Lovende sammenstød

a2068603888_10

Idéen er god, og musikken lyder godt. Men selvom dødsmetallen er smadret frontalt sammen med hardcore, så viser Tombstoner kun, at potentialet er der: Debut-ep'en er lige generisk nok.

Kunstner
Titel
Descent to Madness
Dato
01-05-2020
Karakter
2

Amerikanske Tombstoner består af to sæt brødre. Og som der ofte vil være visse familiære ligheder mellem brødre, således er der også musikalsk lighed i Tombstoners musik til velkendt og vellydende musikalsk arv. Kvartetten fra Staten Island, New York, er som et frontalt sammenstød mellem et gammel lig bygget af dødsmetal, lastet med lidt grind i bagagerummet og så en grim varevogn af hardcore med en lille springladning Slayer til folket.

Fronterne i musikken er således baseret på noget kendt og sikkert. Noget, der altid virker. Og lyden på sin dødsmetalside rammer noget, der minder lidt om et nyt take på den klassiske Stockholm-død. Ja, det minder ikke direkte om Entombed anno 1990, men lidt som Entrails, der er skide gode til at emulere lyden af gamle dage med en bombastisk og bastung afart af HM-2-lyd. Læg dertil nogle sunde growls fra den ene vokalist, mens hardcoren og thrashen står stærkt i den anden vokal. Bortset fra at hardcore-elementet ikke stod nær så klart, så minder dødsmetaldelen i Tombstoner nærværende anmelder om et glemt svensk band, som i sin tid blev udgivet på Mighty Music: Vicious Art, som blandt andet havde den tidligere Grave-frontmand Jörgen Sandström med sig, havde lidt af de samme skift mellem død, grind og groove, så det næsten havde den her bøllede tilgang, som Tombstoner får ind med sin hardcore-fusion.

Godt fra start
'Tombstoner', altså nummeret og åbneren på ep'en 'Descent to Madness', er et glimrende dødsmetallisk track i den første part af sammenstødet. Dér, hvor dødsmetallen ser ud til at komme udskadt igennem og kun får små skader fra mødet med modparten. Et kort slide på bassen, og så er der ellers tung dødsmetalintro. Det lyder rigtigt godt, nummeret bygges stille og roligt op med flere trommedetaljer, inden der går fuldblodsdødsmetalsriffs på stribe i den. Endda et tungt, slammet breakdown får vi, hvor vokalen forlader growlet og går en mere hardcore vej.

Næste nummer, 'Filth Hole', er ganske energisk, og igen mest til den døde side. Men så når vi ind midt i sammenstødet. Hardcoren kæmper nu sin sag. Når det nu allerede er røbet, at der er død og så er der hardcore i det her, så siger titlen 'M.Y.F.B' vist på sin egen klare facon, hvor nummeret primært kigger hen. Mind Your Fucking Business, som akronymet står for, er banalt på mange punkter, men selvom rytmen i omkvædet virker som noget, der er hørt adskillige gange før, så er det altså også samtidig en rytme, der er catchy as fuck, og inviterer til instant headbanging eller nogle af de der dance moves, som i hardcoren er lidt anderledes. Så hvorfor ikke låne den fra hvem, der end måtte have pumpet den simple, men effektive rytme ud først.

Så som så med nye tricks
Ep'ens to sidste numre byder i stil og tricks umiddelbart på repriser af de numre, som skød værket så fint afsted. Det er ikke helt skidt, men det viser også et band, som endnu ikke helt har fundet fodfæstet i et ellers velgjort mix af dødsmetallens rå energi og hardcorens bouncende bølletæsk. Ja, det er måske lige groft nok skåret af, for når nu ep'en er betitlet efter det sidste nummer herpå, så må der vel også være noget af komme efter i track fem, inden de 20 minutter i selskab med Tombstoner løber ud for denne gang? Og det er der også. Lidt i hvert fald. Dødsmetallen er igen stærkest, og det, som så er lidt anderledes her, er nogle lidt tungere, mere stemningsfulde riffs. For så at grinde igennem og ende i noget Slayer-inficeret hardcore.

Tombstoners debut er et udmærket visitkort. De har ramt en god lyd, og der er mange gode idéer i genresammensuriummet. Men selvom blandingen er interessant og virker, så må amerikanerne nok sortere ud i de mest genrefortærskede riffs og søge imod noget, der er mere originalt i hver sin bås, for idéen om at blande dødsmetal og hardcore er ikke så original, at de uden indsats bare lige kan spadsere den i mål.