He(i)rlig intensitet
Svenske This Gift is a Curse er herligt intense og maniske på dynamiske 'Heir', hvor de indlagte "pauser" synes unødvendigt spilletidsforlængende.
Det er en ordentlig mundfuld at komme igennem 'Heir'. Men det ved man heldigvis ikke, når man er på første lyt og har lagt ører til de stærke åbnere i 'Kingdom' og 'No Sun, Nor Moon'. Det kommer snigende, for i kampen for dynamik i et vældigt intenst værk, så er der leget med et stemningsopbyggende forløb som i den mørkeste, horrorfilm. Svenske This Gift is a Curse har simpelthen valgt at indlægge en slags pauser. Stemningsfyldte introer og mellemstykker, om man vil. Og det gør at spilletiden sniger sig op over en time. Og det vel at mærke med fjendsk, blackened hardcore/sludge.
Gør det så noget, kan man jo passende spørge? Det er nok en smagssag. For mit vedkommende er 'Passing' lige under halvvejs værd at passere med et tryk på "næste", selvom det kun er 2 minutter, der skal overstås. Ligegyldig hvid støj. Nemt at springe over, sværere er det med enkelte lidt for lange intermezzoer midt i et nummer.
Anderledes er 'Cosmic Void', som har en spilletid som de mere reelle numre på albummet, næsten syv minutter. Det er dystre baggrundslyde, der er noget ensformigt, inciterende trommespil af en art, synths og en vokal fra fjerne vidder. Og en afslutning, der synes inspireret af baggrundssynthene i Stranger Things. Stemning med stemning på, men det føles ikke som et reelt nummer. Det er en slags pause, og man kun undre sig over, hvorfor 'Seers of No Light' er lagt imellem lige præcis disse to pauseprædikanter.
Intenst, rasende, manisk, stemningsfuldt
Men de numre, som ikke roder for meget med lange intermezzoer for opnåelse af en eller anden filmisk dynamik, de virker. Lækkert er som nævnt 'Kingdom', der minder om et kulsort skud af de ligeledes svenske By Night. 'No Sun, Nor Moon' er rasende og manisk. 'Vow Sayer' spiller på intensitet, fremdrift og kaos som i Wiegedood-nummer.
Det atmosfæriske får også masser af liv og plads til underspillede melodier. 'Old Space' og afslutteren 'Ascension' er glimrende eksempler herpå.
Springene i dynamik er flot bundet sammen af en organisk, mørk produktion. Det får lov at støje herligt men uden at det løber løbsk. Nuancerne er stadig tydelige, og det fornemmes, at synths og melodiske guitarpassager flytter sig fra kælderniveau til himlen over os i skift fra det dunkle til det storladne, natsorte atmosfæriske.
Velkomponeret
Teknisk og kompositorisk er det tydeligt, at This Gift is a Curse virkelig har arbejdet på at gøre dette album til et værk. Der må være lagt oceaner af tid i detaljerne og det mørke, musikalske koncept. At nogle overgange kan virke lige lange nok for nogle, i hvert fald denne anmelder, er ærgerligt, men omvendt er der nok en vigtig pointe i lige at rense ørerne, så man er klar på det næste intense stykke fra svenskernes hånd.
Et udfordrende og interessant værk fra øverste hylde med mørk misantropi. Et sludget, formørket hardcore univers, som en slags parring mellem hjemlige Hexis' hardcore med Ulcerates ultimative tekniske, dissonante atmosfæriske dødsmetal.