Tåkrummende underholdning

Trapt

Trapt er mere interessante, når Chris Taylor Brown får en Twitter-nedsmeltning, end bandets musik nogensinde bliver. 

Kunstner
Titel
Shadow Work
Trackliste
Make It Out Alive
I Want To Want What I Want
Tell Me How You Really Feel
Too Little Too Late
Far Enough Away
Turn Me Around Again
Trying Too Hard
Let Me Down Slowly
Too Far Away
Get You Back
Hold And Be Hold
Save Your Soul
Karakter
1

Det er typisk en fornøjelse at anmelde musik. Man får mulighed for at lufte sine tanker om et stykke musik eller en liveoptræden og videreformidle musik til andre. En ny velskrevet plade kan give en nærmest euforiserende tilstand – på samme måde som en flot spillet koncert kan give et adrenalinkick.

På den anden side er der de elendige plader. Udgivelser, der typisk kræver mange gennemlytninger i et forsøg på at udlede, om man har overset den røde tråd eller på tilsvarende vis misset en vigtig detalje, der giver pladen et udgivelsesgrundlag. Her kan frivilligheden blive udfordret, selvom det er oftest er lige så spændende og energisk at forklare, hvorfor lorten lugter.

Og så er der de plader, som man under normale omstændigheder sandsynligvis ville have overset. Det kan der principielt være mange årsager til. I dette tilfælde ville Devilution med stor sandsynlighed have undladt at anmelde Trapts ottende fuldlængdeudgivelse. For hvem fanden husker egentlig Trapt?. 

Det amerikanske hard rock-band har udgivet otte plader, og størstedelen af den danske befolkning har antageligvis ingen ide om, hvem bandet er. De, der kender kvartetten, gør det for den ene single, der klaskede en nu-metal-etiket på bandet. ’Headstrong’ fra bandets selvbetitlede andet album,har da også en ganske ørehængende melodi, som de fleste med trang til at køre virtuelt på skateboard sandsynligvis har hørt en gang eller to. Derudover skal man dog være umådelig positivt indstillet, hvis man ellers skal finde deciderede højdepunkter i Trapts 25-årige karriere.

Nuvel, ’Shadow Work’ har trods ovennævnte alligevel fået en anmeldelse. Indiskutabelt forårsaget af bandets eminente PR-arbejde. Nærmere betegnet forsanger Chris Taylor Browns sprudlende Twitter-opdateringer. Især op til udgivelsen, men også kort efter, hvor Trapt i følge Brown solgte noget nær 4.000 fysiske eksemplarer på første uge. Det viste sig at være en mindre overdrivelse på ca. 3.400 plader, men det er et godt eksempel på det vanvid, der har præget Browns udmeldinger på de sociale medier.

Det er nærmest et studie værd i sig selv. Om ikke andet så et godt grin. Et af de der pinlige grin, hvor man krummer tæer så hårdt, at skoene skal have nye såler. I løbet af to dage lykkedes det tidligere på året frontmanden at sende godt og vel 900 tweets. Først målrettet skuespiller Chris Evans og borgerrettighedsforkæmperen Talbert Swan – sidenhen alle og enhver, der følte trang til at blande sig i diskussionen. Hvad der startede med at være et forsvar for Trumps behandling af COVID-19 pandemien i den indledende fase, endte med at blive en pinagtig og grotesk omgang mudderkastning. Det resulterede i en Twitter-infight mellem Trapt/Brown og medlemmer af blandt andet Every Time I Die, I Prevail og Attilla toppet af en udfordring til reel nævekamp med Ice-T. Vanvid på højt plan.

Hertil var Brown heller ikke langsom om at beskylde George Floyd for selv at være skyld i sin død. Bare så ingen var i tvivl om, at forsangeren for alvor havde tabt småkagerne. 

Tåkrummende at følge, ligesom ’Shadow Work’ er tåkrummende at lytte til. De senere år har Trapt udviklet sig til at være et ærkeamerikansk hard rock-band. En Nickelback-klon, men uden kompetencerne til at skrive de ørehængende hits. Eller for den sags skyld den charme, Nickelback trods alt besidder. Det er pænt sagt ekstravagant kedeligt at lytte til pladens 12 kompositioner.

Sangskrivningen er simpel, uengageret og triviel. Lyrikken kedelig og forudsigelig – ligesom Browns vokalføring. Tekster om kærlighed, sorg og diverse banaliteter leveres lige så fladt som Brown og Brendan Hengels uinspirerede riffs.

Bedst går det bandet på åbningsnummeret ’Make It Out Alive’ og den afsluttende power-ballade ’Save Your Soul’. Her har Trapt trods alt har succes med tilnærmelsesvis spændende sangskrivning. Mere bliver det ikke til. Resten af pladen er intetsigende og trivielle numre, der alle lyder ens og er glemt, så snart de slutter.

’I Want to Want What I Want’ glemmes dog sent, men ikke på grund af nummerets kvaliteter. Det er titlen og den dybsindige tekst, der huskes. Et godt eksempel på, hvorfor ‘Shadow Work’ ikke er lyttetiden værd: ”I want to want what I want / I dont want to have, to have a need / I want to want what I want / I just wanna be set free”.

I lys af Browns Twitter-nedsmeltning og glorificering af pladen falder ’Shadow Work’ endnu hårdere til jorden. Der blev hult slået på tromme for en musikalsk magtdemonstration, som ingen troede på. Idet pladen er netop så forudsigelig og triviel, som alle regnede med, bliver bandets PR-stunt en boomerang med barberblade, der rammer udgivelsen nådesløst og kun giver lyst til at begrave pladen i cement og slette den fra alle streamingtjenester.

Der er ingen grund til at lytte til ’Shadow Work’. Man skal være umådelig glad for simpel, letkøbt amerikansk hard rock, for at udgivelsen på nogen måde skal vække nogen form for glæde. Det var end ikke interessant at forklare, hvorfor Trapt et er bekendtskab, man skal holde sig fra. Anbefalingen herfra er at kaste sig over bandets tweets i stedet. Nok er de tåkrummende, men de er i det mindste minimalt underholdende.