Lyden af underjordiske messer
Sideprojekt med medlemmer fra Denial of God og Black Oath er lyden af støv, edderkoppespind, mug og muldnende knogler.
2. The Black Effigy
3. Children Of Belial
4. Necromancy
5. Famadihana
6. The Bornless On
7. Echoes Of Past Lives
8. Sinister Minister
9. Trespassing The Chapel
10. Past Lives
Blandingen af black og doom metal er ikke verdens mest udbredte, men der er muligheder i blandingen. Det viser The Rite med deres første fuldlængde. Bandet er et projekt-band med danske Ustumallagam (Denial of God) i den vokale front, folk fra det italienske doom-band Black Oath på bas og guitar og en trommeslager, der spiller i bands, jeg aldrig har hørt om.
I hvert fald lykkes de fire herrer på 'Liturgy of the Black' med at fremmane en stemning af ligdunste og forfaldne krypter, slimgrønt lys ved nattetid og sorte messer på fugtige kirkegårde. De musikalske forbilleder findes i den ekstreme metals første generation: Celtic Frostsk guitartone, tidlig Samael, Goatlord og tidlig Slayer synes at være forbillederne (noget, som Ustumallagam ikke lægger skjul på), og tempoet er generelt ikke ret hurtigt. Det skal være kvælende, ktonisk og røgelsestungt, lyden af underjordiske messer.
Stjernen i bandet er Ustumallagam, der er Danmarks bedste vokalist indenfor den ekstreme metal. Karismaen skinner gennem hver en stavelse. Resten af bandet kan levere et mindeværdigt riff og en tung buldren, mens keyboardet tilføjer atmosfære og orgel. Som på debut-ep'en, 'The Brocken Fires', er det blevet til et kult-cover. Dengang var det de komplet degenererede Goatlords psykose-klassiker 'Acid Orgy'. Nu er det det obskure amerikanske horror metal-band Rippers 'Sinister Minister'.
Og den sinistre stemninge er virkelig gennemført. Det samme er vokalen. Dér, hvor man til gengæld godt kan savne noget, er i sangskrivningen, der er solid og forholdsvis catchy, men hvor de længere numre ikke er helt varierede nok til at berettige cirka syv minutters spilletid, og hvor man også savner et par numre, der afviger mere fra grundtonen og virkelig skiller sig positivt ud. Der er et højt bundniveau, men topniveauet må gerne blive løftet en anelse til næste udgivelse.
Men kan man leve (eller være en levende død) med det, og det kan jeg, er der meget at hente på 'Liturgy of the Black', som ubetinget var en de bedste "danske" udgivelser i 2020.