsmetallens fundament og disse mere pompøse elementer er nemlig godt ramt her. Og så kan det være, at karakteren lige kan tippe lidt opad. Her ender vi igen sådan cirka midt på skalaen.