Når brikkerne tvinges sammen
Trioens debut indeholder masser af gode intentioner, spændende indhold og iderig sangskrivning, men også en fragmenteret lytteoplevelse.
Stroh zu Gold
Il Terzo Sogno
Rip Current
Hikikomori
Batdance
Mali:Berlin
Wellenreiter
Trialogos er hvad der sker, hvis man sætter en singer-songwriter og visuel artist ind i samme rum som en en film/teater-komponist med smag for eksperimental noise, og en sanger med forkærlighed for datidens instrumenter. Giv dem mulighed for at lade kreativiteten udfolde sig, indspil resultatet over tre dage og præsenter derefter hele baduljen eksklusivt på Roadburn (Redux i Covids19 navn) – det er kernen og essensen af ’Stroh Zu Gold’ (og Roadburn). Det perfekte oplæg til en episk sonisk oplevelse, men så nemt er det naturligvis ikke.
Trialogos musik er grænseløs, men stadig indkapslet i præmissen om at skabe en række indlevende og til tider udfordrende kompositioner. Numre, der bedst beskrives som soundtrack til dit liv i de perioder, hvor det er mest kaotisk. Ikke nødvendigvis hårdt, men mørket har en markant og fremtrædende position i bandets fortællinger. Vi bliver budt på stemningsfyldte keybordflader, dronede guitarsektioner, minimalisme og okkultisme. En våd drøm for de fleste med smag.
I sig selv en interessant tilgang til sangskrivningen, der driver bandet og pladen selv i flere forskellige retninger. Titelnummeret er et beattungt tæppe af snigende ubehag. ’Rip Current’ er dronet tungsind, ’Mali:Berlin’ kunne have været del af Jesper Kyds fremragende lydside til ’Borderlands 2’, mens ’Batdance’ bæres af 80’er synth og skaber low-key associationer til… ja Knight Rider.
Det sidste er næppe hensigten, men som det også fremgår, kommer trioen langt omkring på meget kort tid. I løbet af små 40 minutter skaber Trialogos et soundtrack til en film, der nok er spændende, men også forholdsvist rodet indholdsmæssigt.
Rød tråd og unødvendigt kaos
Overordnet er der er en klar rød tråd på ’Stroh Zu Gold’, men pladen er præget af tilblivelsesprocessen. Den er kantet og de forskellige brikker passer ikke helt sammen. For at samle det endelige puslespil,´ virker det som om, trioen til tider har forceret elementerne sammen. Det har skabt et fragmenteret univers, der ikke står mål med ambitionerne. Det er stadig en glædelig oplevelse at lytte til pladen, men det er svært at slippe fornemmelsen af, at der er et ekstra niveau og en større helhed i Trialogos univers, man går glip af.
Man fristes til at sige, at ’Stroh Zu Gold’ sandsynligvis gør sig bedre i livekontekst end på plade. I en situation hvor bandet kan følge historien til dørs og samle op på løse ender.
Det sagt, er der masser af værdi at finde i trioens kreative samarbejde. Der er masser af gode ideer, og koblingen mellem de tre individers udgangspunkter er fremragende. Det er spændende, indlevende og kanske også en smule udfordrende – præcist som god musik bør være. Forhåbentlig kaster Trialogos de lidt for smarte ideer om en lynhurtig skabelsesproces ud af vinduet fremover, og giver lidt mere rum til kreativitet og tilblivelse samt finpudser materialet til den indlevelse, der er potentialet.