Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Svensk pænhed

Populær
Updated
Svensk pænhed

Evergreys tiende album er ganske fornuftigt. Men det mangler lige det, som ville gøre det til et rigtig godt album.

Kunstner
Titel
The Storm Within
Trackliste
01. Distance
02. Passing Through
03. Someday
04. Astray
05. The Impossible
06. My Allied Ocean
07. In Orbit (featuring Floor Jansen)
08. The Lonely Monach
09. The Paradox Of The Flame (featuring Carina Englund)
10. Disconnect (featuring Floor Jansen)
11. The Storm Within
Karakter
3

Svenske Evergrey er et progressivt metalband. Men aldrig så hårdt, at det bliver heavy metal, og aldrig så progressivt, at det skræmmer den generelle rockfan væk. Og netop heri ligge måske noget af Evergreys problem. Bandet taber simpelthen stolelegen og sætter sig i den tomme luft uden at finde et sæde.

’The Storm Within’ begynder ganske lovende med sangen ’Distance’, der har et godt og metallisk grove med en tyng rytme. Vokalen halter desværre noget, da den lægger en tilbagelænet – ja lad os bare kalde det det – distance til musikken. Det skal muligvis virke som en progressiv kontrast til musikkens dystre tyngde. Men det fungerer desværre ikke rigtigt.



Denne disharmoni mellem den tunge musik og en mere eller mindre melankolsk vokal har naturligvis altid til en vis grad været bandets varemærke. Men stilen virker ikke optimalt på ’The Storm Within’.

Albummets anden sang ’Passing Through’ rammer næsten perfekt en tempofyldt rytme og et formidabelt drive og en fokuseret vokal. De næste par sange er også ganske fine, men på albummets femte sang, ’The Impossible’, begynder trætheden allerede at sætte ind. Sangen er primært et klaverstykke, som sanger og bandstifter Tom S. Englund synger melankolsk henover.

På sangen ’My Allied Ocean’ rammer Evergrey albummets hurtigste og mest metalliske niveau. Men det er, som om det ikke for alvor rykker.

Hjælp fra gæster
På ’The Storm Within’ får Tom S. Englund hjælp med vokalen af Floor Jansen fra Nightwish. Men heller ikke det løfter albummet op i klassikerligaen. ’In Orbit’ er en temmelig ordinær rocksang, og ’Disconnect’, hvor Floor Jansen også lader sin røst lyde i koret, er ligeledes en noget ujævn sag, hvor der veksles mellem en bumlende heavyrytme og et stille og langsomt omkvæd. 

Som ofte før på Evergrey album medvirker Tom S. Englunds kone Carina Englund også på en enkelt sang. Det højner desværre ikke helhedsindtrykket, da ’The Paradox of the Flame’ er en ret ligegyldig ballade.



’The Storm Within’ er et ganske fint album. Men helt godt bliver det aldrig. Der er ligesom både for lidt metallisk tyngde og for lidt progressivitet til, at det bliver at regne blandt årets prog metal-album. Musikken er denne gang lige lovlig mainstream rocket til rigtigt at fænge.