Klassisk vokal, klassisk stil

378121

Tyrant gjorde sig i sin tid i klassisk heavy metal. Det gør de stadig, nu hvor de er tilbage efter en længere albumpause, og har fået eks-Candlemass-sanger Roberet Lowe med.

Kunstner
Titel
Hereafter
Dato
15-05-2020
Karakter
3

En historie fra redaktøren på Devilution fortæller, at det blev modtaget med stor panderynken hos Steffen Jungersen, da en yngre version af redaktøren anbefalede ham High on Fire, bandet hvis track 'Devilution' er et vigtigt element i navnet på dette website. Der var noget, der ikke rigtigt passede i den beskrivelse, som den yngre redaktør kom med, og det kendskab, som Jungersen allerede havde til Iron Fire. En ligegyldig anekdote måske, men den er med for at understrege, at det nu er meget sundt med unikke bandnavne. Her var navnene endog forskellige, og der er plads til en endnu længere smøre, før man når til enighed om, hvem der lige tales om, når talen falder på Tyrant:

- Kender du Tyrant?
- Ja, dem fra Sverige?
- Nej, de er nu fra USA
- Nå, dem, der siden blev til St. Vitus!
- Nej
- Dem, der blev til Jag Panzer så?
- Heller ikke...
- Og du mener ikke, finnerne?
- Nej, nej. Det er ikke black. Og altså fra USA. Mere sådan, heavy metal.
- Findes de endnu?!
- Ja, de har lige udgivet deres fjerde album. Ikke mange i betragtning af, at de blev dannet i 1978, men de tog så også en pause efter det tredje album, engang i 90'erne.
- Altså de ægte Tyrant.
- Ja, det skulle man mene. Alt er måske forladt i forhold til valgt af samme populære bandnavne, når vi snakker før internettes almene udbredelse. Alle Tyrant-bands dannet efter sidst i 90'erne burde bare lade være. Hvad siger det ikke om originalitet, hvis man vil hedde noget, som mindst 20 andre bands allerede hedder, eller har heddet.
- Ha, ja det er jo det. På Devilution, var der da heller ikke stor glæde ved det svenske band.
- Nå, dem fra Jönköbing, som blev til The Legion!
- Nej, dem fra Eskilstuna...
- ...

Og nu til sagen
Hvor var vi? Nå, ja. Tyrant. Det amerikanske band, som blev dannet i 1978 har været stille i rigtigt mange år, men har med succes spurgt Robert Lowe (eks-Solitude Aeternus, eks-Candlemass) om han ville være frontmand og lægge sin sprøde røst på albummet, 'Hereafter', Tyrants' fjerde album.

Og det gør en forskel, at Robert Lowe er kommet med. Det giver et andet udtryk til Tyrant, men det spiller også ind, at indspilningsmulighederne er opdateret siden det forrige album fra 1996, så de fleste bands kan opnå en eller anden form for hæderlig lyd i dag, som desværre ikke altid er lige unik. Det er i hvert fald en mere klar lyd, som bandet optræder med i dag, så hvert eneste af de meget klassiske heavy metal-riffs går stærkt igennem.

Det er oldschool, til den let banale side, på samme måde, som Anvil heller ikke rigtig har formået, at rykke sig så langt fra udgangspunktet, dengang bandet tabte fodfæste til samtidens metalbands, som drev det videre og udviklede heavy metallen. Måden at skrive riffs på har ikke flyttet sig meget fra Tyrant "del 1" til Tyrant "del 2". Det er simpelt, men når det er bedst, heller ikke nødvendigvis dårligt. Klassisk på en behagelig måde. Og når det er dårligst er det ikke ringe, men løfter til gengæld heller ikke mange øjenbryn.

Lowe fylder ikke nok. Eller har ikke medbragt nok fede melodilinjer

I Candlemass fyldte Robert Lowes vokal en del, og når det var bedst, så var det majestætisk, episk, koldt og krystalklart. I Tyrant er han også god, men der er ikke givet lige så meget plads til ham i mixet. Måske fordi, det trods alt er mere heavy metal end doom, og måske fordi vokalmelodierne bare ikke er helt så skarpe, set over et helt album. For selvfølgelig er der fede ting som i 'Beacon the Light', som kunne være Judas Priest-inspireret, 'The Darkness Comes' og titelnummeret, som bejler til doom-metallen, som vi kender Robert Lowe fra.

Når der er smæk på er det på den her måde, som med udviklingen af metallen, på godt og ondt om man vil, føles lettere gumpetungt fra rytmesektionen. Det har faktisk sin charme, men det redder dog ikke noget af materialet på 'Hereafter' til at være prangende. Det godt, det er hæderligt, men det er også hurtigt glemt.

Måler man Tyrant på en lidt anden skala. Metal Magic-skalaen. Altså, hvor godt ville bandet passe ind på den fine festival i Fredericia, hvor tiden ind imellem synes at have stået stille i 30-40 år, så lander bandet helt deroppe, hvor svaret er "fantastisk", "selvskrevne" og "indlysende, for den ægte metal, som bandet bærer i sjæl og blod". Og det uanset om, der ses bagud i diskografien eller ses på det aktuelle, habile, men også lidt på det jævne 'Hereafter', med bandets nye, men dog for genren ganske velkendte og afholdte frontmand.