En døende gud
Fokus har været alle andre steder end på indholdet af Thy Art Is Murders sjette udgivelse, men det er også begrænset, hvor meget interessant pladen har at byde på.
Blood Throne
Join Me In Amageddon
Keres
Everything Unwanted
Lesson in Pain
Godlike
Corrosion
Anathema
Bermuda
Udgivelsen af det australske Thy Art Is Murders sjette fuldlængdeudgivelse, har i høj grad været overskygget af den efterfølgende fyring af forsanger Chris McMahon. Til dels fordi det medfølgende postyr på diverse SoMe-kanaler har været på grænsen til åndsvag, til dels fordi ’Godlike’ er en forholdsvist ligegyldig udgivelse.
Med Tyler Miller (Aversions Crown) parat i kulissen til at overtage pladsen for McMahon dagen efter udgivelsen af pladen, og en hurtigt eksekveret genudgivelse med Millers vokal, peger alt mod at skiftet var kalkuleret. Opsigelsesgrundlaget var rodfæstet i anti-trans kommentarer, men ikke alene. Tiden hvor man kan tale lort om minoriteter er forbi, og det erfarede McMahon – også selvom dét sandsynligvis blot var den såkaldte dråbe.
Mens den tidligere forsanger fortsat har været meget højlydt på de sociale medier, har resten af bandet forholdt sig professionelt til udfordringen, med fortsat turné, promovering af ’Godlike’ og meget få udtalelser om udskiftningen. Det eneste rigtige at gøre, om end det nok skal blive tåkrummende pinligt, når McMahon senere på året udkommer med sin version af sagen.
Ikke i nærheden af det guddommelige
Derved ikke mere udenomssnak. Komisk nok, er det dog det mest interessante, der er at sige om ’Godlike’. Musikalsk er det knapt så interessant. Med få forskelle får vi den vanlige omgang deathcore. Den brutale, men også noget tidstypiske, som bandet har advokeret for siden dannelsen. Desværre er det langt fra lige så vellykket som på ’Hate’ (2013) eller ’Holy War’ (2015) af flere årsager.
Mens deathcoren er i en rivende udvikling, er tilsvarende minimalt hos Thy Art is Murder. Ser man på bandets bagkatalog, har vi siden udgivelsen af ’Hate’ fået yderligere fire stort set enslydende udgivelser. Bevares, bandet er blevet bedre, men yderligere udvikling har været begrænset. På ’Godlike’ får vi udvikling. Lidt. Som et naturligt næste skridt fra ’Human Target’, har det melodisk og atmosfæriske fået mere plads i lydbilledet. Størstedelen af kompositionerne er stadig bombastiske, men vi bliver budt på lidt mere variation og kontrast.
Pladens største hæmsko er dog kombinationen af sangskrivning og produktion. Det første er hørt meget bedre fra bandets side og det sidste er tandløst. Det giver ti numre, der mere eller mindre lyder ens og aldrig rigtig fanger. Nuvel, ’Join the Armageddon’ har da sin charme, ditto lykkes det på ’Everything Unwanted’ at skabe et udtryk og univers, der decideret føles ubehageligt, uden at det bliver forklaret i vanlige Thy Art is Murder-stil.
Potentiale og kundskaber til mere
Thy Art Is Murder har været – og er til dels – bannerfører for en genre. Bandet har bevist dets relevans og udgivet en række plader, der indiskutabelt har skubbet til deathcoren. Der er bare ingen ’Reign In Darkness’, ingen ’Holy War’ og ingen ’Puppet Master’ på 'Godlike'. Med de uroligheder, der med al sandsynlighed har været i gruppen under skriveprocessen, er det måske ikke så uforståeligt. Dertil skal der ikke herske tvivl om, at ’Godlike’ vil noget andet og mere end tidligere. Måske er det en af årsagerne til de interne konflikter. I sidste ende må vi bare indse, at projektet ikke lykkes. Denne gang.
Men det maler et håb for fremtiden og for Thy Art Is Murders fremadrettede færden. Det viser, at bandet, der ellers har stået forholdsvist stille musikalsk, forsøger sig med udvikling. Forhåbentlig skaber udskiftningen i front mere ro for bandet og derigennem mulighed for at finpudse de gode takter, der trods alt er på pladen.