Dommen over synden

Dommen over synden

2017 blev året, hvor amerikanske Trivium vendte tilbage med growl og nye kræfter bag dobbeltpedalen. Dette til næsten udelt begejstring. 

Kunstner
Titel
The Sin and the Sentence
Dato
20-10-2017
Trackliste
1. The Sin and the Sentence
2. Beyond Oblivion
3. Other Worlds
4. The Heart from Your Hate
5. Betrayer
6. The Wretchedness Inside
7. Endless Night
8. Sever the Hand
9. Beauty in the Sorrow
10. The Revanchist
11. Thrown into the Fire
Karakter
4

 

Efter 'Silence in the Snow' fra 2015 kunne man have frygtet, at Matt Heafy og co. havde valgt at køre i samme musikalske rille på 2017-udgivelsen med det knap så mundrette navn 'The Sin and the Sentence'. Lytterens frygt bliver heldigvis bragt til skamme på det nyeste udspil.

Dette skyldes nok først og fremmest to ting. Med Alex Bents nylige ankomst bag trommerne i bandet har Trivium fået lidt af det tempo og den aggression tilbage, som de har manglet siden 'In Waves' fra 2011. Fans af det albums titelnummer og nummeret 'Black' kan således kun glæde sig over gensynet med dobbeltpedalen, der længe har været udeladt på bandets udgivelser. 

Man vil også hurtigt lægge mærke til en anden detalje, der får albummet til at adskille sig fra 'Silence in the Snow'. Efter længere tids stemmetræning og hjælp fra en sangcoach growler Matt Heafy igen, og det klæder albummet. Og giver håb om, at publikum ikke kommer til at opleve koncerter som sidste års koncert på Wacken Open Air i Tyskland, der bar tydeligt præg af Heafys svækkede stemme og opfordringer til lidt for meget fællessang. 

Heldigvis er Heafys vokal tilbage med fornyet styrke på 'The Sin and the Sentence', der demonstrerer kontraster i det sangtekniske såvel som i sangskrivningen. Man slipper dog ikke helt for sukkersøde undertoner som i nummeret 'The Heart From Your Hate', der i bedste balladestil har fraser som ”Maybe you were right, maybe I was wrong,/ Maybe you were right, maybe I should go” og ”What would it take to rip the heart from your hate?”. Dog er det svært at komme uden om guitarriffet, der både er letgenkendeligt og ørehængende på samme tid. Man kan kun enten hade eller knuselske dette nummer, der udgør skivens mest syndige. Mon ikke netop dette nummer også bliver offer for den famøse fællessang på årets sommerfestivaler. Man kan næsten mistænke det for at være skrevet til netop den type lejligheder.  

Ser man på albummet i dets helhed, er det dog klart åbningsnummeret 'The Sin and the Sentence', der står klarest i hukommelsen og cementerer en venden tilbage til det fordums rå og aggressive stil. Trivium har gået bodsgang efter 'Silence in the Snow', der stak i en mere mainstream og lyttervenlig retning end hidtil. Og den virker: Dommen over 'The Sin and the Sentence' er langt mere nådig. Denne gang ruller ingen hoveder, og prøveløsladelse kan også komme på tale. I hvert fald indtil næste udspil.