USA kan også lave sort musik

uada cult of a dying sun

Uada er på mange måder den amerikanske version af Mgła, hvilket ikke er nogen dårlig sammenligning. Bandets anden fuldlængde består til fulde.

Kunstner
Titel
Cult of a Dying Sun
Dato
25-05-2018
Trackliste
1. The Purging Fire
2. Snakes & Vultures
3. Cult of a Dying Sun
4. The Wanderer
5. Blood Sand Ash
6. Sphere (Imprisonment)
7. Mirrors
Karakter
3

Sidste år udgav Uada deres andet album 'Cult of a Dying Sun'. Vi nåede aldrig at få den anmeldt. Men her i de døende minutter inden Copenhell 2019 skal den lige med. For Uada spiller på Refshaleøen om en lille uges tid, og det gør de præcis efter midnat, hvor solen, trods alt, dør i nogle få timer her i den lyse, danske sommer. Uada lukker nemlig Copenhell 2019 med deres nattekoncert på Pandæmonium.

Uadas musik passer da også perfekt til tidspunktet. Det er black metal og den moderne af slagsen. Der er både melodi, der er snerrende riffs og en vokal, der spænder ganske vidt. Uada har lyttet til både den punkede og den symfoniske black metal fra Norge og mestrer begge discipliner på 'Cult of a Dying Sun', hvor titelnummeret viser, at de har masser af NWOBHM-referencer i deres musik, men også det mere moderne, mens man kan høre lidt Emperor-inspiration på 'The Purging Fire'.

Lyt til 'Cult of a Dying Sun' her:



Sammenligningen med polske Mgła er ikke taget ud af den blå luft. Stilmæssigt minder de om hinanden, både musikalsk og grundet den teatralske del til koncerter. Uada er klædt i sort og har hætter på, så der er ikke meget, der kan afsløre identiteterne på musikerne fra Portland, Oregon i USA. Men det er der på musikken. Når man hører den sjælfulde 'The Wanderer' midt på pladen, fornemmer man tydeligt hvilken dybde og sjæl, der er lagt i at få numrene gjort færdige. Det er også nogle lange sange. Måske endda lige lidt for lange? Der er kun 7 af dem og pladen varer lige knap en time. Black metal er kendetegnet ved, at sangene ofte får nogle gentagelser på for at skabe stemningen, og her er Uada ikke bange for at bruge det trick. Som nævnt måske lige en anelse for meget her og der.

Samlet er stilen og udførelsen dog stadig god nok til, at vi trækker pladen op på en karakter, der er bestået. Uada genopfinder ikke hjulet i den moderne black metal, men formår at gøre sig så godt indenfor faget, at man føler sig underholdt. Særlig 'Snakes and Vultures' er en bister sag. 

Det er længe siden det norske monopol blev brudt på black metal, og mens amerikanerne var sene til at komme ind i kampen, så er de p.t. blandt de lande, der holder den sorte fane højt. 'Cult of a Dying Sun' er en udmærket plade, som kan høres i sin helhed her: